TEST: Meget varrierende lyd i LGs headset

Jeg har leget med det lille helt trådløse headset, Tone Free UV nano fra LG, og det har været en underlige oplevelse. Langt hen ad vejen var lyden fed, men andre gange var den mudret - men prisen er heldigvis lav

Når et headset giver god lyd ved en type musik, og en meget mudret musikoplevelse ved en anden, så er det at jeg som tester bliver forvirret. Normalt er det relativ let at bedømme et headset. Lyt til lidt forskellige musik, ja ok – masser af forskellige musik – og fin ud af, hvordan det præsenterer lydbillederne.

Normalt er der en fin sammenhæng, og ja – nogle headsets er bedre til en slags musik end andre – men det er første gang at jeg oplever et headset, hvor lyden er super skarp ved en type musik, men mudret og ikke speciel god ved en anden type musik.

Men det var præcis den oplevelse jeg havde med Tone Free UV nano fra LG. Men lad mig lige starte med design og komfort. For her rammer LG altså hoved på sømmet – det er flot og elegant, og måden det sætter sig fast i øret på er virkelig god.

Men helt godt var det alligevel ikke, for efter et par timer gik det op for mig, at jeg faktisk blev øm og træt i øret, og det overraskede mig. For i starten føltes det faktisk ret godt at have på.

Næste skridt var så at lytte til musik, og vanen tro kastede jeg en masse forskellige musiktyper efter det, og allerede ved det første musiknummer, lidt blød pop, gik det galt. For musikken var virkelig mudret – og det var over hele linjen, lige fra bas til diskant.

Men da jeg så gik i gang med at lytte til andre typer musik, gik det bedre. Bassen blev fin og rimelig markant, mellemtonen bredte sig pænt ud og diskanten var skarp. Men fra tid til anden stødte jeg på musiknumre der bare ikke ville lyde ordentligt, blandt andet et Robbie Williams nummer, hvor lydbilledet bare ikke var godt – det var mudret og kedeligt.

Her er det så lige at jeg skal nævne den app der kommer med til headsettet, for der er nogle ret fede funktioner i den. Jeg blev specielt glad for de faste indstillinger der er i equalizeren, hvor jeg faldt for den de kalder “immersive”, den breder virkelig musikken ud og placerer dig godt og grundigt i den. Det ændrede dog ikke på de musiknumre, hvor musikken lød mudret (se overover).

Der var også en mulighed for at lave dine egne indstillinger og gemme dem, og det er normalt noget jeg virkelig nyder. Men det gik bare ikke godt her. Selvom der i princippet var alle muligheder for at indstille de forskellige frekvensbånd, så fik jeg aldrig lavet en god indstilling selv. Men igen – jeg var glad for ‘immersive’-indstillingen, så det accepterede jeg.

Der er en del funktioner i app’en, og jeg skal ikke gennemgå dem alle her. Men der er dog et par jeg lige skal nævne. Den ene er at du kan vælge hvor markant ANC, den aktive støjreduktion, skal være, og det samme gælder også for ambient sound. Det er også muligt at slå dem helt fra, hvis det er noget du ønsker.

Hvor det var tydeligt om jeg havde slået ANC til eller fra, så kunne jeg ikke for alvor høre nogen forskel på om jeg havde Ambient Sound til eller ej, og det undrede mig.

En anden ting jeg også lige skal nævne er, at jeg kan indstille, hvordan jeg betjener headsettet. Der er tre funktioner, enkelt klik, dobbelt klik og tredobbelt klik, og i app’en kan jeg vælge hvad de klik skal gøre, og jeg kan vælge for både det højre og venstre headset. Det er jeg faktisk ret vild med, for det giver mig en frihed til at bruge headsettet præcist som jeg gerne vil.

Som det sidste skal jeg altså lige nævne, at headsettet har en funktion jeg aldrig har set ved et headset før. Når du putter ørepropperne tilbage i etuiet, så tænder der automatisk et UV lyd, som LG siger fjerner 99,9% af alle bakterier. Det er en sjov, men i virkeligheden ubrugelig, funktion. Du deler jo ikke et in-ear-headset med andre, vel?

Bedømmelse

Samlet vurdering 80%

Som udgangspunkt kan jeg rigtig godt lide headsettet, det meste af tiden giver det en rigtig god lyd, og hvis jeg ikke har det på meget længere end en times tid, så er det rart at have på.

Men jeg kan ikke rigtig acceptere at det ikke er alt musik det spiller godt, eller at der ikke er en markant forskel på om Ambient Sound er slået til eller fra.

Det er fedt med de mange muligheder i app’en, og headsettet har en absolut acceptabel pris i øjeblikket, nemlig små 700 kroner. Men den pris det ellers står til, nemlig omkring 1.700 kroner er alt for høj.

Du kan læse mere om headsettet her.

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (3281 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?