Apples kæmpe lancering

iPhone 7

Apple holdt for nyligt en kæmpe lancering i San Francisco, hvor den nye iPhone 7 og 7Plus var de helt store opmærksomhedstyve.

I fredags blev de nye smartphones så sat til salg i Danmark, og ifølge butikker som blandt andet 3, så har den solgt utrolig godt – omend nok mest på nettet og ikke så meget i butikken.

Vi husker alle den video, hvor der står to personer og venter på at komme ind i en næsten tom butik, ikke? Og har du glemt det, så kan du gense videoen her hos TV Midtvest.

Men Apple lancerede mere end blot den nye iPhone, med lanceringen kom også deres nye Apple Watch, også kaldet for Watch Series 2, deres nye trådløse headset (du ved – dem der har to langt hvide dimser hængende ned ad kinden på dig, og så var der også lige det med en softwareopdatering.

For samtidig med de nye produkter kom der også et nyt OS til både iPhone og iPad samt nyt OS til deres smartwatch. Specielt de to ting har været forbigået i noget nær larmende tavshed, og det kan undre, for der er faktisk rigtig mange nyheder forbundet med de nye operativsystemer.

Anmeldelser på vej

Her på redaktionen har vi lige været til pressemøde hos Apple i Danmark, og vi er allerede gået i gang med at teste de nye iPhones (både 7 og 7Plus) samt det nye Watch Series 2.

Men samtidig vil vi også kigge nærmere på, hvad de nye versioner af iOS og WatchOS giver dig – også hvis du har en gammel version af iPhone eller Apple Watch.

Noget af det vi glæder os rigtig meget til at teste er blandt andet de nye sportsfunktioner i Watch Series 2. Dels skulle uret nu være vandtæt ned til 50 meter, og automatisk tømme højttaleren for vand når du kommer op fra vandet.

Uret har også indbygget gps, mulighed for at gemme op til 8GB musik og direkte understøttelser af bluetooth-headsets, så du ikke behøver din mobil med dig når du træner.

Når det kommer til den nye iPhone, så glæder vi os rigtig meget til at se om skærmen lever op til løfterne, blandt andet skulle deres Wide Colors gøre skærmen langt flottere at se på, kameraet er blevet opdateret markant, så der blandt andet kommer 50% mere lys ind, og blitzen er også forbedret.

Endelig glæder vi os til at se, om batterilevetiden virkelig er blevet forbedret som lovet, for den var lidt problematisk på den gamle 6s.

Men følg med her på siderne – vi kommer snart tilbage med et par anmeldelser af de nye produkter fra Apple.

Watch series 2
About Lars Bennetzen 3851 Articles
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?