Går du tit glip af de nyeste singler fra dine yndlingsartister? Så er der nu hjælp at hente hos Spotify. De har nemlig lige lanceret Release Radar, en personlig playliste kun med nyudgivelser fra de kunstnere, som du holder af.
Release Radar opdateres hver fredag og giver dig op til to timer af den nyeste musik fra de kunstnere, som du følger og lytter mest til. Suppleret med friske forslag baseret på dine lyttevaner.
“Med den enorme mængde af ny musik, der udgives hver uge, kan det være svært at holde sig opdateret på de nyeste numre,” siger Matt Ogle, Senior Product Owner hos Spotify i en pressemeddelelse, og fortsætter:
“Derfor har vi skabt Release Radar som en enkel måde at finde og opdage ny musik for vores lyttere.”
Release Radar udvikler sig i takt med din musiksmag. Og fordi den er designet som en playliste, har du adgang til den på tværs af platforme og enheder, og du har mulighed for at dele den med dine venner eller gøre den tilgængelig offline.
Den nye funktion er et supplement til ”New Music”-fredag, der også præsenterer dig for nye kunstnere. Du finder din personlige Release Radar-playliste i ”New Releases”-afsnittet under ”Discover” på mobil og desktop.