Tesla Model S – rendyrket elektrisk luksus og fart

Tech-Test har haft den elektriske luksus- og sportsvogn, Tesla Model S, til test. Bilens køreegenskaber er uovertrufne og bilens computersystem er unikt – det var ikke let at aflevere den igen

Lad det være sagt med det samme – at køre en Tesla er en unik oplevelse som alle bør prøve mindst en gang i livet. Komforten helt i top, køreegenskaberne imponerende og sikkerheden prisbelønnet.

Computersystemet i en Tesla er så avanceret, at bilen i praksis er i stand til at køre selv. Det eneste, der i øjeblikket forhindrer den i at gøre det, er lovgivningen og nogle enkelte få softwareopdateringer.

En oplevelse i særklasse

En Tesla er ikke kun en bil – det er en oplevelse, og den starter når du får din bilnøgle i hånden. Bilnøglen er en lille kopi af en Tesla, og alt den skal bruges til, er at fortælle bilen, at du er i nærheden af den, så den automatisk kan låse dørene op. Herudover bruges den til at åbne til det forreste bagagerum og til bagsmækken.

Når man sætter sig ind i bilen, føles det som om sæderne omfavner dig, og når du træder på bremsen, er bilen tændt. Naturligvis er der ingen støj, motoren i en Tesla siger absolut intet, og alt, der indikerer at bilen er i gang, er at alle kontrollamperne kortvarigt lyser og bilens computer tænder.

Skærmen i bilen er i dobbelt iPad-størrelse og to-delt. Det er herfra du indstiller bilens køreegenskaber og indstiller bilens forskellige funktioner – men den vender vi tilbage til lidt senere. Lige nu skal det handle lidt om bilen, når den kører.

En tur i en Tesla er på alle måder en ganske særlig oplevelse. Såvel ved lave som høje hastigheder er komforten i top, og der er en skøn mangel på motorstøj. En af de ting vi hurtigt lagde mærke til var, at netop fordi der ingen støj var i bilen – ingen monotone lyde, så blev vi heller ikke trætte i hovedet af at køre langt.

Faktisk er støjniveauet så lavt, at når du fører en telefonsamtale via det indbyggede håndfri system, så går lyden af blinklyset så tydeligt igennem, at det overrasker folk i den anden ende af samtalen.

Som at sidde i en jet

Et af de områder, hvor Tesla Model S virkelig skiller sig ud fra alle andre biler, ikke mindst andre el-biler, er accelerationen. Vores test-bil, P85D, var udstyret med Insane-pakken, hvilket betød, at vi kunne accelerere fra 0-100 på lige under 3 sekunder – og det måtte naturligvis prøves.

Empty attachment or post type not equal 'attachment'

Så på en nedkørsel til motorvejen blev der lukket op for Tesla … Det var som at sidde i en jet, der letter. Accelerationen var imponerende, og inden vi nåede ned for enden af vejen havde vi nået 110 km, og vi slap speederen.

Den slags acceleration har undertegnede aldrig prøvet før, men indrømmet – over de næste par dage blev det afprøvet et par gange mere, og hver eneste gang var det lige imponerende.

Men hvad der er endnu mere imponerende er, at samme moment har du til rådighed, uanset hvor hurtigt du måtte køre. Så kører du 90 på motorvejen og gerne vil udenom bilen foran dig, ja så trykker du bare speederen i bund, og vupti – Tesla svarer ved at give dig lige så stor acceleration her.

Uanset hastighed, så er Tesla meget komfortabel at køre i, og sikkerheden er blandt den bedste i verden.

Empty attachment or post type not equal 'attachment'

Tesla er nemlig udstyret med en række sensorer, der holder øje med omgivelserne, og derfor kan advare dig hvis du forlader din kørebane, bremser ned hvis du kommer for tæt på de forankørende, holde øje med blinde vinkler, advarer dig, hvis du er ved at trække ud i en bil, du ikke lige har lagt mærke til, og giver dig ekstra kræfter når du skal overhale.

En stor bil

Det du skal være opmærksom på er, at Tesla Model S er en stor bil. Ikke alene er det en lang bil, den er også bred, og det betyder, at der er steder den faktisk ikke kan køre. Et af stederne er det lokale P-hus her i byen. Jeg ved af erfaring at min private bil, en Mazda 6, kun lige kan komme rundt i P-huset, for ikke at sige kun lige kan smyge sig ned ad ramperne mellem etagerne. En Tesla Model S, der er en del bredere bredere, ville ikke have en chance.

Det bringer os til det sidste køremæssige, vi skal nævne i denne omgang – nemlig bakkameraet. Så snart du smider Tesla i bakgear, så drejer spejlene lidt ned og den kæmpestore skærm skifter over til bakkameraet. Den øverste halvdel viser dig et fiskeøje billede og den nederste del viser dig din Tesla og hvor tæt på objekter er hele vejen rundt om den. Det gør det utrolig let at bakke med Tesla – men det er også nødvendigt – for som sagt er Tesla Model stor. Samtidig er den ikke specielt underløben, hvilket vil sige, at den kræver lidt mere plads, når den skal dreje. Men det bliver ret let, når man først har vænnet sig til bakkameraet, og til ikke at blive stresset over de lyde, der kommer, når du nærmer dig forhindringer.

