Din smartphone ændrer måden du shopper på

Før var det almindeligt at gå i butikker og svinge Dankortet, eller i få tilfælde, hive mulvarpeskindet op og betale med kolde kontanter. Men vores smartphone ændrer på det, og på flere andre måder vi shopper på, det vurderer Adobe

Jeg hører til typen der stadig har kontanter på mig – ikke mange, men dog lidt. Men jeg hører til en uddøende race, der som dinosaurerne forsvinder når noget bedre og smartere kommer på gaden.

Selv Dankortet, som jeg så ofte svinger, er ved at måtte vige pladsen for den nye betalingsplatform – din smartphone. Og den er blevet populær er den. Det er anslået at der er flere der har, hvad de kalder, en digital enhed (også kaldet en smartphone) end der er folk der ejer en tandbørste. Og ifølge Pet Research Center er tablets og smartphones den mest populære måde at handle på online.

Så – hvad er det lige der sker og hvad kan vi forvente os af fremtiden? Adobe, der blandt andet analyserer webhandel, har samlet seks tendenser om, hvad vi kommer til at se rent shoppingsmæssigt i fremtiden.

  1. PWA’er, mobile webapps på steroider, giver øjeblikkelig tilfredsstillelse. De såkaldte PWA’er gør, at aktive websteder kan synkronisere i baggrunden, mens mobilen bruges til noget andet, eller når der ikke er nogen netværksforbindelse. Med denne teknologi kan websider indlæses på splitsekunder, og i forbindelse med shopping betyder det hurtigere transaktioner og færre efterladte indkøbsvogne. Indtil videre har dette været en luksus kun anvendt af store virksomheder som Starbucks og Tinder, men Adobe forudser, at i 2020 vil teknologien være mainstream.
  2. Augmented reality bliver snart en almindelig del af shopping på mobilen. Vi kender det i forvejen fra spillet Pokémon GO, og de forskellige digitale enheder bliver mere og mere kompatible med AR-teknologien. IKEA har allerede vist, hvordan teknologiens muligheder kan udnyttes med deres ‘’try before you buy’’-koncept, og brands fra andre sektorer som kosmetik- og modeindustrien har også taget teknologien i brug.
  3. Køb af vare med ét klik. Et udløbet patent på Amazons ét-kliks-knap er én af årsagerne til, at der for alvor er sat skub i udbredelsen af ét-kliks-betalingsmuligheder. Teknologien gør det muligt at oplagre brugernes betalingskortoplysninger i deres digitale tegnebog. Det vil sige, at brugerne slipper for at skulle indtaste oplysningerne manuelt, hvilket gør betalingsprocessen meget hurtigere.
  4. Stemmeassistenter åbner for skærmfrie oplevelser. Stemmeassistenter er endnu et eksempel på en teknologi, der kommer til at ændre måden forbrugerne interagerer med virksomhederne på. Teknologien findes i alt fra lamper til headsets, og inden for den nærmeste fremtid vil det være din bil, der spørger dig, om du vil ændre dit sæde eller checke bagage ind, mens du kører til lufthavnen.
  5. Universelle mobilbetalinger bliver det nye betalingskort. Den mest udbredte mobilbetalingsapp herhjemme, MobilePay, har mere end fire millioner brugere, og flere virksomheder og butikker tager allerede imod mobilbetaling. Spørger man eksperterne fra Adobe, er dette en løsning, der kun vil blive mere udbredt over de kommende år.
  6. Forbrugerne får adgang til at købe en vare via et billede i en gruppechat. Kontekstuel shopping kan allerede ses i en vis grad på fx Instagram, hvor links til varer ligger indlejret i billeder af fx bolig eller outfits. Inden længe slipper forbrugerne for at skulle gå på jagt efter en vare, men vil fx let kunne købe de sneakers deres ven har sendt dem et billede af i Messenger – helt uden at skulle omdirigeres til et andet site.

Hvad siger du – hvad tror du fremtiden bringer på shoppingfronten?

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (2199 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?