TEST: Her er verdens bedste smartphone

Der findes mange fede smartphones i dag, men den nyeste smartphone fra Apple, iPhone 13 Max Pro, er uden sammenligning den bedste smartphone med det fedeste kamerasystem jeg til dato har testet - men dyr, virkelig dyr

Apple har lige lanceret deres nye serie af iPhone 13-smartphones, og jeg har testet topmodellen, iPhone 13 Pro Max, og det er på alle måder en imponerende mobil – lige fra design, over skærm og ydelse til kamerasystemet. Ja selv batteriet er blevet markant forbedret – hvilket også var til trængt. Eneste minus der for alvor er ved denne smartphone er prisen, for det er stadig en af de dyreste mobiler du kan finde i dag.

Apple har, igen, lavet en lang række opdateringer på alle punkter i mobilen, dog ikke på det visuelle design. Her skal du være lidt af en detektiv for at se forskellen mellem sidste års 12 Pro Max og 13 Pro Max-modellen. Faktisk er det kun kameraobjektiverne der er blevet en anelse større, men det er også det eneste du for alvor kan se.

Apple har dog valgt at opgradere på materialesiden, og det ses tydeligt. Rustfri stål danner kanterne og der keramiske skjold skulle være blevet endnu mere modstandsdygtigt overfor ridser og andre skader. Den er også certificeret IP68, så den tåler en del vand, så du kan roligt tage den med ud i badeværelset, hvis du vil høre lidt musik mens du vasker håret.

Når jeg sammenligner med 12’eren, så er det tydeligt at mobilen er blevet en anelse mere elegant at se på, men det er altså i det helt små, og noget du kun vil få øje på, hvis du virkelig kigger grundigt efter – og har en 12’er at sammenligne med.

Størrelsen skal naturligvis også nævnes, for den er stor. 6,7″ siger skærmmålet, og det passer perfekt til mine hænder. Men hvis du vil have lige så meget telefon, men i mindre indpakning, så skal du lede efter 13 Pro, hvor skærmen er på 6,1″.

Fedt kamerasystem

Hvor Apple for alvor har lavet en opgradering er på kamerasystemet, hvilket de også selv slog på under lanceringen af mobilen. For at starte med teknologien så har Apple udstyret mobilen med bedre blænde, ultravidvinkelobjektiv, et autofokus der lukker op mod 92% mere lys ind og en større pixelstørrelse på sensoren, som er med til at samle op mod 2.2x så meget lys ind.

Der er meget mere teknologi at komme ind på her, men det skal jeg ikke kede dig med, du kan selv læse alle de specifikationer på Apples hjemmeside.

Det nye kamerasystem kom så med på fotosafari, og jeg blev hurtigt imponeret over billedkvaliteten. Ikke mindst fordi den nye skærm på mobilen – hvilket jeg kommer ind på senere – virkelig kunne præsentere billederne virkelig flot.

For det første er der kommet makrofoto på iPhone 13 Pro Max, og jeg elsker makrofotografi. Det var imponerende så tæt jeg kunne komme på motivet, og systemet slår automatisk over på makro når jeg kommer tæt nok på. Detaljegraden i billederne er virkelig høj, og de mindste detaljer stod knivskarpt frem.

Den nye iPhone 13 Pro Max. Foto: Apple

Fokuslængden er på 77mm og der er samtidig et 3x optisk zoom, og det var tydeligt når jeg tog makrobilleder og portrætbilleder. Alt bliver skarpt og virkelig flot. Der var masser af kreative muligheder at arbejdet med når jeg tog billeder – jeg var helt solgt her.

De mere traditionelle billeder var ligeledes virkelig flotte, farver og kontraster blev balanceret flot og med virkelig ægte farver. Det er den nye større pixelstørrelse på sensoren der med til at lukke mere lys ind, og det giver nogle fede muligheder når du tager billeder med stor kontrast. Detaljeringsgraden er virkelig høj, og bagefter kan du zoome virkelig langt ind i dit billede, og stadig får flotte og klare billeder.

Apple har også indført et nyt fotosystem, hvor du kan vælge mellem forskellige stilarter; standard, intens kontrast, livlig, varm og kølig. Her bruger mobilen det indbyggede AI og forsøger at forstå det du fotograferer og fremhæver de korrekte farver så billedet får det udtryk du er efter. Det system virker virkelig godt og jeg fik nogle virkelig flotte og spændende billeder her.

Så længe billederne ligger på din iPhone, så kan du forresten altid ændre den stilart, så hvis du har taget med varm og hellere vil have intens kontrast, så kan du altid ændre det.

Men også portrætbilleder er blevet bedre – bokeh er blevet langt mere naturlig og grænsen mellem motiv og sløret baggrund er virkelig flot. Jeg er meget imponeret over flotte portrætbilleder blev.

Jeg tog en masse naturbilleder, og ikke mindst modlysbilleder med iPhone 13 Pro Max, og jeg har aldrig formået at få så flotte billeder, ikke mindst fordi HDR-funktionen er blevet virkelig god – jeg er vild med det nye kamerasystem, og tager mig selv i hele tiden at nappe et nyt billede med iPhone 13 Pro Max.

