TEST: Designer-smartwatch uden spræl

Der findes mange smarte ure på markedet, og Fossil har altid været ’mand’ for at levere gode og spændende smarte ure. Jeg har testet deres Explorist HR, der er et superflot ur, men som i øvrigt ikke gøre noget væsen af sig

Fossil Explorist HR. Foto: Fossil

Explorist HR er et af Fossils smarte ure. Fossil har slået sig op på flotte designs, og det holder de i høj grad med Explorist HR.

Uret er baseret på Wear OS fra Google, og Fossil har valgt at basere sig tæt på den helt nøgne version af Wear OS. Det vil sige, du får ikke noget andet i uret end det som Google har tiltænk sig.

Det kan der være mange gode grunde til, men det betyder også, at du ikke får noget som helt i dette ur, som du ikke kan få i alle andre smarte ure der kører på Wear OS.

Så derfor er det andre steder vi skal lede efter noget der gør uret specielt.

For mig er det designet sammenholdt med nogle af de urskiver som Fossil selv leverer. Det giver uret et superflot og meget elegant udseende.

En af de ting jeg virkelig er glad for, er muligheden for at urskiven altid er tændt. Eller skal jeg sige – en mindre version af urskiven kan stå tændt. Uret bruger mindre strøm, men jeg kan stadig se hvad klokken er, og når man som jeg sætter pris på en urskive der ligner et analogt ur, så ser det faktisk ud som et analog ur hele tiden.

Når jeg så aktiverer uret, så tænder den ’rigtige’ urskive, og hele urets funktionalitet kommer tilbage.

Funktionerne i uret

Når du har installeret uret via Wear OS app’en, så får du adgang til de traditionelle funktioner, som kalenderadgang og notifikationer, du kan læse sms’er og mails på skærmen, og du kan tracke din aktivitet.

Men herudover kan du også bruge Google Pay, lade uret spore din position når du fx løber en tur uden mobilen (der er indbygget gps), og måle din hjerterytme.

Og så kan du også tage uret en tur med i vandet, hvis du synes det er sjovt at svømme med uret.

Uret virker

Der er ikke så meget at sige til funktionaliteten. Uret virker og gør det det siger det vil. Pulsmålingen er rimelig præcis, men skridttælleren kunne godt være bedre. Her føler jeg ofte at den er lidt for optimistisk.

Urremmen er flot og den kan let skiftes, hvis du ønsker en ny. Du kan bruge alle standard 22mm urremme på uret, og det er ret fedt. Og nødvendigt hvis du spørger mig. For hvis du vælger at bruge uret når du træner, så bliver den medfølgende læderrem altså ret hurtigt medtaget.

Jeg vil også godt sige, at selvom jeg nok har en rimelig kraftig knoglebygning, så er remmen altså lige lidt for lille. Her ville jeg godt have haft at den medfølgende rem var lidt større – uret er stort og vil passe til de fleste mænd som kvinder, men remmen kræver at du har et ret lille håndled.

Generelt er jeg glad for uret, men udover designet, så så jeg gerne at der havde været noget der adskilte uret fra alle andre Wear OS-baserede smartwatches. Som det er nu, er det kun designet der for alvor skiller uret ud fra andre, og det er lidt surt.

Batteriet er heller ikke noget at råbe hurra for. Det kører omkring en dag på batteriet, hvilket vil sige, at det – som de fleste – skal i opladeren hver aften.

  • Produktnavn: Fossil Explorist HR
  • Producent: Fossil
  • Lagerkapacitet: 40GB
  • OS: Wear OS
  • Forbindelser: Bluetooth 4.1 LE, WiFi 801.11 b/g/n
  • Batterilevetid: Ca. en dag.
  • Processor: Qualcomm® Snapdragon Wear 2100
  • Størrelse: 45mm
  • Tykkelse: 13mm
  • Pris: Set til kr. 2.650 kroner
  • Mere information hos Fossil

Samlet vurdering 80%

Explorist HR er et flot og elegant smartwatch. Det er baseret på Wear OS fra Google, og desværre er der ikke tilført nogle funktioner du ikke finder i alle andre Wear OS-baserede ure.

Pulsmålingen er rimelig præcis, men skridtmålingen kunne godt være bedre, og det samme gælder for batterilevetiden – den er ikke specielt imponerende.

Det jeg er mest glad for på uret er designet og de specielle Fossil-urskiver du kan hente.

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (2225 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?