Det sker af og til at jeg savner at kunne skrive ud fra min smartphone – ikke så tit, men det sker dog indimellem. Den lille printer, HP Sprocket, løser det lille problem. Det er nemlig en printer du kan have i lommen, og via bluetooth kan du så skrive dine billeder ud fra din smartphone.
Det lyder jo godt. Så jeg tændte for printeren, downloadede den app der styrer printeren, og fulgte instruktionerne for opsætningen af den lille printer. Det handlede blot om at tænde for bluetooth-forbindelsen og parre de to enheder.
Derefter skulle der det helt specielle papir i printeren (det er kun 3×2”), og så var printeren ellers klar. Så langt så godt, og det fede er printeren ikke skal være i stikkontakten for at virke.
Hvis der så er billeder du ønsker at skrive ud, så skal du starte Sprocket-app’en og derfra vælge de billeder du vil skrive ud. Det er også fra app’en at du kan tage billeder og skrive dem ud, og er kan du også redigere lidt i billederne, blandt andet skrive tekst direkte på billederne inden du skriver dem ud.
Printeren er også hurtigt til at få et billede fremstillet. Der går ikke mange sekunder fra du trykker ’print’ til du har en udskrift klar. Så langt er jeg faktisk vild med printeren – der er masser af muligheder i app’en, du kan have printeren i lommen og du kan skrive billeder ud lige hvor du er.
Men, og du kan sikkert fornemme et men, resultatet er altså ikke så godt. De udskrifter du får frem at mudrede og med ret tamme/umættede farver. Det er der nok også en forklaring på, for den lille printer bruger ikke farvepatroner – hvilket der tydeligvis heller ikke er plads til. I stedet er farverne en integreret del af papiret, og det er klart ikke let at komme med samme præcision i farver og opløsning.
Men det er stadig surt, for for mig betyder de dårlige farver at printeren mister interessen. Jeg har ikke lyst til at skrive ud i en kvalitet der minder om den vi havde i slut 90’erne. Jeg erkender de teknologiske udfordringer printeren står overfor, men det ændrer ikke på, at for mig er Sprocket ikke andet end en sjov gadget – ikke en nyttig gadget.