Danske virksomheder ramt af rekordmange cyberangreb i sommerferien

Mens danskerne holdt sommerferie, ramte et rekordhøjt antal cyberangreb danske virksomheder med markante stigninger i både juni og juli

Illustration: Gemini (AI)

Sommerperioden bød på usædvanlig stor aktivitet fra cyberkriminelle rettet mod det danske erhvervsliv. Opgørelser fra sikkerhedsvirksomheden Check Point Research, der kortlægger cyberangreb i 41 lande i rapporten Cyber Attack Stats, viser et hidtil uset højt niveau af hændelser i løbet af sommermånederne.

I juni blev danske virksomheder ramt af gennemsnitligt 1.940 ugentlige cyberangreb, mens tallet for juli landede på 1.781 ugentlige angreb. Det svarer til en stigning på henholdsvis 39% og 34% sammenlignet med samme periode sidste år. Til sammenligning lå den globale stigning på 16% fra juli 2025 til juli 2026.

Ifølge Balder Borup, Security Engineer Team Leader hos Check Point Software Technologies i Danmark, afspejler tallene en velkendt problemstilling i ferietiden:

”Sommerferien ændrer hverdagen i mange virksomheder. Der er færre medarbejdere på arbejde, nøglepersoner kan være utilgængelige, og de normale arbejdsgange bliver lettere brudt. Det ved cyberkriminelle, og derfor kan ferieperioder skabe attraktive muligheder for angreb. Virksomheder bør på forhånd sikre, at både procedurer og ansvar er på plads, når bemandingen er lavere,” siger Balder Borup.

Han påpeger samtidig, at beredskabet skal kunne modstå perioder med nedsat bemanding:

”Tallene viser tydeligt, at angrebspresset fortsætter gennem hele sommerperioden, hvor danske arbejdspladser går et gear ned. Denne udvikling understreger behovet for robuste procedurer for cybersikkerhed, der fungerer uafhængigt af, hvem der er på arbejde. Evnen til at opdage og reagere på angreb må ikke blive svagere, blot fordi kalenderen siger sommerferie,” siger Balder Borup.

Markant stigning i globale ransomwareangreb

Ud over den generelle stigning i angreb mod Danmark viser rapporten en markant acceleration i antallet af ransomwareangreb på globalt plan.

  • 964 angreb: Registreret globalt i juli måned alene.
  • 49% stigning: Vækst i ransomwareangreb i juli i forhold til juni.
  • 87% stigning: Vækst i forhold til juli måned sidste år.
  • 672 angreb: Det månedlige gennemsnit i årets første seks måneder.

Udviklingen stiller nye krav til virksomhedernes samlede trusselsforståelse:

”Udviklingen i Danmark står ikke alene. Vi ser et generelt stigende angrebspres, samtidig med at ransomware accelererer markant. Det understreger, at virksomheder ikke kun skal forholde sig til flere angreb, men også til et trusselsbillede, der hurtigt kan ændre karakter,” siger Balder Borup.

Del artiklen på