Det er ikke første gang Ultimate Ears leverer en mobil højttaler der holder til lidt af hvert. Faktisk har de en hel serie af BOOM-højttalere. EPICBOOM er den nyeste, og absolut største, i serien, og den er en ret lækker højttaler på mange områder.
På designsiden adskiller den sig ikke specielt meget fra de andre BOOM-højttalere. Den er dog blevet markant større og i stedet for at være rund så er den mere fladtrykt. Men når den bare står på bordet kan den ved første øjekast godt lige minde om de tidligere modeller.
Den har samme type overflade, og den har det kendte plus- og minus-tegn på forsiden, og de bruges – naturligvis – til at skrue op og ned for lyden. En lille advarsel – man har en tendens til at trykke på plus-tegnet når man flytter på den, og hvis den spille musik samtidig, så skruer man markant op med lyden.
Herudover er der en fastgjort strop på bagsiden, man kan løfte højttaleren i. Den har en magnet fastgjort i stroppen, som hægter sig fast på højttaleren, så den ikke bare blaffer rundt når den ikke bruges.
EPICBOOM er fremstillet af 100% genanvendt polyesterstof og mindst 59% genanvendt plast for at give nyt liv til udtjent plast fra forbrugerelektronik. Papiremballagen til EPICBOOM kommer fra FSC™-certificerede skove og andre kontrollerede kilder.
I toppen af højttaleren er der en række betjeningsknapper, hvor du kan tænde og slukke højttaleren, sætte den i bluetooth-parringstilstand, starte og stoppe musikken og tænde for deres specielle funktion, der sætter højttaleren i udendørstilstand, eller som de selv kalder det ‘Outdoor Boost’. Den kommer jeg tilbage til om lidt.
Der er to funktioner mere, den ene er at knappen til at starte og stoppe musikken med, også kan bruges til at afspille dine favoritalbums. Dem definerer du i app’en, og der kan maksimalt være fire forskellige fra en af dine streamingstjenester.
Endelig er der et NFC-punkt på toppen af højttaleren. Hvis du har en Android-baseret smartphone med mindst Android 8, så kan du nøjes med at røre det punkt med din smartphone, og så kobler du automatisk højttaleren til din mobil.
Så langt så godt. Designet er fint, og højttaleren udstråler holdbarhed og man er ikke i tvivl om at den faktisk holder til at være udenfor – selv når det regner.
Rigtig fin lyd
Der findes også en app til højttaleren, og den er værd at hente. Dels opdaterer man firmwaren til højttaleren via den, men det er også her du kan lege med lydindstillingerne. Der er en række faste indstillinger/profiler du kan vælge blandt, og så kan du manuelt ændre på lydbilledet i den indbyggede equalizer.
Herudover kan du også sætte højttaleren i party-tilstand, som sammenkobler den med andre BOOM-højttalere, så du kan have flere forskellige højttalere til festen, der spiller samme musik.
Det er også i app’en du vælger hvilke streamingtjeneste du vil vælge din favoritmusik fra. Med det gjort kan du vælge fire album som så er fra dem der spilles musik, hvis du vælger den funktion på højttaleren (og højttaleren er indenfor bluetooth-rækkevidde).
Når det så kommer til lydbilledet, så er jeg ret glad for den lyd højttaleren leverer. Den har en 4,6″ stor indbygget bashøjttaler der er med til at give højttaleren en rigtig masse volumen i bassen. Jeg er ret vild med den bas, den er markant uden at være irriterende, og den giver en rigtig god bund i musikken.
Mellemtoner er flotte og giver en god bredde i musikken, og diskanten er ganske fin – omend jeg godt kunne have brugt en lidt mere skarp og klar diskant. Men når man betragter højttaleren som en festhøjttaler, så kan jeg godt forstå at man ikke har haft det største fokus her.
Endelig så skal jeg nævne to funktioner mere som jeg blev ret glad for. Dels deres Outdoor Boost, hvor du får endnu mere volumen i bassen – rigtig god når du lytter til musik udendørs. Og så er der den automatisk funktion, hvor højttaleren lytter til omgivelserne og tilpasser lydindstillingerne, så de bliver optimeret til omgivelserne.
Bedømmelse
Samlet vurdering 95%
Jeg kan rigtig godt lide EPICBOOM. Højttaleren er en supergod højttaler du kan tage med dig overalt. Den er holdbar, den har et godt fokus på bæredygtighed, og den leverer en rigtig god lyd.
Samtidig er den stor, hvilket giver den en rigtig god volumen, den har masser af batterilevetid og den kan virkelig spille festen op.
Jeg savner en bedre bas og prisen ligger lige i den høje ende af spektret.
Læs mere om EPICBOOM her.