Jeg har et relativ godt lydsetup på min computer, men det er stadig ‘kun’ et 2.1 system. Gaming og god musik kan virkelig nyde godt af surround sound, og derfor var jeg også ret spændt på at teste Epos GSX 1000 2nd edition, et lille eksternt lydkort.
Allerede da jeg pakkede lydkortet ud blev jeg ret glad, for Epos GSX 1000 2nd edition er ret elegant. En ganske lille firkantet boks med et rundt display i midten og en drejeskive rundt om. Fire led’er lyser op i hjørnerne, og en lille vippefod i bundet kan få den lille gadget til at stå skråt. Alt i alt ser den flot ud på skrivebordet med de sorte farver og røde lys.
Til Windows og Mac, og så alligevel ikke …
Det var let at komme i gang med lydkortet. Alt jeg skulle gøre var at slutte det til min computer via det medfølgende usb-kabel, og det er fedt at det virker til både Mac og pc. Men selvom det var let at få sat lydkortet op, så var der alligevel et par ting der frustrerede mig i processen.
For det første mangler der totalt en manual der viser, hvad symbolerne på lydkortets skærm står for for det andet kan du ikke opdatere lydkortet via en Mac. Lad mig forklare.
Med til lydkortet følger der en lille quick guide, der fint viser, hvordan lydkortet tilsluttes, og der er så et link til yderligere dokumentation hos Epos. Men når du følger det link, kommer du godt nok til en side hos Epos med dokumentation til deres produkter. Men til Epos GSX 1000 2nd edition er der kun en pdf af den quick guide der følger med samt en pdf der viser, hvordan du får lydkortet til at fungere optimalt på Windows 10.
Ingen dokumentation af symboler på displayet. Det lykkedes dog for mig at finde den information hos Epos – på den side, hvor man også kan købe lydkortet.
Derudover er der opdateringsdelen – for der ligger kun en .exe-fil, hvilket betyder at du kun kan opdatere lydkortet via en Windows-baseret computer. Hvis du er Mac-bruger, så er det ikke specielt sandsynligt at du lige har en Windows-computer liggende til opdateringsformål.
Masser af muligheder
Med lydkortet sat til computeren, kunne jeg så lige tilslutte et headset og nyde surround sound. Det er også muligt at tilslutte eksterne højttalere, men så ryger muligheden for 7.0 surround sound, så det droppede jeg.
Drejeskiven bruges til at styre lydstyrken, hvilket er let og intuitivt, og på siden af lydkortet er der en volumenknap, så du kan styre volumen på din mikrofon, hvis du bruger headsettet til at snakke med kammeraterne når du gamer.
På displayet kan du så sætte forskellige indstillinger. Du kan indstille rumklangsniveauet, du kan vælge om lyden kommer forfra, bagfra eller om du er placeret i midten af lydbilledet. Du kan også justere loudness af din egen tale, skifte mellem traditionel 2.0 stereo eller 7.1 sorrund sound, skifte over mellem højttaler og headset, og vælge om lyden skal være optimeret til spil, musik eller film.
Herudover kan du gemme op til fire lydprofiler på de fire led’er i hjørnerne af lydkortet.
Jeg kunne godt lide hvor let det var at betjene lydkortet, og jeg var faktisk ret imponeret over, hvad lydkortet gjorde for lyden. Jeg brugte naturligvis et godt headset sammen med lydkortet, men der var normalt ikke surround sound i det. Men med Epos GSX 1000 2nd edition kom der godt nok en fed surround sound i headsettet.
Lydbilledet var rigtig godt i såvel film og spil, og når jeg nyttede til musik var det en vild oplevelse at blive placeret midt i lydbilledet.
Bedømmelse
Samlet vurdering 85%
Jeg kan rigtig godt lide Epos GSX 1000 2nd edition. Det er let at bruge, giver imponerende gode resultater og så ser det endda godt ud på skrivebordet.
Jeg er lidt frustreret over at jeg ikke kan opdatere via min Mac, eller den manglende dokumentation over brugen af lydkortet, samt at det har en ret høj pris.
Men det ændrer ikke ved, at lydkortet gør et fedt job med at skabe ægte surround sound i ørerne på mig.
Du kan læse mere Epos GSX 1000 2nd edition her.