TEST: OnePlus 6 – en ægte racer

Vi skal virkelig holde øje med kinserne når det kommer til smartphones. OnePlus er stadig den nye dreng i klassen, men med OnePlus 6 formår de ikke desto mindre at fremstille en mobil der virkelig sparker røv når det kommer til hastighed. Desværre går det ikke helt så godt når det kommer til kameraet

OnePlus 6. Foto: Lars Bennetzen

OnePlus 6 har testens ubestridte største skærm. Hele 6,28” løber den op i, og det har OnePlus klaret uden at gøre selve mobilen større end sidste års model 5T. Så du har en mobil hvor hele forsiden stort set kun er skærm. Fedt og flot.

Væk er også den følelse af, at OnePlus kan være en plastik-mobil. Nu er hele mobilen beklædt med glas – forside såvel som bagside, og det er med til at give den et superflot udseende – men også med til at få den til at ligne alle de andre topmobiler i testen – ikke at det er dårligt, jeg siger det bare.

Så her har du en mobil der er stor, og stadig kan ligge behageligt i hånden på de fleste. For OnePlus har stadig formået at holde den slank, og det sætter jeg stor pris på.

Men altså – OnePlus taber bolden lidt når det kommer til skærmen, for en stor skærm kræver altså en stor opløsning. Godt nok er skærmen en AMOLED-skærm, men opløsningen er kun på 2.280 x 1.080, og det er ikke godt nok. Her burde OnePlus have strammet sig lidt mere op. Men de har nok haft travlt med at holde prisen ned, og så skal man jo gå på kompromis nogle steder.

Jeg synes bare det er surt, for den store skærm fortjener en bedre opløsning, og det kan faktisk godt ses når du bruger den. Sammenlignet med andre mobiler kunne den godt have haft en bedre skærm.

Omvendt er skærmen dejlig responsiv, der er ingen tvivl om at der ikke er sparet på hestekræfterne i OnePlus 6.

Og så samler OnePlus så bolden op igen når det kommer til oplåsning af mobilen. OnePlus har både fingeraftryksscanner og ansigtsgenkendelse, og det virker bare – lynhurtigt og elegant. Du skal godt nok lige trykke på knappen på siden af mobilen – den vågner ikke automatisk op som med Huaweis mobiler, men omvendt låser den op hurtigt hver eneste gang.

Jeg har heller ikke kunnet snyde den med et billede af mig selv, så jeg er ganske tryg ved at bruge ansigtsgenkendelse til at låse OnePlus 6 op med.

Fedt interface

OnePlus har deres egen version af Android, nemlig deres OxygenOS. Men når du kigger på den, og arbejder med den, så virker den nærmest som en ren Android. Men OnePlus har arbejdet bag kulisserne, OxygenOS er med til at gøre OnePlus 6 til en lynhurtig mobil.

Væk er alle former for bloatware, og ind er kommet intelligens der forsøger at forudsige, hvilke apps du bruger og dermed sikre at de ligger i cache inden du starter dem. Det er med til at gøre OnePlus 6 næsten uhyggelig hurtig.

Faktisk er OnePlus 6 den hurtigste mobil jeg endnu har testet. Vildt imponerende faktisk.

Fænomenal ydelse

Jeg har sagt det før og jeg siger det igen. OnePlus 6 sparker røv når det kommer til ydelse. Den er klart den hurtigste mobil i min test, og på alle punkter i benchmarken er den overlegen.

Om det gælder cpu, gpu, ux eller hukommelse, så er OnePlus 6 bare den bedste. Jeg lægger mig faldt ned og overvejer om jeg kan lægge elastikken dobbelt i min egen mobil, for at få lidt flere hestekræfter presset ud af den.

Det betyder også at den er fænomenal at spille på. Den reagerer lynhurtigt og selvom jeg godt kunne ønske en bedre opløsning på skærmen, så er det stadig en fornøjelse at lege med denne nye kineser.

Jeg skrev før at ansigtsgenkendelsen er hurtig. Det samme gælder for fingeraftryksscanneren – den er faktisk endnu hurtigere end ansigtsgenkendelsen, og den virker ligeledes hver eneste gang. OnePlus 6 imponerer igen.

