
devolo Magic 2 WiFi Multiroom Kit er et netværkssæt der via de såkaldte PLC/PLA-enheder (Power Line Connector/Power Line Adapter), forlænger dit netværk via elnettet i dit hus. Jeg er vild med teknologien, og har testet og brugt teknologien gennem i de sidste 15 år, og gradvist er teknologien blevet fantastisk god – mens den i starten virkelig var meget tvivlende.
Traditionelt har disse enheder forlænget dit netværk, men primært som et trådet netværk. Det vil sige, at du koblede en adapter til din router, og der hvor du ønskede en netværksforbindelse, koblede du så en anden adapter til lysnettet, og så kunne du slutte din computer til den via et ethernet-kabel, og netforbindelsen var skabt.
Men tiderne har ændret sig, og Magic 2 WiFi Multiroom Kit fra devolo giver dig mulighed for begge dele. Både at have et trådet netværk, men også at forlænge dit trådløse netværk via elnettet og mesh-teknologien.
Dårlig vejledning
Så jeg pakkede systemet, der består af en LAN-adapter og to WiFi-adaptere, ud og gik i gang med opsætningen. Her begik jeg så en fejl – jeg forsøgte at følge den lille trykte vejledning som fulgte med.
Udover at den er mere forvirrende end de gamle Ikea-vejledninger, så kunne jeg heller ikke få den til at virke.
Når jeg fulgte vejledningen, endte jeg med et system, hvor de to WiFi-adaptere så ud til at have forbundet sig til hinanden, mens Lan-adapteren ikke så ud til at være forbundet med noget som helst.
Når jeg så forsøgte at bruge den app der fulgte med til systemet, fik jeg blot at vide, at der ikke var nogle enheder på mit WiFi. Når jeg forsøgte at bruge den app jeg kunne downloade til min computer, kunne jeg se Lan-adapteren, men ikke de to WiFi-adaptere.
Så jeg besluttede mig til at nulstille hele systemet og starte forfra. Men det var så ikke så let som jeg havde forestillet mig. Umiddelbart kunne jeg ikke finde en ’reset’-knap på de to WiFi-adaptere, mens jeg dog kunne finde en på Lan-adapteren. Og jeg kunne også nulstille den fra softwaren på min computer.
Jeg nulstillede så Lan-adapteren og trykkede den eneste knap som WiFi-adapterne havde, ind i over 10 sekunder i håbet om, at det ville nulstille dem.
Umiddelbart hjalp det intet. Så jeg forsøgte igen en nulstilling, og denne gang startede jeg så den medfølgende app, og bad den om at tilføje enheder til mit trådløse netværk.
Nu så det lidt bedre ud. Jeg fik nu en helt anden vejledning. Hvor den trykte sagde at jeg skulle sætte de to WiFi-adaptere til først, og derefter Lan-adapteren, var det modsat i vejledningen på app’en.
Så jeg satte Lan-adapteren til, og forsøgte så parre systemet via app’en. Men nej, det hele fejlede. Jeg forsøgte flere gange, men først da jeg tog de to WiFi-adaptere ud af stikkontakten og nulstillede Lan-adapteren, for derefter at slutte de to WiFi-adaptere til, fik jeg parret Lan-adapteren med den ene WiFi-adapter. Jeg måtte så igennem endnu en gang nustilling af den sidste WiFi-adapter, og så fik jeg endelig parret de tre enheder.
Nu kunne jeg så se hele systemet både i app’en på min smartphone og i app’en på min computer. Succes – men let havde det ikke været. Må jeg foreslå devolo at de laver en lettere vejledning, en der ikke risikerer at bringe dig ud i en situation, hvor du er mere på den, end med på den.
Fed netværksforlængelse
Men når først det er sat op, er det virkelig en fornøjelse med devolo Magic 2, for det virker bare. Netværksforbindelsen via elnettet er superstabil, og leverer en hastighed på mellem 268 og 363 Mbit/sek på mit netværk. Disse tal vil nok variere i andre huse.
