Blinde skal ’se’ ved hjælp af ny app

Det er kinesiske Huawei der har udviklet en app til deres nyeste smartphone, Mate 20 Pro, som bruger kunstig intelligens til at hjælpe blinde med at se og afkode følelserne hos den person de taler med

Synshandikappede personer har mange udfordringer i dagligdagen, og en af dem er at se, hvad den person de snakker med, viser af følelser. Det ønsker Huawei at gøre noget ved, og de adresserer problemstillingen med en ny app, som skal hjælpe synshandikappede til se ”se” følelser.

Ifølge Dansk Blindesamfund rummer teknologien mange muligheder, som kan bidrage til øget selvhjulpenhed for personer med synshandicap.

Det er takket være den kunstige intelligens deres nye smartphone, Mate 20 Pro, at Huawei har kunnet udvikle den nye app.

Appen, som hedder “Facing Emotions”, bruger kameraet på Mate 20 Pro til at afkode følelser baseret på syv forskellige grundlæggende ansigtsudtryk, der hver for sig eller flere tilsammen fortæller, hvad en person føler. Den kunstige intelligens afgør derefter, hvilken af de syv følelser det drejer sig om, væmmelse, foragt, sorg, frygt, vrede, forbavselse eller glæde, og afspiller en enkel lyd i høretelefonen i øret hos den blinde person, som derved kan lytte sig frem til, hvilken følelse personen foran dem udviser med deres ansigtsmimik.

Appen er et eksempel på, hvordan allerede eksisterende teknologi med enkle udviklingstiltag kan gøre gavn:

“Facing Emotions”-appen er et forsøg på at bruge teknologien til at gøre en positiv forskel for personer med udfordringer eller handicap, så de forhåbentlig kan deltage i samfundslivet på mere lige vilkår. Vi vil som en kommerciel aktør gerne gøre en forskel med den teknologi, som vi udvikler, og den ambition håber vi, at vi kan inspirere flere virksomheder til også at have,” siger Marie Dam Feldborg, der er Head of Marketing & Communication hos Huawei Danmark.

App giver større selvhjulpenhed

Hos Dansk Blindesamfund ser man positivt på Huaweis nye initiativ. Interesseorganisationen arbejder blandt andet for, at blinde og svagsynede skal kunne leve et mere selvstændigt liv, og her spiller ny teknologi en central rolle i forhold til at skabe øget tilgængelighed.

“Vi synes altid, det er positivt, når de store teknologiudviklere tænker tilgængelighed og anvendelighed for mennesker med synshandicap ind i deres produkter. Der er en spændende udvikling i gang inden for kunstig intelligens, som vi følger nøje. På sigt kan den kunstige intelligens være med til at skabe selvstændighed for blinde og svagsynede både gennem specialiserede hjælpemidler, men også i hverdagsteknologi som telefonen i lommen,” siger Jesper Holten, tilgængelighedsekspert i Dansk Blindesamfund.

Om Facing Emotions

Facing Emotions er en app, der via kameraet i Huawei Mate 20 Pro aflæser ansigter og kan registrere op til syv forskellige følelser ud fra ansigtsmimikken.

Appen kan ved hjælp af kunstig intelligens afkode og genkende følgende følelser: væmmelse, foragt, sorg, frygt, vrede, forbavselse og glæde. Der er tilknyttet en særlig lyd for hver af disse følelser, som bliver afspillet af højtaleren eller i høretelefonen.

Lydene er nøglen i appens funktionalitet. De er udviklet af den blinde komponist, Tomasz Bilecki, som har haft fokus på, at lydene er korte, koncise, enkle og non-invasive for brugeren selv og miljøet omkring.

Den nye app kan downloades på Google Play.

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (2464 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Hvis du ikke allerede får vores nyhedsbrev, har du her muligheden for at tilmelde dig.

Vi udsender 1 gang om ugen, så vi kommer ikke til at spamme din mailboks.

Vi holder dine data private, og deler dem ikke med tredjepart