TEST: Smuk HP-bærbar klædt i læder

HP Spectre Folio 13 er den smukkeste bærbare, vi endnu har set, og så er den også en ganske fornuftig 2-i-1 computer. Fik vi nævnt, at den er smuk?

HP Spectre Folio 13. Foto: HP

Det må siges, at være et nyt koncept, HP har lanceret, med en computer, der er helt pakket ind i læder. Resultatet er en lækker og luksuriøs computer, der virkelig har fortjent at blive kaldt smuk – og det har vi vist aldrig sagt om en computer før. Det er ikke kun læderet, der hæver niveauet; det ser ud som om der er blevet kælet for designet ned til mindste detalje.

Lækkert læder og isbryder-effekt

I vores øjne er det en genial ide at pakke en bærbar ind i læder. Ud over et specielt udseende, så føles det helt anderledes behageligt at arbejde med den. Alene det, at vi ikke får kuldechok, når vi sidder med den i shorts, er fantastisk.

Samtidig kan man nyde at se den få noget patina med tiden. Når vi tager HP Spectre Folio med til møder, opdager vi, at denne computer har en helt særlig egenskab: Den er en fantastisk isbryder, som virkelig sætter gang i samtalen, allerede inden mødet går i gang. For alle har et forhold til computere, og ingen har set én, der er pakket ind i læder.

HP Spectre Folio 13. Foto: HP

HP Spectre Folio 13. Foto: HP

Det får folk til at spærre øjnene op og kigge en ekstra gang, og mange vil have at vide, hvor man dog har fået fingre i den lækre computer.

Så hvis man har brug for noget, der sætter gang i samtalen på møderne, så er Spectre Folio altså et rigtig godt bud.

Design i særklasse

HP skriver selv meget om, hvor smuk denne computer er, og her må vi give dem fuldstændig ret. HP Spectre Folio er uden tvivl den flotteste bærbare, vi nogensinde har set. Når man som os kigger på rigtig mange bærbare, så er det en fornøjelse at se, når der bliver gjort noget ekstra ud af designet. Og det har HP i den grad gjort. Læderet gør det til en helt ny oplevelse at arbejde med computeren, og det kan vi varmt anbefale. Selv om læderet er den mest fremtrædende feature i designet, så er HP langt fra stoppet her med de lækre detaljer:

Tastaturet og den synlige del af computeren er lavet i mørkt metal og har mange fine detaljer som for eksempel de mange huller over højttalerne, den lille, aftagelige holder til pennen og den særlige måde at vippe skærmen rundt på, når man vil skifte til tablet-format. Hver detalje virker gennemtænkt og gennemført, og HP skal have ros for at have rykket computer-designet op til nye højder.

Performance på mellemniveau

Men en 1,3 GHz Core i5 cpu er Spectre Folio ikke den kraftigste computer på markedet. Men i vores test har den rigeligt med kræfter til alt det en 2-i-1 computer skal kunne: websurf, dokumenter og video. Som flere andre 2-i-1 computere er Spectre Folio blæserløs og det sætter en begrænsning på ydelsen, fordi det er sværere at komme af med varmen.

Det kan få nogle 2-i-1 computere til at hakke i det, men her har vi altså kun oplevet stabil performance. Med en pris på 13.999 kr. ville vi nok forvente at få finde lidt højere specs, men her er pengene gået til læderindpakning.

Samtidig får man også en pen med i købet, og den kan snildt løbe op i 700-900 kr., hvis man skal købe den ved siden af.

HP Spectre Folio 13. Foto: HP

HP Spectre Folio 13. Foto: HP

Lys og skarp skærm

HP kalder selv skærmen for en infinity skærm, fordi den ifølge HP har en meget tynd kant. Her virker det som om marketing-folket har været lidt for friske for især top og bund har brede skærmkanter. Her får læderet det endda til at se ud som om skærmkanten er bredere i siderne. Skærmen er med 400 nits lysstærk, og vi uden problemer arbejde udenfor, og inde kan vi fint skrue ned for lysstyrken og spare strøm. Touch reagerer hurtigt, og 1080p skærmen viser skarpe detaljer.

Godt tastatur med sær retur-knap

Vi er meget begejstrede for tastaturet, der giver en virkelig god respons på tastetryk. Det eneste, der irriterer lidt, er retur-knappen, der føles som om den sidder længere væk end normalt. Det betyder at vi skal lidt længere ud med lillefingeren, end vi plejer. Det kræver i hvert fald en del øvelse ikke at skrive en masse øøøø’er, hver gang vi vil skifte linje.

