Er du den eneste kaffedrikker i familien? Har du brug for en enkelt kop i ny og næ ude i hobbyværkstedet? Eller noget helt tredje? Så kunne Moccamaster Cup-One måske være noget for dig, men før du tænker, at du sparer masser af tid med en enkeltkop-maskine, fordi den er mindre, bør du læse videre.
Design, bønner og Godot
Cup-One fylder lidt mindre en Moccamasters ti-kopper maskine, som jeg også har testet. Du tænker måske, at det er en fordel at købe den lille kaffebrygger, fordi du alligevel kun drikker en kop ad gangen. Moccamaster har, traditionen tro, håndlavet dette lille og elegante køkkenmøbel, der findes i forskellige skrappe farver til at lyse op i køkkenet blandt hvide og sorte apparater. Givet, Moccamaster tager også kr. 1.499 i vejledende udsalgspris for denne lille herlighed, så du bør kunne forvente kvalitet for pengene. Det får du også – dog med enkelte undtagelser.

Cup-One har nemlig to irriterende designfejl efter min mening. Den ene er traktens alt for snævre åbning, hvilket er et problem i det øjeblik, et par enkelte malede bønner finder flyder udenfor filteret. Dermed stoppes åbningen til, hvorefter kaffebrygningen er som at vente på Godot.
Andet akt i klagespillet går på platformen, koppen står på, hvor Moccamaster har valgt, at den skal være aftagelig og lavet af noget billig plastik, som ødelægger det eller lækre indtryk, den håndlavede maskine har.
Cup-One er ligetil, når det kommer til betjeningen. Af med låget, fyld vand og bønner på maskinen, og du trykker på tænd-knappen. Den er også nem at rengøre med en våd klud, fordi designet ikke er komplekst og fyldt med små detaljer, du skal finpolere.

Brygningen
Cup-One tager sin tid om at lave en enkelt kop kaffe på 33 centiliter. Helt specifikt tager det 4:54 minutter, mens ti kopper maskinen fra Moccamaster tager lidt over fem minutter at brygge hele otte kopper, som jeg skrev om forleden. Jo, alle kaffemaskiner, uanset størrelse og antal kopper, skal først have gang i varmelegemerne for derefter at kunne sende det næsten kogende vand ned i filteret. Dermed skal du ikke regne med at kunne spare tid på brygningen med en enkelt-kop maskine i forhold til de større modeller.
Jeg oplever, at lillebror her, laver en bedre kop kaffen end storebroren, hvilket kan skyldes, at Cup-One er udstyret med en hane, der udsender en enkelt, men kraftig stråle vand ned i midten af kaffefilteret – til forskel for 10-kopperen med et rektangulært brushoved. Vandet kommer så hurtigt ned i filteret, at det når at fordele sig ordentligt, før det siver ud igennem traktens hul og ned i koppen.
Samtidig er trakten åbning så lille, at vandet trækker i længere tid end hos storebroren, hvormed det ekstraherer mere smag fra Rwanda Umurage-bønnerne, jeg bruger til min test – blot en teori.
Resultatet er en skøn aroma, en rund og mild smag med fremtrædende note af blåbær fra bønnerne allerede ved indtag. Jeg skal ikke lade vente på smagsnuancerne. Og de vokser som eftersmagen melder sin behagelige ankomst. Endvidere oplever jeg en god, syrlig smag med en undertone af sødme fra Rwanda Umurage-bønnerne, der er noter af ahornsirup.
- Navn: Cup-One
- Producent: Moccamaster
- Bryggetemperatur: 92-96 grader
- Kapacitet: 330 milliliter
- Ledningslængde: Ikke oplyst
- Bryggetid: 4:54
- Vejledende udsalgspris: Kr. 1.499
- Mere information hos Moccamaster
Samlet vurdering 90%
Moccamaster Cup-One er en skøn lille maskine, som emmer af solidt håndværk – med undtagelse af den “billige” plastik platform, koppen står på. Jeg er virkelig glad for kaffesmagen, som Cup-One leverer, fordi den er i stand til at ekstrahere de gode noter fra bønnerne i en høj grad. Bestemt anbefalelsesværdig til solokaffedrikkeren.