Kreative videoer

Jeg bliver lige ved kamerasystemet et stykke tid endnu. For video hører med til kamerasystemet, og objektiverne er jo ikke just dårligere fordi vi snakker om video. Når det kommer til video så har du nogle helt unikke muligheder med iPhone 13 Pro Max.

Dels er der kommet en funktion de kalder Filmisk, når du bruger den, så forvandler kameraet i mobilen sig til en kameramand. Fokus er automatisk på personen i billedet, og baggrunden får en anelse sløring, hvilket giver en virkelig god effekt.

Men systemet er mere avanceret, for hvis person nr. to kommer ind i billedet, så er der også automatisk opmærksomhed på den. Den person der kigger mod kameraet får fokus, og hvis personen der er tættest på kameraet vender blikket mod den anden person, så skifter fokus også automatisk her.’

Det er vildt så effektivt og elegant det virker, og der er ingen tvivl om, at den nye processor i iPhone 13 Pro Max virkelig gør alt arbejdet her.

Hvis du har lyst, så kan også altid ændre dette bagefter – igen så længe videoen ligger på din iPhone. Faktisk så har du også mulighed for at optage alt i ProRes, og redigere det direkte på din iPhone. Det er samme format som bliver brugt i den professionelle videoindustri, men en lille advarsel – det æder lagerkapacitet. Du skal bruge omkring 6GB plads pr minut video. Personligt holder jeg mig til videoformater der fylder mindre – fx bare almindelig 4K

Flere kameratricks

Der er meget mere at sige om kameraet. Nattilstand er nu blevet en del af kamerasystemet, og det betyder at den nye iPhone 13 Pro Max kan tage nogle rigtig flotte billeder i dårlig belysning, og det understøttes af en virkelig god HDR-funktion, der er med til at skabe den rigtig gode stemning i billederne.

Teknologisk opgradering

Der er flere andre steder iPhone 13 Pro Max har imponeret mig. Specielt skærmen har fået et markant kvalitetsløft. Skærmen er en Super Retina XDR-skærm, og nu har det fået ProMotion, hvilket er Apples navn for opdateringshastighed der automatisk justerer sig.

Kamerasystemet ligner det vi kender fra iPhone 12 Pro. Foto: Apple

Det vil sige, at alt efter hvad du laver på iPhone 13 Pro Max, så kan opdateringshastigheden svinge mellem 10 og 120Hz. Det betyder både meget for kvaliteten af billederne når du gamer eller surfer og ikke mindst for batterilevetiden. For jo hurtigere skærmen skal opdateres, jo mere batteri æder mobilen.

De 120Hz giver en fænomenal reaktionsevne når du spiller på skærmen, og helt generelt så er det tydeligt at skærmen er blevet endnu flottere når du kigger på alt lige fra film og billeder, til surf og bare indhold på mobilen. Opløsningen er på 2.778 x 1.284 pixel og med 458 ppi. Jeg er vild med den nye skærm, ikke mindst når jeg ser de billeder jeg har taget med den.

Det bringer mig til to andre teknologiske opdateringer – nemlig processoren og batteriet. Apple har udstyret iPhone 13 Pro Max med den nyeste A15 Bionic processor, der bruger 5nm teknologi og har næsten 15 milliarder transistorer.

Processoren er på seks kerner cpu og en fem kerner gpu. Samtidig med at den også har indbygget AI, der gør at de rigtige processorer vælges til de forskellige opgaver, er det med til at give en fænomenal ydelse. Selvom iPhone 12 Pro Max absolut ikke var, eller er, langsom, så er 13 Pro Max markant hurtigere.

Endelig så skal jeg lige rose batteriet, for iPhone har aldrig været kendt for et godt batteri. Men der er altså sket meget med denne version af mobilen. For hvor den før løb tør for strøm for mig i løbet af en dag, hvor jeg tog billeder, surfede og lyttede til musik. Så er der nu masser af strøm til at holde en hel dag, og stadig have masser af strøm på batteriet når jeg kommer hjem.

Jeg er vild med iPhone 13 Pro Max, og det er kun prisen der forhindrer mig i at give den topkarakter.

Bedømmels

Samlet vurdering 98%

iPhone 13 Pro Max er min absolut favorit smartphone til dato. Prisen er høj, men du får virkelig meget for pengene. Den har det mest avancerede kamerasystem jeg til dato har testet, og tager klart de bedste billeder og videoer jeg har set på en smartphone.

Batterilevetiden er blevet rigtig god, og den er super hurtig.

Apple har virkelig lavet en fed mobil her, og den er klart den bedste smartphone der er på markedet i dag.

Du kan læse mere om iPhone 13 Pro Max her. 13 Pro og Pro Max er ens bortset fra skærmstørrelse og lagerplads.

Prisen ligger mellem 9.700 kroner og 14.200 alt efter hvor meget lagerplads du vil have i den

About Lars Bennetzen 3834 Articles
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?