TEST: OnePlus Buds Z2 imponerer både med lav pris og høj kvalitet

Pris og kvalitet hænger, næsten, altid nøje sammen. Men det nye headset fra OnePlus viser at prisen ikke behøver være astronomisk for at levere et virkelig godt resultat

OnePlus Buds Z2. Foto: OnePlus

Jeg har testet det helt nye headset, Buds Z2, fra OnePlus, der som så mange andre for tiden, er helt uden ledninger.

Headsettet er en efterfølger til deres Pro-headset der ramte markedet tidligere i år, og er da også næsten 200 kroner billigere. Men det kan man reelt ikke høre på lyden. Komforten og materialevalg er nok der man mest mærker forskellen på de to headset.

Derfor vil jeg da også starter der, nærmere bestemt ved designet. Langt hen ad vejen så ligner det noget jeg har set før – et in-ear-headset med pinde hængende ned ad kinderne. Noget som Apple første præsenterede med deres AirPods i sin tid, og som de stædigt holder fast i. Men det er også et design jeg har set på andre headsets efterfølgende, og altså også et design som OnePlus bruger, igen fristes jeg til at sige.

Personligt bryder jeg mig ikke om det design, headsettet bliver alt for markant i øret, og det er alt andet end et elegant udseende man får på den måde.

Materialekvaliteten er da også nedgang, både på selve headsettet og etuiet, men der skal jo også spares lidt penge, så det kan jeg godt leve med. Det er heller ikke fordi kvaliteten er dårlig, men den er klart mindre robust, og det føles lidt mere ‘plastik’-agtigt når du håndterer headsettet.

Der er heller ikke trådløs opladning af etuiet, men det er ok, for det kræver ikke så fælt længe i stikkontakt før det er ladt helt op. Det fede er så samtidig, at du får helt op til 38 timers musikafspilning, når du kombinerer headset og etui, og det kan jeg kun nikke anerkendende til.

Komforten kunne være bedre

OnePlus Buds Z2 har arvet meget af den teknologi som kineserne proppede ned i deres Pro-headset, og det høres. Men desværre så har OnePlus ikke formået at hæve komforten op på et niveau der gør, at jeg kan holde ud at have det på i mere end et par timer ad gangen. Det begynder at presse i mit øre, og jeg bliver konstant mindet om at jeg har et headset på, og det burde ikke ske.

Det er heller ikke fordi jeg bruger forkerte silikonedutter, jeg har udvalgt dem meget nøje, og endda brugt den funktion der i den medfølgende app, hvor du kan tjekke pasformen, og den siger at det er den perfekte pasform.

OnePlus Buds Z2. Foto: OnePlus

Det bringer mig til netop app’en. Her har OnePlus nemlig gået den ekstra kilometer for at sikre at man bliver godt og grundigt forvirret – for den hedder nemlig ikke noget så sigende som ‘OnePlus XXXX’, næ nej, den hedder ‘MyHarmony’, både til iOS og til Android.

Hvis de så bare havde skrevet det i manualen, men det har de så ikke – du skal enten vide det på forhånd, eller du skal lede efter det på nettet, hvilket jeg endte med at gøre.

MyHarmony er i øvrigt en fin app, hvor du kan indstille støjreduktionen til enten +/- 25dB eller +/- 40db. Du kan naturligvis også slå den fra og du kan slå transparent lyd til. Det samme kan du forresten også på selve ørepropperne. Men årsagen til at jeg nævner det her er, at jeg ikke umiddelbart kunne høre forskel på de to støjreduktioner, så jeg endte med at bruge den første, den fjernede fint alt irriterende lyd fra omgivelserne.

Overbevisende lyd

Når det så kommer til lydkvaliteten så er der ikke meget at pege fingre ad. OnePlus Buds Z2 leverer en lydkvalitet der er langt dyrere headsets værdig. En meget behagelig bas, der leveres af de indbyggede 11mm bastunede dynamiske drivere, og såvel mellemtone som diskant var klare og flotte, og lyden fyldte godt ud i mine øre.

Jeg var dog en smule ærgerlig, for headsettet understøtter Dolby Atmos – hvis du altså bruger en OnePlus smartphone. Du får ikke gælde af den teknologi på andre Android-smartphones, eller på en iPhone. Lyden er stadig rigtig fed, men hvor ville jeg gerne have kunne lyttet til lyd i Dolby Atmos.

Når du bruger headsettet til at føre samtaler i, så får du samme høje kvalitet af lyden. Der er en lille mikrofon der lytter til omgivelserne, og filtrerer den lyd fra, så dem du snakker med har den bedst tænkelig lyd.

Jeg oplevede en fin talekvalitet i begge ender af samtalen, og selvom vi snart ikke snakker i telefon længere, så er det stadig en vigtig parameter.

Bedømmelse

Samlet vurdering 95%

OnePlus Buds Z2 leverer en fortrinlig god lyd, og også en lyd der er langt bedre end jeg havde forventet af et headset til under 1.000 kroner.

Designet er dog ikke imponerende, og det er virkelig irriterende at jeg går glip af Dolby Atmos bare fordi jeg ikke har en OnePlus smartphone.

Du kan læse mere om OnePlus Buds Z2 her.

Det kan du købe OnePlus Buds Z2 for

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (3468 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?