Af Carsten Bøwig, Tech-Tester
Jeg fik i dag gang i mit Tomtom Spark Cardio + Music på den aktive måde i form af løb. Jeg har længe holdt en pause fra løbet grundet skade i fødderne, men ny gadget – ny inspiration for at komme igang igen.
Jeg har haft uret på 24/7 siden onsdag og bliver på den måde også opmærksom på, hvor mange skridt jeg har gået i dag, i denne uge, hvor meget jeg har sovet – en lidt sjov funktion. Når du sover med uret, fortæller den dig også præcis hvor mange timer du har sovet. Brugbart? Det vælger du selv…
Urets GPS finder relativt hurtigt satelitterne, og jeg kom dermed hurtigt afsted. Det er nemt at se på, at skifte funktioner på under løb. En knap til betjening, men du kan trykke fire forskellige steder for funktionerne. Det er nu ret nemt nemt at finde rundt i. Da jeg kom hjem efter første lille tur i lang tid, skulle det selvfølgelig cementeres på min computer (iMac). Fungerer også fint, med det medfølgende connector-kabel. Så kunne det samtidigt blive opladet.
Det får mig lige til at tænke på batteritiden… den havde jeg helt glemt, fra da jeg monterede uret på armen onsdag den 10. februar. Det var faktisk først her lørdag den 13. februar da jeg startede GPS’en, at uret mindede mig om, at der snart skulle noget strøm på. Altså i mine øjne, en rimelig god batteritid.
Selve forbindelsen med det lille program MySports fungerer fint og jeg får et pænt billede af hvad jeg har lavet, hvor jeg har slappet lidt af, hvor mit hjerte fik lov at arbejde eller hvor det kunne have ydet lidt mere plus min rute på oversigtskort, selvfølgelig. Alt i alt, rigtig fint.
Men… så ledte jeg efter en funktion til at kunne eksportere mine data. Det har jeg endnu ikke fundet. Nogen der kan hjælpe?
Jeg synes jo det er meget sjovt at dele sine små udfordringer med venner på fx Endomondo. Her er faktisk en mulighed for at importere data, men kun fra Garmin produkter og altså ikke muligt for TomTom. Det savner jeg!
I dag har jeg haft fat i pagajen. Uret er nemlig også vandtæt og det holder vist. Nu har jeg ikke ligefrem svømmet i vand. Jeg holder mig helst oppe af vandet, da det er rimelig koldt for tiden. Uret har ikke en decideret funktion for kajakroning, men jeg kan vælge mellem svømning og freestyle. Svømning må ligne mest, da man jo bruger arme omkring skulderledet – lidt i samme retning. Den tæller kilometer i hvert fald.
Og hvis huden på billederne synes lidt bleg og tør i det, kan jeg fortælle at temperaturen var omkring 0-punktet.
Jeg har i øvrigt en iPhone 4S med IOS vers. 7.1.2 på. Efter Tomtom, skulle det være i orden, til at man skulle kunne få deres app til at virke. Det passer så ikke. Jeg får i hvert fald ikke lov. Jeg har også en iPad 2 hvor IOS vers. 9.2.1 er på. Heller ikke her, får jeg lov at lægge Tomtom-app’en på. Det kører på iMac’en. Men ellers synes jeg der er lidt app-problemer.
Jeg glæder mig til den næste uge med TomTom Spark Cardio + Music.