Jeg prøvede at flytte de to WiFi-adaptere rundt i mit hus, så jeg både kom langt væk fra mit almindelige netværk, og så jeg fik placeret WiFi-adapter og Lan-adapter på forskellige grupper i min eltavle.
Her måtte jeg så også tippe med hatten. For hvor det før i tiden var problematisk at få etableret et netværk på tværs af grupperne i eltavlen, så var det intet problem med Magic 2. Og hvad der var rigtig fedt var, at ved at flytte en WiFi-adapter ned i den anden ende af mit hus, hvor jeg normalt stort set ikke har dækning af WiFi, så fik jeg pludselig en fortrinlig WiFi-forbindelser her – fedt.
Samtidig så er der to stk. ethernet-udgange på WiFi-adapterne, så jeg fik også mulighed for at lave en fast opkobling til udstyr, hvis det skulle være nødvendigt.
Som det sig hør og bør, så er WiFi-adapterne udstyret med en stikkontakt, så du ikke et sted at slutte støvsuger eller lignende til, når du slutter din WiFi-adapter til husets stikkontakt.
Hvis jeg ser bort fra selve opsætningen af Magic 2, så er jeg en stor fan af dette sæt fra devolo. Men de skal altså lige få styr på manual/vejledning, og ikke mindst komme med en vejledning i, hvordan man nulstiller hele sættet, så man kan starte forfra, hvis (og når) man laver en fejl i installationen.
Fint interface
Når du først har fået sat Magic 2 op, så er det ret let at betjene det. Om du bruger app’en på din smartphone, eller programmet på din computer er det det samme.
Her kan du let tilføje flere enheder, eller indstille hele dit devolo-netværk.
Du kan skifte WiFi, hvis du vil bruge systemet på et andet trådløst netværk, du kan sætte et gæstenetværk op og meget mere.
Jeg synes faktisk at det er ret let at arbejde med både app og program på computeren, og at du kan det samme begge steder er et stort plus i min bog.
- Produktnavn: devolo Magic 2 WiFi Multiroom Kit
- Producent: devolo
- Produkttype: PLA/PLC + WiFi (Power Line Adapter/Power Line Connector)
- Netværk: 802.11 a/b/g/n/ac, 2,4 GHz og 5GHz
- Hastigheder: Op til 867 Mbit/s ved 5GHz og 300 Mbit/s ved 2,4 GHz (afhænger af hus, afstand og elnettets tilstand.)
- Rækkevidde for WiFi: 300 meter
- Rækkevidde for Power Line: 500 meter
- Kryptering: 128bit AES ved Power Line, WPA2 ved WiFi
- Strømforbrug: Max 12W
- Størrelse: 152 x 76 x 40 mm
- Garanti: 3 år fra fabrikken
- Pris: Set til kr. 2.399 kroner
- Mere information hos Devolo
Samlet vurdering 90%
devolo Magic 2 WiFi Multiroom Kit er et fedt PLA/PLC-sæt, der udover at give dig et kablet netværk overalt i huset via elnettet, også kan forlænge husets WiFi på samme måde. Hastigheden er rigtig høj, og fuldt på højde med de fleste trådløse hjemmenetværk.
Når først systemet er sat op første gang, er det let bruge. Du flytter bare rundt på WiFi-adapterne, og vupti så har du fået netværk i et nyt rum, eller forlænget dit eksisterende WiFi.
Det er ligeledes dejlig let at arbejde med både app og program på computeren, hvor du kan ændre alle parametre i systemets opsætning. Stor ros til devolo for den detalje.
Men devolo skal have styr på deres vejledning, for den stinker virkelig. Hvis der er noget der går galt under installationen, så er det svært at finde ud af, hvordan man får nulstillet og komme tilbage til fabriksindstillingerne igen.