TEST: Redmi Buds 5 Pro har alt for meget bas

Det nye headset fra Redmi lydt godt på papiret, men bassen er alt for dominerende og det ødelægger det samlede lydbillede

Redmi Buds 5 Pro. Foto: Xiaomi

Som snart sagt alle andre producenter af mobiltelefoner, har Xiaomi også headsets i deres portefølje, og jeg har testet det nyeste, nemlig Redmi Buds 5 Pro, et helt trådløst in-ear-headset, der på papiret lyder rigtig fedt, og som har mange potentielle gode kvaliteter.

Ikke mindst så er det udstyret med et dobbelt drive akustisksystem fra Xiaomi, der består af 11mm titanbelagte woofere samt 10mm piezoelektrisk keramik-diskant. Det har også 52 dB/4 kHz Hybrid ANC, og et 3-mikrofon + AI-opkaldsstøjreduktion.

Flotte detaljer der følges op af et klassisk design, som jeg har set mange gange før, ikke mindst i lidt ældre headset bla. fra Huawei. Det virker faktisk lidt som om mange kinesiske producenter bruger samme støbeforme til deres headsets – hvilket jeg dog ikke ved, men kun kan gisne om.

Men det betyder også at komforten ikke er på 2024-niveau, og hertil kommer at Xiaomi har brugt et materiale der er meget plastik-agtigt, selvom det forsøger at ligne et langt mere højkvalitetsmateriale. Desværre gør det ikke noget specielt godt for udseendet af headsettet.

På komfortsiden er jeg ikke tilfreds. Headsettet sidder meget fast i øret, men der går ikke længe inden headsettet begynder at presse i øret og gøre ondt. Jeg kunne faktisk ikke rigtig holde ud af at have headsettet på i længere tid end små 30 minutter ad gangen. Det er bare ikke godt nok.

Redmi Buds 5 Pro. Foto: Xiaomi

På trods af at jeg prøvede de forskellige silikonedutter der følger med, så kunne jeg ikke finde et par der passede godt nok til at det blev behageligt at have på.

Fin installation, dårlig lyd

Det var let at komme i gang med at bruge headsettet. Jeg brugte en Xiaomis egne mobiler, Redmi Note 13 Pro, til at teste headsettet med, og så snart jeg åbnede æsken fandt mobilen headsettet. Samtidig blev den tilhørende app installeret, hvilket var godt for så slap jeg for at lede rundt på Google Play for at finde den app der passede til Buds 5 Pro.

App’en er faktisk ganske fin, der er indstillinger jeg kunne bruge til at justere lyden med, og en lille test der tjekkede om øredutterne sad godt nok i mine ører – hvilket de gjorde. Jeg var også ganske tilfreds med de lydindstillinger der var i app’en, men jeg kunne godt have brugt en grafisk equalizer.

Men til trods for de indstillingsmuligheder, så kunne jeg bare ikke få en god lyd i headsettet.

Bassen var alt for dominerende, og jeg havde svært ved at høre detaljerne i musikken. Det blev fulgt op af mellemtoner der ikke formåede at brede lydbilledet ud, og en diskant der var uskarp og ikke kunne runde musikbillede af på en god måde.

Det samlede musikbillede var støvet og dårligt, jeg var langt fra glad for at lytte til musik i dette headset. Så på trods af en lav pris, så er headsettet ikke prisen værd.

Bedømmelse

Samlet vurdering 40%

Jeg ville så gerne være positiv, for det er dejligt at se et nyt headset der ikke koster tusindvis af kroner. Men et headset der ikke sidder godt i øret og som har en meget dårlig lyd, så er det svært at finde de gode beskrivelser frem.

Men jeg vil dog godt rose batterilevetiden, som er op til 38 timer, hvis ANC slås fra og strømmen i etuiet tælles med.

Men så stopper de gode toner også – headsettet er for dyrt og får dårligt. Jeg kan bare ikke anbefale det.

Du kan læse mere om Redmi Buds 5 Pro her.’

I skrivende stund er prisen for headsettet omkring 470 kroner.