Du ser dem dagligt på Faceboook – konkurrencer der lover guld og grønne skove bare du deler og liker en side. Men langt de fleste er fup og handler kun om at bagmændene kan tjene penge på dine klik eller lokke dig over på ondsindede hjemmesider der så inficerer din computer med malware.
Så når du ser en konkurrence der lover noget der er for godt til at være sandt – ja så er det helt sikker tilfældet. Du kender dem godt, for du ser dem dagligt på Facebook:
Vind en spritny BMW M4 model 2016, eller måske 12 minutter i Elgiganten hvor du kan tage så meget du kan bære. Alt du skal gøre er at dele, like og kommentere et opslag. Det lyder for godt til at være sandt, og det er det også.
Janus R. Nielsen fra www.anytech365.com fortæller at firmaer som Matas, Ikea, Fona, BMW og mange flere har stået model til it-svindlere, der har oprettet falske Face book-konkurrencer i virksomhedernes navne.
”Så længe så mange danskere stort set hver eneste dag fortsætter med at like, dele, kommentere og håbe på, at de bliver den heldige vinder af et splinternyt Svanekøkken eller en ny BMW, så vil vi fortsat se falske Facebook-konkurrencer,” siger Janus R. Nielsen.
Det er da heller ikke fordi svindlerne synes det er sjovt at oprette de falske konkurrencer, de har klare mål med deres fup-konkurrencer. De forsøger at skaffe tusindvis af likes for senere at kunne sælge siderne videre. For har du liket en side, kan den nemlig vise opslag i dit nyhedsfeed, og det er noget som annoncører og reklamefolk godt kan lide. Gratis annoncering er populær.
Janus R. Nielsen og AnyTech365 har ti tips til, hvordan du spotter fupkonkurrencer på Facebook:
- Tjek om Facebook-siden har et blåt flueben ved siden af virksomhedens navn. Hvis det er tilfældet, betyder det, at siden er blevet godkendt af Facebook og at den dermed er autentisk. Det skal dog nævnes, at det ikke er alle sider uden flueben, der er falske.
- Tjek info om virksomheden på den pågældende Facebook-side under fanen ”Om”. De falske sider er oprettet hurtigt og har ofte ikke informationer som adresse, telefonnummer, åbningstider osv.
- Støder du på en konkurrence på Facebook, hvor der kun er et enkelt eller få opslag på siden, er det ofte et tegn på at siden er falsk.
- Tjek om der er aktivitet på siden. Falske Facebook-sider der oprettes hurtigt har ofte ingen synlige beskeder på væggen. Tjek væggen i højre side under ”Opslag fra besøgende” og se om der er beskeder, der bliver besvaret af virksomheden.
- Kig altid efter om der findes flere sider på Facebook fra samme virksomhed. Deltager du fx i en Matas-konkurrence, hvor siden har 2000 likes, så sørg altid for at tjek om der er flere Matas-sider. Matas’ originale Facebook-side har over 200.000 likes, så hvorfor skulle Matas oprette en ny side for at lave en konkurrence?
- Mange brugere er gode til at informere andre om den falske konkurrence i konkurrencens kommentarfelt. Så tag et kig på kommentarerne før du deltager.
- Tjek om virksomheden bag konkurrencen overhovedet har en hjemmeside. Der oprettes ikke kun falske konkurrencer i store navne som Matas, Ikea og BMW. Svindlerne ser også en mulighed i at oprette konkurrencer i små eller ikke eksisterende virksomheders navne, og hvis ikke virksomheden har en hjemmeside, kan du næsten være sikker på, at konkurrencen er falsk.
- Vær ekstra opmærksom på at klikke på links i konkurrencer på Facebook. Disse links kan føre dig til sider, hvor hjemmesidens domænenavn henviser til noget andet, end det virksomheden eller konkurrencen handler om. Hvis det sker, er der stor sandsynlighed for, at både konkurrencen og linket er fup og svindel.
- Bliver du bedt om at indtaste dine personlige oplysninger, så tænk efter en ekstra gang. For at deltage i en Facebook-konkurrence, der ikke er falsk, er det sjældent, at du bliver bedt om at udlevere personlige oplysninger, så hold dig fra at skrive din emailadresse, telefonnummer og andre personlige informationer.
- Du bør være skeptisk, hvis præmiens værdi er højere end 10.000 kr. og hvis ikke den er udloddet af en stor, velkendt virksomhed. Brug din sunde fornuft. Hvis præmien virker for god til at være sand, er den det også.