Der findes mange smarte ure på markedet, men der findes ikke ret mange der faktisk ligner et rigtigt ur – heller ikke selvom de har urskiver der forsøger at ligne de traditionelle ure.
Men det skal jeg lige love for at Samsung Galaxy Watch råder bod på. Uret der findes i både en 46mm og 42mm udgave, er ikke alene elegant og flot. Det ligner også et ”rigtigt” ud, samtidig med at du får alle de fordele et smartwatch kan give dig.
Personligt mener jeg at et ur til herre godt må være meget ”maskulint”, og det lever 46mm udgaven af Galaxy Watch op til. Samtidig er skiven stor nok til at jeg uden problemer kan se både sms’er og mails på den, og det sætter jeg virkelig stor pris på.
Jeg er også vild med at viserne kaster skygger og at uret ’tikker’ når sekundviseren bevæger sig – en fed detalje, der bare gør det til en mere ur-rigtig oplevelse at gå med Galaxy Watch.
Der er en lang række urskiver du kan vælge imellem, og her er der rig mulighed for at finde præcis den der passer bedst til dig. Så langt så godt, indtil videre var jeg solgt på uret.
Eget OS
Men der er altså en ting jeg ikke er så vild med. Uret bruger Samsungs eget OS, Tizen Based Wearable OS 4.0, og hvor der godt nok ikke er nogen tvivl om, at det er et effektivt og godt OS, så det også en begrænsende faktor, i modsætning til de smarte ure der kører på Wear OS. Du er nemlig begrænset til at kunne bruge de apps der ligger i Samsungs eget univers.
Der er så heldigvis en del, men det undrer mig stadig at de ikke vælger at bruge Wear OS, og derved åbne op for en lang række apps som de ikke har i deres eget univers.
Når det så er sagt, så springer jeg tilbage til selv uret, for Samsung har sikret at uret ikke skal ”tænde” skiven for at jeg kan se, hvad klokken er. Uret har en ’always on’ funktion, der godt nok ikke er den fulde urskive, men som dog viser klokken, og det kan jeg godt lide.
Det betyder også at uret holder bedre på en opladning, for uret skal ikke tænde helt op, hver gang jeg vælger at kigge på skiven. Og samtidig behøver jeg heller ikke enten ryste med håndledet, eller klikke på skiven for at tænde for uret.
Klar til esim
Lige som tilfældet er med Apple Watch, så er Galaxy Watch gjort klar til esim, altså har du mulighed for at få netadgang og besvare opkald på dit ur, selvom du er på løbetur uden din mobil. I teorien altså.
For i skrivende stund, er der ikke nogle danske teleudbydere der understøtter esim på Galaxy Watch. Men jeg håber den funktion dukker op, for den er faktisk ret fed.
Uret tjekker hele tiden din puls, dit aktivtetsniveau/træning og din søvn. Men når det kommer til sidstnævnte, så er der lige en lille udfordring. For uret holder kun lige over 24 timer på en opladning, og det vil sige at du skal planlægge opladning af uret meget nøje, hvis du ønsker at tjekke/spore din søvn.
En ting der er ret smart ved uret er, at du har en ’daglig assistent’ indbygget. Om morgenen giver den dig et overblik over, hvad du skal opleve i løbet af dagen, og om aftenen kan du få et resume af din dag. Den funktion blev jeg faktisk ret glad for.
Et holdbart ur
Når det kommer til produktionskvalitet, så er der ingen tvivl om, at uret er meget durabelt. Det har en militærrating omkring holdbarhed, og det betyder blandt andet at du kan dykke med uret ned til 5 atmosfæres tryk, og det tåler både kulde og varme.
Samtidig er det udstyret med gps, så du kan altid holde styr på, hvor dine udendørs eventyr tager dig hen… hvis du altså har strøm med til uret.
Der er et par andre småting med uret, så som at det kan bruges til trådløs betaling – med Samsung Pay altså, og hvor finder du lige steder det er understøttet – det har en trådløs oplader og det understøtter SmartThings (fra Samsung), så hvis du har andre IoT-enheder i det univers, så spiller uret sammen med dem.
Uret er både flot og smart, men det er også et dyrt ur. Jeg er dog stadig en smule forelsket i det, for det er et meget ’maskulint’ ur, og jeg kan godt lide at du navigerer ved at dreje kransen der ligger rundt om uret. Det virker bare, og jeg får et fint haptisk feedback. Så generelt et godt ur, der dog lige er en anelse for dyrt, når man tænker på at der stadig er ting der ikke virker i Danmark.
- Produktnavn: Galaxy Watch
- Producent: Samsung
- OS: Tizen Based Wearable OS 4.0
- Batteri: 472 mAh
- Tracker: 39 forskellige sportsaktiviteter og sundhedsparametre
- Vandtæt: Ned to 5 atmosfære/50 meter
- Pris: Set til 3.000 kroner
- Se mere hos Samsung
Samlet vurdering 85%
Galaxy Watch er et utrolig godt smartwatch, men det er også meget dyrt, og taget i betragtning at flere af de specielle funktioner, så som esim og Samsung Pay, endnu ikke fungerer i Danmark, er uret for dyrt.
Samtidig er du begrænset til de apps der er i Samsungs univers, og det er lidt ærgerligt, at uret ikke understøtter Wear OS, og de mange flere apps der findes der.
Men bortset fra det er uret fedt. Det er flot, ligner et ægte ur, er let at betjene og meget holdbart. Klart et jeg vil kigge meget nøje på, næste gang jeg skal skifte smartwatch.


