TEST: Karaoke-spil uden elektronik – vildt sjovt

Grab the Mic er et af de sjoveste spil jeg længe har prøvet - og så er det helt analog

Foto: Lucky Egg

Jeg hører til typen der elsker at synge, i bilen, i badet eller på kontoret. Men fælles er at jeg altid er alene – jeg bilder mig nemlig ikke ind at jeg har en fantastisk sangstemme. Det ændrer dog ikke ved at det er vildt fedt at synge.

Grab The Mic er, ifølge producenten, et karaoke-spil for alle os der ikke kan synge. Så jeg måtte klart teste det, og jeg blev ret hurtigt solgt på spillet.

Men det startede ikke så positivt, for da jeg pakkede spillet ud, så kunne jeg se at spillet bestod af en lille spilleplade med to felter, ti papbrikker der fungerer som brikker for de enkelte spillere, en bunke kort med ord på (engelske og nogle få danske) og så en lille skumgummimikrofon. Jeg sagde jo at der ikke var noget elektronik.

Men som jeg har oplevet før ved spil, så er det ikke kompleksiteten af tilbehøret det betyder noget, det er selve gameplay’et der er vigtigt.

Og det er her Grab The Mic virkelig gør det fantastiske godt. For spillet handler om at man kan komme på sange, hvori en bestemt ord indgår. Ordet er det man vender i den stak for ‘ordkort’ der er med (der er både en rød og en grøn side). Den der først kommer i tanke om en sang hvor det pågældende ord indgår, ‘griber mikrofonen’ og synger så meget af sangen man kan – og hvor ordet indgår.

Foto: Lucky Egg

Det fede her er, at det er totalt ligegyldigt hvor godt du kan synge, det handler bare om at huske sangtekster, og så ellers have det sjovt.

Og sjovt det har jeg haft det. Jeg har spillet Grab The Mic med min datter, og vi er ofte flade af grin. Det er sjovt og hurtigt er det totalt ligegyldigt hvem pokker der vinder. Nogle gange kan samme sang bruges til flere titler, og det gør det kun sjovere.

Er man mange nok, eller gerne vil gøre det lidt sværere, så kan spillepladen vendes om og så dukker der nogle regler op, så du f.eks. kun kan synge sange fra soloartister, hvis du står på et felt med den regel på.

Spillet er hverken kompliceret eller dyrt, men hold da lige op, hvor er det sjovt. Og flere gange så spillede min datter og jeg og glemte helt hvem der faktisk fik point, og hvem der vandt. Af et spil til omkring 160 kroner det helt fantastisk sjovt, og jeg glæder mig allerede til næste gang jeg skal synge sammen med min datter.

Bedømmelse

Samlet vurdering 100%

Jeg ved ikke om det er årets spil. Men det er et af de sjoveste og lettest tilgængelige spil jeg længe har prøvet. Det er sat op på få minutter, en omgang kan vare fra 10 minutter til en halv time, men uanset hvad så er det bare sjovt.

Jeg er vild med at det ikke kræver nogen form for strøm eller elektronik og at det kan spilles af alle, uanset om du kan synge eller ej.

Hvis jeg skulle ønske mig et spil i julegave, så ville dette klart stå på listen.

Du kan læse mere om Grab The Mic her.

Det koster Grab the Mic lige nu