TEST: IKEAs Symfonisk er både højttaler og boghylde

IKEAs samarbejde med Sonos har mundet ud i højttaleren/boghylden Symfonisk, og udover at den er pæn og let at montere, så er lyden god, præcis som jeg forventer af et Sonos produkt

IKEA Symfonisk. Foto: IKEA

IKEA er nok mest kendt for deres traditionelle produkter til hjemmet, lige fra møbler til lamper og indedrivhuse. Men de har også indgået et samarbejde med lydspecialisten Sonos, og udviklet et par spændende produkter der kombinerer lyd og møbelfunktion.

Symfonisk er sådan et produkt, og jeg har testet det og jeg er faktisk blevet meget glad for det.
Kombinationen af Sonos og IKEA har skabt en højttaler der kan placeres både vandret og lodret, og så kan du også hænge den op på væggen og bruge den som hylde.

Selve designet er både enkelt og flot. Den fås i både sort og hvid, og den har en stoffront der passer til farven på højttaleren.

Højttaleren er en WiFi-højttaler, hvilket vil sige at du ikke skal skabe forbindelse til den med bluetooth for at bruge den. Du betjener den via den almindelige Sonos app, og hvis du ellers er på lokalnettet, så kan du afspille musik på den.

Fedt med kombifunktion

Da jeg fik Symfonisk til test kunne jeg ikke lade være med at spekulere på, om det nu også var reelt at bruge den som både hylde og højttaler. Men det må jeg sige – det er oplagt at montere Symfonisk på væggen og så stille bøger og lignende på den.

IKEA Symfonisk. Foto IKEA

IKEA Symfonisk. Foto IKEA

Men selvom højttaleren sikkert nok er designet til det, så ville jeg ikke stille blomster på den, for hvis jeg nu spilder når jeg vander – og det gør jeg – så er jeg ikke sikker på at højttaleren kan tåle det i længden.

Men herudover, så er det faktisk en fed højttaler og boghylde. Eneste lille ting er, at du jo skal have en stikkontakt i nærheden, for Symfonisk kræver, naturligvis, tilslutning til strøm for at virke.

Den gode højttaler

Hvis du kender, eller allerede har Sonos, så kender du godt betjeningen. Du sætter enten Symfonisk op som ny højttaler eller lader app’en tilslutte den et eksisterende Sonos anlæg.

Den del går let, og herefter skal du lige lave en lydprøve i rummet. Hvilket vil sige, at mens højttaleren afspiller en række lyde, skal du bevæge dig rundt i rummet med din smartphone. Den lytter så til lyden fra Symfonisk og indstiller den til at virke optimalt i rummet.

Det kaldes for TruePlay, men det kan du indtil videre kun bruge på iOS-enheder. Vi kan altid håbe på at det dukker op på Android senere.

Herefter tilkobler du de musikkilder du ønsker at afspille fra, f.eks. Spotify eller Apple Music, og når det er gjort, så kan alle der har adgang til højttaleren afspille musik fra de kilder.

Den del er jeg helt vild med, det virker bare hamrende godt, og pludselig kan alle i husstanden nyde godt at dit Spotify Premium-abonnement, også selvom du ikke lige er hjemme eller har lyst til at overgive din smartphone til andre.

IKEA Symfonisk. Foto: IKEA

IKEA Symfonisk. Foto: IKEA

Lyden er den klassiske og gode Sonos lyd. Den er optimeret til at virke godt i en dagligstue, og selvom det ikke er high ress HiFi-lyd, så er lyden rigtig god, og jeg nyder personligt at lytte til IKEA Symfonisk, og den gik hurtigt hen og blev husstandens primære højttaler til den daglige dosis musik, både af voksne og børn.

Produktinformation

  • Produktnavn: Symfonisk
  • Producent: IKEA/Sonos
  • Produkttype: Højttaler og hylde
  • Kompatibel med Airplay 2
  • Streaming via: WiFi
  • Stramer via: Alle de større streaming-tjenester så som Spotify og Apple Music
  • Dimensioner: 10 x 15 x 31 cm
  • Kabellængde 150cm
  • Pris: Set til kr. 799 kroner
  • Mere information hos IKEA

 

Bedømmelse

Samlet vurdering 95%

Pokker tage mig, her har IKEA og Sonos virkelig lavet et fortrinligt godt produkt. Ikke alene er det et meget versatilt produkt, der både fungerer som boghylde og som højttaler. De har også lavet en højttaler, der bare lyder hamrende godt i hverdagen, til en meget attraktiv pris.

Jeg er en fan, og overvejer at fylde adskillige af disse højttalere ind i huset.

 

About Lars Bennetzen 3837 Articles
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?