Vi stiller store krav til vores laptops, de har stort set erstattet vores stationære computere, og vi forventer at de skal kunne bruges til alt lige fra vores kontorarbejde og til redigering af videoer og billeder. Den nye laptop fra Microsoft, Surface Laptop 4, henvender sig lige præcist til det segment af folk der har brug for en laptop til lidt af hvert, og den klarer faktisk opgaven overraskende godt.
Men inden jeg kaster mig over ydelsen eller de tekniske specifikationer på den, så skal jeg lige vende designet, for det overrasker mig en del på et område – skærmstørrelsen. Selve laptoppen er en 15″-laptop, der dog også finde i en 13,5″-version, men hvor laptops normalt har en skærmforhold på 16:9, så har Microsoft valgt at udformen denne med en 3:2-skærm.
Det har flere konsekvenser for os der bruger laptoppen. For det første så får du langt mere skærmplads i højden, og hvis du arbejder med dokumenter, regneark eller programmer der kræver plads netop i højden, så er det vildt fedt. Men hvis du bruger programmer der kræver det mere traditionelle skærmstørrelsesforhold, som fx når du skal se film, så mister du faktisk plads. Du ender med to sorte bjælker i top og bund, og det irriterer mig lidt. Men det er prisen du betaler for at få plads i højden.
Dernæst så skal vi også lige vende tastaturet, for en laptop som Surface Laptop 4 er designet til at blive arbejdet på, og det betyder at du vil bruge tastaturet en hel del. Problemet er blot, at tastaturet ikke er specielt godt. Det er stort og det er fedt, og tasterne er ligeledes store. Men tasterne er ikke behagelige at skrive på – deres arbejdsgang er ikke ret lang, og de fjedrer ret meget når du skriver på dem.
Jeg begyndte ret hurtigt at lave fejl når jeg skrev – noget jeg normalt ikke gør ret meget når jeg skriver.
Teknologien i højsædet
Når jeg så vender blikket mod hardwaren i laptoppen, så er det ganske fine specifikationer som Surface Laptop 4 komme med. En Quad Core 11. generation Intel Core i7, op til 32GB hukommelse og en SSD på op til 1TB er faktisk ret flot.
Men hvad der ikke er så imponerende er Windows Hallo-funktionen. Den genkendte mig langt fra hver gang, og det var irriterende. Om det er kameraet eller selve software skal jeg lade være usagt, men begge dele kommer fra Microsoft, så jeg vælger at betragte det som det samme her.
Skærmen skal roses for kvaliteten – med en opløsning på 2.496 x 1.664 og en PPI på 201 får du en super flot billede, skarpt og virkelig behageligt at se på. Skærmen er berøringsfølsom, og den del fungerer ligeledes rigtig godt.
Et andet punkt der virkelig også fortjener ros er højttalersystemet i laptoppen, for sjældent kan jeg holde ud at lytte til lyden i en laptop når jeg ser film eller lytter til musik. Men det kan jeg faktisk godt med denne, og det var en glædelig overraskelse. Understøttelsen af Dolby Atmos var tydelig, og selvom der stadig er langt op til et eksternt lydsystem eller et godt headset, så var det faktisk en god lyd Surface Laptop 4 kan levere.
Flotte benchmarks
Selvom denne laptop er en all-round-laptop, en der skal kunne lidt af hvert, og altså ikke en gamer eller en laptop man kunne forvente en superhøj ydelse af, så valgte jeg alligevel at sende den igennem et par benchmarks.
Og jeg blev glædelig overrasket, for laptoppen kan faktisk sparke godt fra sig.
På rene hestekræfter fra cpu’en placerer denne laptop sig blandt de 27% bedste og på disken er den blandt de 30% bedste. 2D og 3D er så ikke helt så imponerende, her lander den kun blandt de 50% bedste hhv. 70% bedste. Men jeg tager lige prisen i betragtning, og når man kigge på at den er en all-rounder så er jeg ganske godt tilfreds.
Samlet set så placerer mine benchmark den blandt de 47% bedste laptops, og det er faktisk ikke helt så dårligt, slet ikke til en relativ lav pris.
Bedømmelse
Samlet vurdering 90%
Jeg er positivt overrasket over Surface Laptop 4. Den yder imponerende godt, den har en rigtig flot skærm, et super godt lydsystem og nogle fede hardware-specifikationer.
Tastaturet er ikke min favorit og jeg er heller ikke imponeret over den biometriske åbning af laptoppen, den virker bare ikke ofte nok.
Skærmstørrelsen er speciel – men til mange formål er den faktisk ret fed – den kræver dog tilvænning.
Som all-rounder er det en virkelig fed laptop, med en rigtig god ydelse til prisen.