Det er ikke kun mennesker der bliver offer for Coronavirussen. Den stigende udbredelse har nu fået Ericsson til, for første gang nogensinde, at trække sig fra verdens nok største udstilling om mobilteknologi, Mobile World Congress i Barcelona.
Den udmelding kommer fra Ericsson knapt to uger før udstillingen starter. Ericsson skriver at de har udført en stor intern risikovurdering, og valgt at trække sig fra MWC.
De fortæller at de som en af de største udstillere på MWC har tusindvis af besøgende på deres stand hver eneste dag, og at selvom risikoen er lav, kan mener de ikke at de kan garantere deres ansatte eller besøgende, at de ikke bliver udsat for smittefare.
Sundhed og sikkerhed for vores medarbejdere, kunder og andre interessenter er vores højeste prioritet. Dette er ikke en beslutning, vi har taget let. Vi har set frem til at vise vores seneste innovationer på MWC i Barcelona. Det er meget uheldigt, men vi er overbevist om, at den mest ansvarlige forretningsbeslutning er at trække vores deltagelse tilbage fra dette års begivenhed.
Börje Ekholm, President and CEO, Ericsson
GSMA, der står bag Mobile World Congress, beklager Ericssons beslutning, men oplyser at de har respekt for deres beslutning. De fremhæver samtidig, at de gør at de kan for at sikre at hverken besøgende eller udstillere bliver udsat for smittefare, og anbefaler besøgende at overholde WHOs anbefalinger i forbindelse med Coronavirussen.