TEST: Samsung Galaxy Note8: En mobil du kan bruge som kaffebord

Samsung har tydeligvis ikke lyttet til ordsproget; ”det er ikke størrelsen”. For Galaxy Note8 er med sine 6,3” en kæmpestor smartphone, der let kan bruges til at dække op til kaffe på. Samtidig er den en superfed smartphone, med skøn skærm og en unik indbygget pen

Galaxy Note8

Det er længe siden jeg har kigget nærmere på Samsungs smartphones, og det var derfor med en del gensynsglæde at jeg fik Samsung Galaxy Note8 i hånden. For en del år siden arbejdede jeg meget på en Note2, og var meget begejstret for den dengang.

Der er løbet en del vand i stranden siden, og Note8 er på mange måder en markant anden smartphone. Ikke mindst er den vokset til 6,3”, og rent designmæssigt har den også fået en opgradering. Væk er det kantede design, ind er kommet svungne linjer. Ikke mindst med en skærm der går rundt om hjørnet, som vi også ser på andre Samsung mobiler.

Det første der slog mig da jeg testede Note8 var, hvor behageligt den lå i hånden. Selvom mobilen er den største smartphone jeg har testet, så ligger den meget komfortabelt i hånden. Men det hjælper også at Samsung har gjort rammen meget lille, så det meste af mobilen faktisk er en skærm med afrundede hjørner.

Galaxy Note8

Imponerende skærm

Samsungs Super AMOLED har altid været en imponerende god skærmteknologi, og med en 6,3” skærm med en opløsning på 2.960 x 1.440 i QHD skuffer Note8 ikke. Samsung kalder skærmen for et Infinity Display, fordi den går rundt om hjørnet og derved giver et indtryk af en skærm der aldrig stopper. Fed effekt for resten.

Samsung har også indført deres sekundære display på skærmen, så du har mulighed for at lægge en menu på kanten af skærmen, hvorfra du direkte kan ringe eller skrive til dine kontakter.

Den ide skal lige have en kommentar med på vejen. Jeg kan nemlig godt lide tanken, men udførslen virker bare ikke godt. Selvom man bruge den medfølgende stylus (pen) der følger med, så er det alt for svært at ramme menuen, og jeg brugte langt mere tid på at ringe/skrive til kontakter via den menu, end hvis jeg bare brugte den traditionelle måde.


[yuzo_related]


Men skærmen skal virkelig have ros for hvor skarp den står, hvor klart farverne vises og hvor hurtig skærmen er. Den er super responsiv og der er absolut ingen følelse af lag når du arbejder på den.

Fedt kamera

Samsung har aldrig været blandt de mobilproducenter der har fået den største ros for deres kameraer (her fører Huawei og Apple klart), men på Note8 har Samsung virkelig oppet sig markant.

Dels har de indført et dobbelt kamera på bagsiden af kameraet, så der nu er en vidvinkel og en telelinse. Samtidig er softwaren der styrer kameraet virkelig blevet spændende. Der er kommet mange spændende funktioner i kameraet, blandt andet Live Focus hvor du kan ændre baggrundens fokus efter billedet er taget, og Dual Capture hvor mobilen faktisk fanger mere end det du ser i linsen. En vildt spændende funktion.

Selve testen af kameraet viste også at Samsung har fået styr på deres kamera. Billederne står skarpt, og Note8 producerer nogle ret flotte billeder under dårlige lysforhold.

Som stort set alle nyere smartphones så har Note8 også mulighed for at indstille kameraet i professionel tilstand, hvor du kan justere alt fra hvidbalance til lukkehastighed.

Jeg har været meget glad for kameraet under testen, både hovedkameraet og selfiekameraet, der begge har leveret fine billeder under hele testen. Dog kunne jeg godt bruge lidt bedre kontrast, her falder Note8 lidt til jorden. Ikke meget – men en lille smule.

