TEST: Labelprinter med masser af funktioner

Den lille Brother VC-500W er en smart lille labelprinter der både udskriver tekst og billeder

Jeg står ofte i den situation, at jeg skal have labels på hylder, skuffer og dimser. Men en dymo-printer er altså ikke altid sagen.

Jeg var derfor ret spændt på at teste Brothers lille VC-500W, en labelprinter der ikke alene skriver ud i farver, men også både tekst og billeder og i labels af forskellig størrelse.

Let opsætning

Et af de ord der kan bruges til at kendetegne denne printer er “enkel”. For der er absolut intet kompliceret ved printeren, måske bortset fra dens navn.

Når du installerer den, så skal du bare sætte labelrullen i, sætte den til strøm og derefter fortsætte opsætningen i den app der hører til printeren.

I app’en kobler du printeren til dit netværk, og så er du færdig.

Når du laver labels, så har du et bibliotek i app’en du kan vælge blandt, eller du kan designe din egen helt fra bundet. Alt foregår med drag&drop, og lynhurtigt har du en label.

Den er så ikke verdens hurtigste til udskrift, men det betyder ikke det store, det er sjældent du har travlt når du skriver labels ud.

En af de fede ting er, at når den er færdig med en label, så kan du bare swipe på forsiden af printeren, så skærer den pænt label af i den korrekte længde – det er ret smart.

Du er heller ikke specielt begrænset til labels, for printeren skriver ud på labels fra 9mm til 50mm, og det burde være nok til de fleste formål for labels.

Brother VC-500W labelprinter. Foto: Brother

En anden fed ting er, at den ikke bruger blæk til at skrive ud. Det betyder at du aldrig skal fylde printeren op. Alt ligger i de labels du bruger, og det gør det let at vedligeholde printeren i dagligdagen.

Gode udskrifter

Men det vigtigste er og bliver kvaliteten på udskrifterne, og de er faktisk ret gode.

Opløsningen er flot, udskifterne står flot og vigtigst af alt – de er meget holdbare, hvilket er nødvendigt så de ikke falmer eller mister farven når du gør rent.

Det eneste jeg har oplevet der måske ikke er optimalt, er at det ikke er alle overflader de sidder lige godt på. Hvis ikke overfladerne er helt glatte, skal du være opmærksom på dine labels.

Jeg oplevede fx på visse IKEA-plastskuffer, at de går løst. Så der endte det med at jeg måtte klister tape over for at holde dem fast.

Det hjælper lidt at gøre overfladen ren med fx sprit eller vinduesrens, men du risikerer stadig at de går løse på overflader der ikke er 100% jævne.

Men generelt var der intet problem med dem, og jeg var meget glad for printeren i hele testen. Ikke mindst at den er lille, så det er let at placere den hvor end du måtte ønske det.

Produktinformationer

  • Printer labels fra 9 mm til 50 mm bredde
  • Bruger ZINK Zero-Ink Printing Technology til at producere farvelabels uden brug af blæk
  • Passer til PC og Mac (via usb) og smartphones/tablets (via wi-fi)
  • Kompakt design, der nemt kan stilles på skrivebordet
  • Indbygget kniv, så du selv bestemmer længden på dine labels
  • Pris: Set til kr. 1.750
  • Se mere hos Brother

Bedømmelse

Samlet vurdering 95%

Det er fedt med et produkt der bare virker. Brother VX-500W er en set&forget printer. Når den er sat op, så skal du kun spekulere på den når du skal skrive labels ud, eller når du skal skifte labels.

De labels du får ud er flotte og holdbare, og du kan selv designe dine labels, eller tage udgangspunkt i det store bibliotek der er med.

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (2535 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Hvis du ikke allerede får vores nyhedsbrev, har du her muligheden for at tilmelde dig.

Vi udsender 1 gang om ugen, så vi kommer ikke til at spamme din mailboks.

Vi holder dine data private, og deler dem ikke med tredjepart