Det grønne æble

Apple har længe arbejdet med at gøre deres virksomhed stadig mere grøn, og nu kan de fortælle, at de har fordoblet antallet af leverandører, der har forpligtet sig til at bruge 100% ren energi i produktionen til Apple.

Nu er Apple kommet op på 44 leverandører der har forpligtet sig til at bruge 100% ren energi når de producerer for Apple, og det betyder at de nu har inddraget fire gigawatt vedvarende energi i deres forsyningskæde – et mål de ellers først havde ambitioner om at nå i 2020.

Det har givet dem blod på tanden, og nu siger de, at de forventer at kunne komme op på hele fem gigawatt i løbet af 2020.

Samtidig har Apple for knapt et år siden kunne meddele, at alle deres globale anlæg forsynes med 100% vedvarende energi – i sandhed et grønt æble.

I en pressemeddelelse siger Lisa Jackson, Vice President for Environment, Policy and Social Initiatives:

“Hver gang en af vores leverandører vælger at deltage i vores indsats for at bekæmpe klimaændringer, kommer vi tættere på en bedre fremtid for den næste generation. Vi har gjort det til en prioritet at holde vores leverandører ansvarlige i henhold til de samme miljøstandarder, som vi efterlever, og vi håber, at vores samarbejde vil vise andre, hvad der er muligt. Selvom vi er stolte af det resultat, vi kunne offentliggøre i dag, stopper vi ikke her. Vi vil fortsætte med at skabe forandringer i vores branche for at støtte den overgang til ren energi, der sker over hele verden.”

Apples initiativer har betydet at de i 2018 for tredje år i træk har kunnet reducere deres samlede CO2-udledning, også selvom de har produceret flere produkter end året før.

Årsagen mener Apple selv kommer fra deres Clean Energy Program for leverandører. Produktionen udgør 74% af Apples CO2-udledning, så deres initiativ hjælper deres leverandører med at øge energieffektiviteten, og skifte til vedvarende energikilder, hvilket så igen kommer andre produkter end Apples til gode.

Mere ren energi

Således deltog Apple og deres leverandører sidste år i produktionen af en mængde ren energi, som til sammenligning sådan ca. kunne forsyne 600.000 amerikanske husstande med elektricitet – hvilket nok ville være markant flere europæiske husstande, men det melder pressemeddelelsen intet om.

For at hjælpe deres leverandører, har Apple en leverandøruddannelse og nogle støtteinitiativer, bland andet Clean Energy Portal, en onlineplatform der hjælper deres leverandører med at identificere vedvarende energikilder globalt. Og platformen har allerede over 100 registrerede leverandører.

At Apple mener det seriøst, ses også ved, at de sidste år etablerede en fond sammen med 10 af deres leverandører, der skal hjælpe med til at finansiere projekter med vedvarende energi i Kina.

Apple kunne også melde om stor fremgang i forhold til udviklingen af miljømæssige løsninger ved at udstede alle de 16,5 mia. kr. som grønne obligationer, som de tidligere meddelte, hvilket er det største beløb for nogen amerikansk virksomhed.

Med de 16,5 mia. kr., der nu er udstedt som grønne obligationer, har virksomheden bidraget til 40 miljøinitiativer over hele verden. Det inkluderer projekter, som Apple har iværksat for at dække hele deres elektricitetsforbrug – fra og med januar 2019 stammer ca. 66 % af den vedvarende energi, som Apple bruger, fra sådanne initiativer.

Apples grønne obligationer er også bemærkelsesværdige på grund af det antal områder inden for miljøforskning og -innovation, de støtter. Projekterne omfatter hustage med solenergi i Japan, et grundvandsmagasin til bevaring af vand i Oregon i USA og udviklingen af en legering i aluminium fremstillet af 100 % genanvendt aluminium, som nu findes i de nyeste MacBook Air- og Mac mini-modeller.

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (2156 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?