Det er altid spændende at teste laptops, og gaming-laptops giver os altid et ekstra spark. Men det er sjældent, at vi for alvor bliver overraskede. Ydelsen på en laptop kan naturligvis varierer og designet kan også være lidt forskelligt. Men i grund og bund er de fleste laptops skåret over samme læst.
Det gælder dog ikke helt for MSI GT80 2QE Titan SLI, eller GT80 som vi vil kalde den i resten af teksten. MSI har nemlig lavet nogle designændringer, der gør den ret speciel, og det fede er, at de ændringer faktisk virker, når man først lige har vænnet sig til dem.
Og lad os bare starte med de to mest fremtrædende ændringer, som MSI har lavet med GT80. Den første ændring er tastaturet. I stedet for et traditionelt laptop-tastatur med lave taster og en ret beskeden arbejdsgang, så er GS80 nemlig udstyret med det, vi bedst kan betegne som et traditionelt tastatur. Et klik-tastatur af den type, som vi kan huske fra de gamle IBM-tastaturer.
Tastaturet der kom tilbage
Tastaturet kommer fra danske SteelSeries og er baseret på Cherry MX switche og højden på tasterne er standardhøjde. Så alt i alt et traditionelt tastatur.
Vi kan lige så godt sige det med det samme. Vi er helt vilde med tastaturet. Det kræver en del at vænne sig til det igen, specielt når man skriver på det. Men når det først er tilbage under huden, så er det altså skønt at arbejde på det.
Når det kommer til spil, så er det også skønt at arbejde på, for der er en helt anden følelse med tasterne, og det giver en ganske særlig kontrol over spil, der kræver tasterne. Så masser af point for tasterne, det er skønt at se dem komme tilbage på en laptop.
Samtidig leverer MSI også fem forgyldte key caps med, så du kan udskifte tasterne WASD og en femte uden navn. På den måde bliver bogstaverne på dit tastatur ikke slidt – noget der ellers ofte sker på tastaturet på en gamer-laptop.
Mouse pad holdt flyttedag
Men derudover så har MSI også flyttet den indbyggede mouse pad. Hvor den på alle andre laptops er placeret under mellemrumstangenten, så har MSI flyttet den ud til højre – der hvor det numeriske tastatur normalt findes.
Men hov – så mangler det numeriske tastatur jo, fristes man til at sige. Men nej – det har MSI så også tænkt på. For et tryk på en knap tænder for lyset i det mouse pad og vupti så har du et numerisk tastatur – fed detalje. Du får det bedste fra to verdener.
Ved at flytte det numeriske tastatur ud til højre, kommer tasterne tættere på dig som bruger, og fordi MSI samtidig leverer en pude til at hvile håndledet på, så har du en super god position og hvile til dine hænder. Det er langt bedre, end når dine hænder skal ligge på kanten af laptoppen.
Et meget stor laptop
Men MSI har gjort andet for at gøre GT80 til en stor gaming-oplevelse. De har blandt andet udstyret den med en 18,4” stor WLED FHD skærm med anti-glare og en opløsning på 1.920 x 1.080.
Laptoppen kører SLI på de to grafikkort, kører Super RAID 3 med 4 SSD i RAID0, har et Cooler Boost system for at holde den ekstra kølig og et lydsystem, der giver en fed 3D lyd. Men det giver den så også en vægt på 4,5 kg, så selvom den kun er 4,9cm tyk, så er og bliver det en stor laptop. Men omvendt – det har aldrig været meningen at den skal slæbes rundt. Den skal placeres og så skal der ellers games.
Men udover selve laptoppen, så er strømforsyningen også stor, klodset og grim. Samtidig er ledningen ikke ret lang, så den ligger hele tiden lige i nærheden.
Så skal der testes
Efter udpakning og et nærmere kig på tastatur og mouse pad, gik vi i gang med at teste GT80. Vi kørte den igennem vores bechmarksprogrammer, der alle fortalte os, at laptoppen kørte pokkers stærkt.
Men benchmarksprogrammer er en ting – noget helt andet er den virkelige verden. Så vi fyrede op under et par af vores favoritspil og naturligvis Fraps, der måler fps under brug. Naturligvis blev SLI slået til den maksimale ydelse blev valgt.
GT80 imponerede os. Uanset hvilket spil vi valgte kunne vi ikke drive fps under 60. Den lå konstant helt i top, også når vi valgte maksimal opløsning i spil. Det var virkelig en fornøjelse at spille på GT80.
De fire SSD i RAID0 gør naturligvis en pokkers masse for hastigheden, og i7-processoren gør da også en pokkers til forskel.
Skærmen skal også roses. Billedet står flot og betragtningsvinklen er rigtig god, og selvom der naturligvis er en vis forringelse i billedkvaliteten, når du kigger ind fra siden, så står billedet faktisk utrolig flot hele tiden.
Lyden, der leveres fra Dynaudio, kommer fra fire højttalere og en subswoofer og det kan høres. Når du spiller så får du en imponerende lyd, hvor lydeffekter og musik blandes rigtig godt. Selv til ren musik er lydanlægget godt, og selvom der naturligvis er begrænsninger på hvor god lyd kan blive fra et ’lille’ anlæg i en laptop, så er det faktisk helt anstændig musik, du kan spille.
Opsamling
Men alt er ikke rosenrødt – for laptoppen bliver meget varm. Strømforsyningen leverer 300W, og det er nødvendigt. Men energi omsættes til varme, og når du har spillet et stykke tid, så mærker du varmen.
Skulle laptoppen blive meget varm, kan du slå Cooler Boost til, og det bringer hurtig varmen ned – men det bringer så lydniveauet op på uhørte niveauer. Faktisk larmer Cooler Boost så meget, at det er svært at høre lyden i dine spil.
Men selv uden Cooler Boost så larmer blæseren ret meget i GT80, og det er faktisk største problem vi har med denne skønne laptop. Så kære MSI, få lige løst problemet med larmen fra blæseren, og lad være med at få Cooler Boost til at lyde som en jet, der letter. Vi vil jo gerne høre, hvad pokker der sker i vores spil.