De mange muligheder

Fordi Tesla Model S er bygget op omkring computersystemet, så kan du styre alle funktioner i bilen fra den store skærm i bilen. Vil du ændre på affjedringen, så er det bare at trykke på skærmen. Vil du åbne soltaget, så trækker du en knap på skærmen til det niveau, du vil have soltaget åbnet til.

Empty attachment or post type not equal 'attachment'

Vil du ikke have advarsler, når du krydser en vejbane, ja så kan du slå den advarsel fra og vil du gerne advares i rigtig god tid, hvis der er risiko for kollision forfra – ja så kan du bare indstille den følsomhed til højt niveau.

Man vænner sig lynhurtigt til at arbejde på skærmen, og hele menusystemet er bygget op, så det er let at bruge og finde rundt i.

Naturligvis kan du koble din smartphone til computeren, så du kan foretage opkald direkte fra skærmen, og foretage og modtage opkald via det, rigtig gode, indbyggede håndfri system i bilen.

Der er også funktioner. der er luksus og nærmer sig blær, men som er vildt fede. Vil du godt ændre på, hvor i bilen lyden fra det indbyggede anlæg har centrum. Ja så markerer du det bare på et billede af bilen. Det kunne være. at du godt vil have centrum mellem de to forreste sæder, eller måske sende lyden helt ned på bagsædet til børnene.

Det fede her er, at du ikke skal spekulere på at stille på balance og fade til du når det rigtige resultat – næ det er rigtigt første gang.

På den måde er hele Tesla gennemsyret af luksus og alle funktioner er velfungerende og gennemtænkte. Der er ikke nogle steder hvor man tænker ”og hvorfor nu lige det…”

Empty attachment or post type not equal 'attachment'

Opladningen – det ømme punkt

En Tesla er en el-bil, og en el-bil skal lades op fra tid til anden. Selvom Model S har en rækkevidde på omkring 500 kilometer på et fuldt batteri, så skal den altså stadig forbi en stikkontakt fra tid til anden, og her bliver det lidt besværligt.

Hvis du er så heldig at bo i nærheden af en Super Charge station, så er det intet problem. Her bliver bilen opladt på mellem 30 og 40 minutter. Men der er stadig et begrænset antal af disse stationer i Danmark. Tech-Test har hjemme i Hillerød, og den nærmeste Super Charge-station ligger i København.

Så er der de traditionelle charger stationer, men her oplades der måske med 60 km/time. Hvilket betyder at det kan tage op mod en syv til otte timer at få ladt bilen helt op. Endelig er der stikkontakten derhjemme. Her tager opladningen rigtig meget længere, og vores erfaringer siger, at du helst skal tilslutte Tesla til en gruppe, der ikke bliver brugt til andre strømslugende enheder. Vi oplevede at få slået sikringerne fordi presset på vores sikringsgruppe var for stort, og det var klart Tesla, der gav dødsstødet.

Da vi først vidste det, var det ikke det store problem at kun oplade om natten, når der ikke var andre enheder, der brugte gruppen. Men det er da lige noget, man skal være opmærksom på.

Alternativt kan man købe nogle specielle opladere, som kan monteres ved dit hus, så du hurtigere og uden fare for sikringer, kan oplade din Tesla hjemme.

Opsamling

Den Tesla, vi kørte i, var udstyret med alt, og det bragte prisen op på lige over 1 million, og man skal altid tænke: ”Er den så det værd?”

1 million er rigtig mange penge at ofre på en bil, men hvis jeg havde penge nok, så ville jeg ikke spekulere et øjeblik – Tesla Model S ville blive bestilt og parkeret i min indkørsel. Den er skøn at køre i, der er masser af plads til hele familien med tre bagsæder og to barnesæder i bagagerummet, og rækkevidden er så god, at den uden problemer kan bruges i hverdagen, også med kørsel til og fra København.

Når du køber en Tesla, så køber du ikke kun en bil, du køber luksus og køreglæde. Du køber også en bil, der hjælper nærmiljøet, og du køber en bil, som er blandt de mest sikre i verden, når det kommer til trafiksikkerhed.

Jo – Tesla Model S er en fantastisk bil, og undertegnede er begyndt at lægge småpenge til side.

Herunder kan du se en kort video, hvor vi præsenterer Tesla Model S, her kan du blandt andet se mere om computeren, bagagerummet og ikke mindst om ladeporten.

Produktinformation

  • Produktnavn: Model S P85D
  • Producent: Tesla
  • Pris: Alt efter pakke – den testede stod til lige over 1 million.
  • Mere information hos Tesla:

Bedømmelse

Samlet vurdering 100%Tech-Test-wide-RGB-platinium_small

Det er umuligt at give Tesla Model S mindre end 100%. Den imponerer på alle områder, og selvom den har en høj pris, så er den hver en inflationsramt krone værd. Kan vi købe 2 stk. nu – tak?

Tjek priser på bredbånd

Tech-Test har indgået et samarbejde med Samlino så du kan tjekke bredbåndspriser og ikke mindst muligheder for bredbånd på din adresse.

Det er helt gratis og Samlino skal ikke bruge andet end din adresse for at levere priser til dig.

Når du har indtastet adressen i feltet herunder, bliver du sendt til Samlino, hvor du får vist resultatet, og hvor du kan indsætte flere filtre, hvis du har bestemte behov for dit bredbånd.

Kommentar til artiklen?