Træerne vokser ikke ind i himlen

Som alle Note-mobiler, så er Note8 udstyret med en indbygget Stylus (pen), og den er virkelig en lille genialitet. Den klikkes let ud, og den er vildt behagelig at bruge, og om du bruger den til at tegne med, eller til at betjene apps med, så er den en markant forbedring i forhold til din finger.

Men der er også et par dråber malurt der bliver dryppet ned i roserne til mobilen. Dels er der problemerne med det såkaldte Edge-panel, som jeg har nævnt før i teksten, og så er der et langt mere alvorligt problem, ansigtsgenkendelsen virker ikke.

Samsung har længe haft udstyret deres mobiler med ansigtsgenkendelse, og haft store problemer med at få det til at virke. I Note8 kunne jeg slet ikke få det til at virke. Efter jeg havde scannet mit ansigt første gang, lykkedes det mig aldrig at lukke op for mobilen med mit ansigt. Det gjaldt uanset om der var lyst eller mørkt i rummet, om jeg havde briller på eller ej. Jeg måtte ty til pin-koden hver eneste gang.

Galaxy Note8

Det er bare ikke i orden. Både OnePlus og Apple kan få ansigtsgenkendelse til at virke, hvorfor Samsung ikke kan få det til at virke er mig en gåde, og et stort minus – når det nu er der.

Endelig så har Samsung en tjeneste, Bixby, som er indbygget i mobilen. Bixby er en slags Siri for Samsung-mobiler, men der er to ting med den. Dels kræver den at du opretter og logger ind på en Samsung-konto, dels så virker den stadig kun på engelsk. Ideen er fin nok, men hvorfor ikke bare bruge Googles indbyggede assistent, den forstår jo også kun engelsk. Og det irriterer mig at du er nødt til at have en Samsung-konto for at bruge en funktion på mobilen.

Opsamling

Alt i alt er Note8 en rigtig god mobil, og heldigvis så ligger prisen ikke på højde med de dyreste af Samsungs smartphones. Men med en pris på den anden side af 6.000 kroner, så er det absolut heller ikke en billig mobil.

Og med de problemer som Note8 har, så bliver 6.000 kroner lige i overkanten af hvad den er værd.

Personligt er jeg rigtig glad for Note8. Den har en fantastisk størrelse og en skøn skærm, og jeg er vild med den indbyggede stylus. Men få nu lige rettet ting som ansigtsgenkendelse og et Edge-panel der virker, ok?

Produktinformation

  • Produktnavn: Galaxy Note8
  • Producent: Samsung
  • Skærm: 6.3″ Quad HD+ display. Opløsning på 2.960 x 1.440 pixels. Super AMOLED
  • Cpu: Octa-core, 2,3 GHz + 1,7 GHz
  • Forbindelser: WiFi 2,4GHz, 802.11 a/b/n/ac. Bluetooth 5.0, usb type c
  • Bagkamera: 12MP vidvinkel + 12MP telelinse. f/1.7 + f/2.4
  • Frontkamera: 8MP f/1.7
  • Batteri: 3.300 mAh
  • Hukommelse: 6GB ram + 64GB rom, kan opgraderes til 256GB
  • Pris: Set til 6.500 kroner
  • Se mere hos Samsung

Bedømmelse

Samlet vurdering 80%

Samsung Galaxy Note8 er en skøn smartphone, med en fantastisk skærm og et godt kamera. Den yder fortrinligt og skærmen er meget responsiv. Men der er for mange problemer med at få ansigtsgenkendelsen til at virke, og det samme gælder Edge-display. Men kan du se bort fra de to ting, så er der en skøn mobil.

Tjek priser på bredbånd

Tech-Test har indgået et samarbejde med Samlino så du kan tjekke bredbåndspriser og ikke mindst muligheder for bredbånd på din adresse.

Det er helt gratis og Samlino skal ikke bruge andet end din adresse for at levere priser til dig.

Når du har indtastet adressen i feltet herunder, bliver du sendt til Samlino, hvor du får vist resultatet, og hvor du kan indsætte flere filtre, hvis du har bestemte behov for dit bredbånd.

Kommentar til artiklen?