Mobning foregår i dag døgnet rundt på de sociale medier. Det giver nogle nye udfordringer, som Telenor og Skole og Forældre med en landsdækkende konkurrence nu beder danske skoleelever i 4.-6. klasse give deres bud på, hvordan vi løser.
“Det drejer sig om børnenes hverdag på nettet. Derfor synes vi også, at det er mest naturligt, at lade børnene komme med deres bud på, hvordan vi håndterer digital mobning. Når børnene selv får lov at vende scenarier og løsningsforslag, så giver det også en større forståelse for problemet, og forhåbentlig ligger det i baghovedet næste gang, de møder mobning online. Vi vil gerne være med til at sikre, at vores børn trygt kan færdes på nettet. Det mener jeg, at vi som teleselskab har et naturligt medansvar for,” siger administrerende direktør i Telenor, Jesper Hansen.
Der mangler viden om digital mobning
Skolekonkurrencen er en del af Telenors kampagne #digitalpænt, som startede i 2016 og skal forebygge digital mobning. Siden har flere tusinde danske skoleelever været med til at sætte fokus på at bekæmpe mobning på de digitale medier.
Interessen for digital mobning er stor og over 70 skoleklasser har allerede tilmeldt sig. Både Telenor og Skole og Forældre oplever, at lærere og pædagoger efterspørger faglige aktiviteter og materialer, der kan understøtte undervisningen omkring digital mobning.
“Mobning på de sociale medier betyder, at man aldrig kan føle sig sikker. Om du sidder på værelset derhjemme eller er på besøg hos mormor, kan du stadig blive ramt. Det gør digital mobning endnu mere grænseoverskridende. Børn helt ned til 2. – 3. klasse benytter sociale medier. Derfor er det vigtigt, at både skolens ansatte og forældrene bliver bedre til at rådgive børnene om, hvordan vi bekæmper og håndterer digital mobning,” siger Mette With Hagensen, landsformand i Skole og Forældre.
Konkurrencen er udviklet i samarbejde med danske skoleelever
Netop input fra danske skolelærere og elever har været med til at forme konkurrencen, der bygger på børnenes egne eksempler fra de sociale medier. Konkurrencen lægger op til fortolkning, diskussion, kreativitet og interaktiv læring i klasseværelset, hvor eleverne selv skal komme med en handlingsplan for, hvordan digital mobning håndteres.
Konkurrencen løber til den 20. marts 2018 og hovedpræmien, som overrækkes af Sofie Østergaard, kendt fra DR Ultra, er en skolekoncert med den populære sanger og YouTuber Albert Dyrlund.