AEG har netop lanceret deres nyeste skud på stammen inden for smart home-teknologi på det danske marked. Der er tale om ovnen 9000 ProAssist med SteamPro, som integrerer kunstig intelligens og kamerateknologi direkte i madlavningen.
Kernen i den nye model er funktionen CamCook, hvor et indbygget kamera genkender retterne. Sammen med et medfølgende madlavningstermometer overvåger systemet kernetemperaturen og styrer tilberedningen, hvorefter ovnen automatisk slukker, når retten er færdig.
Målet er ifølge producenten at gøre processen i køkkenet lettere og mere uafhængig af brugerens tekniske niveau.
Vi ser en generation af forbrugere, der bruger kortere og kortere tid i køkkenet, og som i stigende grad køber take away eller spiser ude. Det vil vi gerne være med til at ændre. Derfor har vi udviklet en ovn, der gør det nemmere at lykkes derhjemme – uanset hvor god man er til at lave mad. Når ovnen selv husker, hvordan du bedst kan lide dit brød bagt, og automatisk tilpasser tilberedningen, bliver madlavning pludselig meget mere overkommeligt.
Olav Sørensen, Product Trainer hos AEG Danmark
Intelligent opskriftshåndtering og damp
Via en dedikeret app og funktionen AI TasteAssist kan brugere sende opskrifter direkte fra nettet til ovnen. Ovnen analyserer selv opskriften for automatisk at optimere tid, temperatur og niveauet af damp.
Hardwaremæssigt byder den 70-liter store ovn på både sous-vide og AirFry+. Den indbyggede dampfunktion, Steamify, tilføjer selv den korrekte mængde damp, hvilket ifølge AEG er i stand til at bevare op til 90% af råvarernes C-vitamin sammenlignet med konventionel tilberedning.
Betjeningen foregår via en CookSmart Touch Pro-skærm, og maskinen modtager løbende opdateringer trådløst (OTA).
Af øvrige tekniske specifikationer er ovnen udstyret med teleskopskinner, automatisk belysning og en IsoFront Top-sikkerhedsdør, der sikrer, at ydersiden ikke bliver varm. Efter brug benytter ovnen et kemikaliefrit damprengøringsprogram til at løsne fedt og snavs.
AEG 9000 ProAssist med SteamPro er tilgængelig nu til en vejledende udsalgspris på 27.999 kr.