Et ok kamera

OnePlus har opgraderet kameraet i forhold til sidste års 5T, men der mangler altså stadig lidt. Kameraet tager fine billeder, men der mangler virkelig farvemætning i billederne, og det er surt.

Når jeg sammenligner billeder mellem OnePlus 6 og fx Huawei og Samsungs mobiler, så er der ingen tvivl om, at der bare mangler noget. Billederne står klart nok, men de virker tamme og flade. Og det hele kommer ned til, at der godt kunne have været lidt mere smæk på farvekanonen. Ikke så meget at vi får amerikanertilstande, men lidt mere farve, så de gengav det man ser ville have været dejligt.

Når jeg kigger på interfacet til kameraet så er der ikke så meget at sige. Det er holdt simpelt og let at bruge. Du kan godt gå i Pro-tilstand og indstille alt selv, men der er ikke noget som helst specielt i interfacet til kameraet.

Og de specielle tilstande som mobilen har er igen ret enkle, det eneste du her kan vælge der er specielt er super-slow motion, noget som OnePlus selv fremhæver meget. De siger blandt andet at alle andre kun kan optage 0,2 sekunder i super-slow motion, men at OnePlus 6 kan optage flere minutter.

Og det er også rigtigt, men OnePlus sammenligner altså bananer og æbler her. For hvor Huawei, Samsung og Sony optager super-slow motion i 960 billeder pr. sekund, så kan OnePlus kun optage i 480 billeder pr. sekund. Udover at det altså ikke rigtigt kan kaldes for super-slow motion, så er der også lige den finte, at hvis du sætter Huawei, Samsung eller Sony til at optage slow motion med 480 billeder i sekundet, så er der ikke længere en 0,2 sekunders begrænsning i optage tiden.

Udover farvemætningen, så kunne OnePlus også godt lige sikre at kameraet kan tage billeder ved lav belysning. For det kan det altså ikke i dag. Er der ikke blitz på, så får du bare ikke gode billeder med OnePlus 6 om aftenen eller ved dårlig belysning.

Overordnet set kan jeg godt lide kameraet, specielt når jeg tænker på at OnePlus 6 kun koster omkring 3.900 kroner. Men kameraet er ikke i nærheden af de bedste her i testen.

Produktinformation

  • Produktnavn: OnePlus 6
  • Producent: OnePlus
  • Skærm: 6,28”, AMOLED i fuld HD, opløsning 2.280 x 1.080.
  • Cpu: Qualcomm® Snapdragon™ 845, (Octa-core, 10nm, up to 2.8 GHz)
  • Forbindelser:  802.11 a/b/g/n/ac, Bluetooth® 5.0, Jackstik til hovedtelefoner
  • Bagkamera: 16MP Sony IMX 519 OIS, blænde f/1.7, 20MP Sony IMX 376K, blænde f/1.7
  • Frontkamera: 16MP Sony IMX 371, blænde f/2.0
  • Batteri: 3.300 mAh
  • Hukommelse: 6GB/8GB LPDDR4X, Lager: 64GB/128GB/256GB UFS 2.1 2-LANE
  • Dimensioner: 155,7 x 75,4 x 7,75 mm
  • Vægt: 177 gram
  • Pris: Set til 3.899 kroner
  • Se mere hos OnePlus

Bedømmelse

Samlet vurdering 90%

For at komme til sagen: OnePlus 6 er en fed mobil. Du får vildt meget for under 4.000 kroner, og du får klart testens hurtigste smartphone – der er ingen konkurrent her. Men OnePlus skal altså får opgraderet deres super-slow motion så det passer med de andre mobiler, og så skal de få skruet lidt op for farverne i kameraet.

Men for under 4.000 kroner får du virkelig en sej mobil, og personligt kan jeg sagtens leve med de småting som OnePlus 6 halter efter med. Du får bare så meget mobil her at man skulle tro at det var løgn. Det gør den da også til en af redaktionens favoritter.

Læs også:

To billige mobiler fra Samsung Normalt så ligger Samsungs smartphones i den dyre ende af skalaen – ja faktisk har de ved flere tilfælde taget førertrøjen på og placeret sig helt i t...
Kæmpestor smartphone fylder meget lidt Der bliver lanceret utrolig mange smartphones for tiden, og de fleste af dem følger samme opskrift – mere af det samme og så lidt større. Så vores sma...

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (2004 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?