HP Spectre Folio 13. Foto: HP

HP Spectre Folio 13. Foto: HP

Tynd, men tydelig lyd dine film

Lyden i bærbare plejer at være ret elendig. For der er ikke meget plads til højttalere i de små kabinetter, og samtidig er højttalerne tit skjulte, hvilket heller ikke gør det lettere at trylle god lyd frem. Hele vejen over tastaturet er der små huller i kabinettet.

Det er her de Bang & Olufsen-designede højttalere sidder, og de leverer højttalerne klar lyd. Det betyder ikke, at der er tale om super-filmlyd, men bruger man det til video, så kan man tydeligt høre, hvad folk siger, hvilket bestemt ikke altid er tilfældet på bærbare.

Ansigtsgenkendelse i buldermørke

Spectre Folio er udstyret med et 1080p webcam, som også kan bruges til at låse computeren op ved hjælp af ansigtsgenkendelse. Det fungerer superhurtigt. HP har endda udstyret webcameraet med en infrarød funktion, så vi kan få adgang til den, selv om vi sidder i et buldermørkt rum. Ja, vi gik ud på badeværelset, slukkede lyset og loggede på med vores glade ansigt. Vi går langt for at teste tingene af ind imellem.

Mange bærbare er efterhånden udstyret med fingeraftrykslæsere, men den har HP valgt at spare væk. Det generer os faktisk ikke, fordi Windows Hello med ansigtsgenkendelse låser computeren op lige så hurtigt som en fingeraftrykslæser.

Lang batterilevetid

HP skriver selv, at batteriet kan holde i op til 19 timer. Vores test må have været mere krævende, for vi kom op på cirka 12 timer. Her kørte vi video, arbejdede med tekster, kiggede fotos og var på nettet. Det er stadig imponerende på en opladning og mere end rigeligt til at klare en arbejdsdag ude i verden.

Produktinformation

  • Produkt: HP Spectre Folio 13
  • Producent: HP
  • Produkttype:2-i-1 PC
  • Processor: Intel Core i5, 1,3 GHz
  • Maks. turbo clockfrekvens: 3,90 GHz
  • RAM: 8GB
  • Lagringstype: SSD (512GB)
  • Grafikkort: Intel HD Graphics 615
  • Lydkort: Bang&Olufsen, HP Audio Boost 2.0
  • Skærm/display: Full HD (1080p) 13,30 tommer (IPS)
  • Touchscreen: Ja, 10 fingers touch
  • Billedformat: 16:9
  • Opdateringshastighed: 60 Hz
  • Webkamera: Full HD (1080p)
  • Bagbelysning i tastatur: Ja
  • Batteritype: Lithium-ion 6 celler
  • Medfølger: HP Pen, USB-C/USB 3.0 Adapter
  • Mål og vægt: 1,54 cm x 32,01 cm x 23,45 cm
  • Vægt: 1,48 kg
  • Forbindelser:
  • Wi-Fi: Wi-Fi 5 (802.11ac)
  • Bluetooth: Bluetooth 4.2
  • USB-C 3.1 Gen1: 1 port
  • USB-C 3.1 Gen2:  2 porte
  • Thunderbolt 3:  2 porte
  • Tilslutninger for lyd: 3.5 mm
  • Pris: Set til kr. 13.999 kroner
  • Læs mere hos HP.

 

Bedømmelse

Samlet bedømmelse 90 %

Denne 2-i-1 bærbare performer generelt godt, der hvor det er vigtigst: skærmen er lys og skarp og reagerer hurtigt, højttalerne spiller højt – selv om vi godt kunne bruge mere bas, tastaturet føles lækkert at skrive – selv om retur-knappen driller. Maskinen arbejder hurtigt og holder længe, og så er designet noget af det mest indbydende, vi har set til dato.

Så ja, der er mange positive ting at sige om HP Spectre Folio. Selvfølgelig kan vi også finde nogle punkter, hvor vi godt kunne tænke os forbedringer. For eksempel tyndere skærmkanter, fingeraftrykslæser eller en kraftigere processor. Men Spectre Folio klarer 2-i-1-opgaver som tekst, video og netsurf rigtig godt, og vi elsker ganske enkelt læder-looket. Vi håber, at det ikke bliver den sidste læder-klædte bærbare, vi får at se.

 

Tjek priser på bredbånd

Tech-Test har indgået et samarbejde med Samlino så du kan tjekke bredbåndspriser og ikke mindst muligheder for bredbånd på din adresse.

Det er helt gratis og Samlino skal ikke bruge andet end din adresse for at levere priser til dig.

Når du har indtastet adressen i feltet herunder, bliver du sendt til Samlino, hvor du får vist resultatet, og hvor du kan indsætte flere filtre, hvis du har bestemte behov for dit bredbånd.

Kommentar til artiklen?