
Du sveder formodentlig nede på fitnesscenterets løbebånd. Eller måske er du den trodsige løber, der bare skal ud af døren på trods af den etcifrede temperatur i det fri. Julemad og øl skal forbrændes, og det gør den bedst med musik i ørerne.
Jaybird hjælper dig på vej med deres X4-headset, der er velegnet til løberne, men da headsettet er IX7-certificeret, kan du også svømme med dem i ørerne i op til 30 minutter, så længe du højest dykker en meter under overfladen. På mange områder minder det om tidligere Jaybird-headset, såsom Freedom 2 jeg kiggede på sidste efterår, men djævlen findes som bekendt i detaljen. Det er dog ikke den mest ophidsende nyhed, Jaybird har sendt på gaden i nyere tid.
Design og komfort
Ved hver udgivelse af et headset er det nærmest obligatorisk, at der er en række nye tiltag – ellers, why bother? X4 forsøger noget nyt på designfronten, men her begynder krampen i lægmusklerne.
X4 har såkaldte ’comply-ørepuder’ og almindelige ørepuder i small og large, men ikke i medium – underligt nok. Det betyder, at jeg ikke kan få headsettet til at passe ordentligt i mine øregange. De almindelige ørepuder er enten for store eller små, mens comply-puderne, som tilpasser sig mine øregange, også sidder jammerligt. Lige lidt hjælper det, at jeg bruger ørebøjlerne, eftersom øretelefonerne enten falder ud eller sidder dårligt.

Jaybird forsøger desuden at imødekomme løbere, der har et issue med en alt for lang ledning, der slasker mod nakken, når man er i fuldt firspring. Derfor er der en kabelstrammer i midten af ledningen. Jeg skal dog sørge for at justere kabelstrammeren, når jeg ikke står stille, da den ellers ryger af, hvis jeg hiver lidt hårdt i ledningen. Så må jeg vende om for at lede efter den lille sag, der er røget på jorden. Freedom 2 havde også muligheden for at forkorte ledningerne, men det var med et bedre og mere praktisk system.
Opladningen af herligheden sker ikke direkte via USB, men med Jaybirds eget system som altid. Dog har producenten ikke inkluderet den praktiske batteripakke, som blandt andre Freedom 2 har benyttet sig af. X4 oplades direkte med det særlige Jaybird USB-opladerkabel. Dette betyder, at du kun har op til otte timer på én opladning uden muligheden for at genoplade batteriet on-the-go med batteripakken, der bare skal klikkes på headsettet.

Fjernbetjeningen i højre side af headsettet har de traditionelle tre knapper til styring af musik og opkald. Den fungerer godt som altid – intet nyt her.
Årsagen til X4 har en ringere kabelforkorter, færre ørepuder og manglende batteripakke findes formodentlig i, at Jaybird ønsker at holde prisen under kr. 1.000, hvor Freedom 2 lå tættere på kr. 1.200. Resultatet er dog et mindre komfortabelt og mindre praktisk headset.
Lydkvalitet
Som altid kan du hente Jaybird-app’en i Google Play eller App Store. Her får du et væld af lydprofiler, der er lavet af Jaybird som andre brugere af Jaybirds headsets. Du kan også selv vælge at finindstille lyden efter dine præferencer og uploade din egen lydprofil, som andre brugere kan have glæde af.

Træningsheadsets skal bare have en kraftfuld og fyldig bas efter min mening. Der skal smæk på musikken, som hamrer løs i takt med den forhøjede puls og ben i bevægelse. Her skuffer Jaybird heldigvis ikke! Bassen lever op til mine forventninger, mens X4 er i stand til at levere en god fornemmelse af rumklang, og diskanten formår at træde frem i lydbilledet.
Til gengæld virker lydkvaliteten, som den plejer. Det er som om, at Jaybird har overført tidligere lydteknologi til X4, hvormed der ikke er forbedringer i forhold til sidste års Freedom-model. Mikrofonen byder ligeledes på samme lydkvalitet under opkald, hvor der ikke er noise-cancelling, men god samtalekvalitet hvis du befinder dig i rolige omgivelser. X4 minder om gammel sved i nyt løbetøj, og du får bedre komfort ved at købe Freedom 2, der nu er kommet under kr. 1.000.
- Navn: X4
- Producent: Jaybird
- Frekvensområde: 20 Hz – 20 kHz
- Batterilevetid: Op til otte timer/ en time ved 10 minutters opladning
- Opladningstid: To timer
- Vægt: 14 gram uden bøjler og puder
- Set til: Kr. 999
- Mere information hos Jaybird
Samlet vurdering 70 %
Jaybird X4 er overordnet set et godt løbeheadset, der leverer en hårdtpumpet lyd qua kraftfuld bas og god fornemmelse af rumklang. Dog virker lydbilledet ikke bedre i forhold til sidste års Freedom 2-model. Samtidig har X4 noget irriterende problemer med ørepuder og kabelstrammer, der forringer komforten, hvis dine øregange ikke passer til small eller large ørepuder. Og hvad hjælper god lyd, hvis headsettet irriterer dig? Til gengæld kommer X4 ikke over kr. 1.000, hvilket betyder, du får virkelig god lyd under løbetræningen til yderst fornuftige penge!