Fra mikro til nano: Huawei snart klar med nyt hukommelseskort

I forbindelse med Huaweis globale lancering af den nye flagskibsmobil, Mate 20 Pro, offentliggjorde teknologivirksomheden også deres nyudviklede hukommelseskort, Nano Memory. Det nye hukommelseskort er markant mindre i størrelsen, men kortet kan opbevare samme mængde gigabytes som den nuværende industristandard, Micro-SD

Huawei har igen en ny teknologi i ærmet. Denne gang drejer det sig om et hukommelseskort, der er 35 procent mindre end Micro-SD-kort, men rummer samme opbevaringsplads som de nuværende industristandarder inden for hukommelseskort.

Det er første gang, at Huawei forsøger sig med hukommelseskortsteknologi, men alligevel er der høje ambitioner. Huawei forventer nemlig, at Nano Memory skal blive ny global standard inden for hukommelseskort.

“Vores nye Nano Memory-kort er et imponerende stykke håndværk, som vores udviklere har arbejdet hårdt på. Og det er en klar opgradering til den nuværende markedsstandard. Med vores hukommelseskort kan forbrugeren nemlig få rigtig meget opbevaringsplads pakket ned i en meget lille chip. Og det sikrer samtidig, at forbrugeren ikke sætter gamle – og dermed langsomme – hukommelseskort i deres smartphone,” siger Marie Dam Feldborg, Head of Marketing & Communication hos Huawei Danmark.

Kompatibel med markedsstandarden

Nano Memory blev præsenteret i selskab med Huaweis nye topmodel, Mate 20 Pro, og selvom det nye hukommelseskort er godt en tredjedel mindre end den nuværende standard, så kan forbrugerne stadig bruge det i ældre smartphones. Hukommelseskortet sælges nemlig med tilhørende adaptere, som tilpasser Nano Memory kortet til de standardstørrelser, som MicroSD og SD hukommelseskortene har.

Huaweis Nano Memory-kort kommer til Danmark i størrelsen 128GB. Og derudover kan hukommelseskortet præstere en overførselshastighed på helt op til 90MB i sekundet, hvilket er samme hastighed som markedsstandarderne på nuværende tidspunkt formår. Man får altså samme opbevaringsplads og overførselshastighed, men i et mere komprimeret design.

Nano Memory lanceres i Danmark ultimo november til en vejledende pris af 599 kr. for 128GB udgaven.

About Lars Bennetzen 3850 Articles
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?