TEST: Fed komfort, lækker betjening og god lyd i helt nyt headset

Jeg har testet Sennheisers nyeste helt trådløse headset, og på næsten alle områder lever det op til forventningerne, men altså – kun næsten

Sennheiser var med blandt de første der leverede in-ear-headsets helt uden ledninger, og de har altid hørt til blandt dem der kunne levere den bedste lyd.

Derfor var mine forventninger da også ret store, da jeg fik mulighed for at teste det nye CX Plus True Wireless headset, og lad mig bare med det samme sige, at headsettet levede op til næsten alle mine forventninger.

Sennheiser siger selv, at de har designet det til at levere ’maksimal komfort med ergonomisk design og intuitive kontroller’. Her skuffer det absolut heller ikke. Det er godt nok et af de større headsets, helt som jeg kender fra tidligere modeller fra Sennheiser, men det sidder vildt godt i øret, og det er yderst behageligt at have på. Det sidder også rigtig godt fast, og der skal ikke trykkes hårdt på ørepropperne for at betjene det, hvilket bare gør det ekstra fedt at bruge det.

Præcist som med ørepropperne, så er selve etuiet ret stort, så det er ikke specielt diskret at have det med i lommen, og hvis dine bukser er stramme – ja så kan det være ret irriterende at have det liggende i lommen.

Sennheiser CX Plus True Wireless

Der er masser af strøm i headsettet, hele 8 timers spilletid, og yderligere 16 timer i etuiet. Så du løber næppe tør for strøm lige med det samme.

Med komfort og ergonomi på plads, så var det tid til at kigge nærmere på lydkvaliteten, og selvom det faktisk er muligt at bruge headsettet direkte uden nogen app, så har Sennheiser en app som jeg virkelig må anbefale du henter. Dels kan den holde headsettet opdateret med nyeste firmware, dels er der en equalizer som jeg personligt fik brug for – det vender jeg tilbage til lige om lidt.

For jeg skal lige rose den indbyggede aktive støjreduktion og muligheden for at slå ’Transparent hearing’ til, hvor det sidste er muligheden for at lytte til omgivelserne igennem støjreduktion og musik.

Begge dele virker fortrinligt, og jeg vil virkelig rose støjreduktionen – den hører til blandt de bedste jeg har prøvet på et in-ear-headset.

Lyden overrasker

Når det så kommer til lyden, så overraskede CX Plus True Wireless mig lidt. For selvom lyden umiddelbart var fin, så var den ikke på det niveau jeg havde forventet fra Sennheiser. Bassen var lidt ulden og diskanten ikke så skarp som jeg havde forventet. Det gjorde også at mellemtonerne blev dominerende i lydbillede, der dermed ikke blev så overbevisende som jeg normalt kender fra Sennheiser.

Det var så også her at jeg blev glad for app’en. For den equalizer der er indbygget her, gjorde at jeg kunne indstille musikken så den fik et niveau der nærmede sig det forventede niveau.

Men samtidig så må jeg også lige give Sennheiser en løftet pegefinger omkring den funktion. For det er virkelig underligt med den forsinkelse der er fra jeg laver en indstilling i equalizeren og til den slår igennem. Det var yderst forvirrende, og gjorde at jeg flere gange måtte justere tilbage, fordi mine ændringer først slog igennem efter et par sekunder. Helt overordnet set, så er jeg virkelig glad for CX Plus True Wireless. Med en pris på omkring 1.200 kroner, en eminent god pasform, let betjening af headsettet, imponerende god batterilevetid og en lyd der, med app’ens hjælp, kan indstilles til at være rigtig god, er det faktisk et godt køb. Jeg havde dog bare håbet på en bedre lyd ’lige ud af æsken’ og ingen forsinkelser på justeringer i app’en.

Bedømmelse

Samlet vurdering 90%

Sennheiser CX Plus True Wireless er et rigtig fedt headset til prisen. Komforten hører til helt i toppen af feltet, og det samme gælder betjeningen.

Lyden overrasker mig dog en anelse – jeg havde forventet en bedre lyd uden at jeg skulle ind og rode i indstillingerne. Men når det er sagt, så er lyden stadig fin – og du kan opnå rigtig god lyd når du bruger app’en – som dog lige bør en tur forbi programmørerne igen – den forsinkelse er da til at blive idiot af.

Læs mere om CX Plus True Wireless her.

De bedste priser lige nu

Tjek priser på bredbånd

Tech-Test har indgået et samarbejde med Samlino så du kan tjekke bredbåndspriser og ikke mindst muligheder for bredbånd på din adresse.

Det er helt gratis og Samlino skal ikke bruge andet end din adresse for at levere priser til dig.

Når du har indtastet adressen i feltet herunder, bliver du sendt til Samlino, hvor du får vist resultatet, og hvor du kan indsætte flere filtre, hvis du har bestemte behov for dit bredbånd.

Kommentar til artiklen?