Højtydende routere prioriterer brugervenlighed, men det koster …

Tech-Test har haft tre nye ac-routere til test. Alle tre yder godt, er meget stabile og prioriterer brugervenligheden. Men det har en pris – visse opsætninger er blevet alt for simple og derved ryger noget af funktionaliteten

Det er to routere fra D-Link, AC3200 Ultra Wi-Fi Router (DIR-890L/R) og EXO AC1750 (DIR869), og en fra Linksys, EA6900 AC1900 Dual-Band Smart Wi-Fi wireless router, der har været en tur forbi redaktionens testbænk. Alle tre routere understøtter dual-band, hvilket vil sige at de sender på både 2,4GHz og på 5GHz. Faktisk så understøtter AC3200 tri-band, hvilket vil sige at der både er et 2,4GHz bånd og 2 stk. 5GHz bånd. Det skulle være med til at sikre at routeren kan håndtere store mængder HD-streaming og online-gaming på samme tid.

Inden vi kigger på konfigurationen og selve testen af routerne, så skal vi lige kommentere lidt på designet. AC3200 er stor, ordet kæmpestor ligger meget tæt på. Den er udstyret med seks antenner og ligner mest af alt en ufo. Er den pæn? Det er nok til debat – den er anderledes.

dlink ac3200

Personligt var det ikke en router jeg ville have stående fremme, for diskret er den ikke. Men absolut et spændende design.

dlink exo ac1750

AC1750 er lidt mindre. Den har fire, store, antenner og den fylder vel omkring halvdelen af AC3200. Udseende minder lidt om en krabbe, men på en eller anden måde så er den altså lidt mere diskret. Pæn er stadig ikke et ord vi ville koble på den, men den er noget mindre larmende rent udseendemæssigt.

Linksys-routeren har et klassisk design. En firkantet og flad kasse med tre antenner. Dette klassiske udseende gør den rimelig diskret, specielt sammenlignet med de to D-Link-routeren. Men der er stadig et stykke vej op til at kalde den for pæn. Men den larmer ikke ret visuelt og den fylder ikke så meget. Specielt det sidste sætter vi pris på.

linksys ac1900

Dejlig let installation

Fælles for de tre routere er, at de alle er meget lette at installere og få til at køre. Hvis du ikke er interesseret i at rode med routerens mere specifikke indstillinger, så kan du med alle tre, have routeren til at fungere ganske fint i løbet af ganske få minutter. Det der kan tage længst tid er, at få kontakten til at spille mellem din eksterne netforbindelse og routeren. Men det handler mere om, at routerne ofte lige skal tjekke et par småting første gang.

Generelt så er alle tre routere meget brugervenlige i opsætningen, og som sagt så var vi klar i løbet af ganske få minutter.

– Læs også: Professionel gaming-router fra Netgear

Linksys-routeren har en lille detalje, nemlig at navn og kodeord til både 2,4GHz og 5GHz er det samme, hvilket faktisk er ret smart. På den måde skal du ikke rende rundt og administrere forskellige netværk. Men samtidig er routeren så smart, at du bare fjerner et flueben, hvis du ønsker at navngive dem separat (og give dem hvert deres kodeord naturligvis). Her lever Linksys routeren op til sit nav – Smart).

Efter den grundlæggende opsætning gik vi i gang med at kigge nærmere på den mere avancerede del af routernes indstillinger.

Virker kun i visse browsere

Begge de to D-Link-routere havde samme brugergrænseflade og nøjagtig samme indstillinger, hvilket vi satte stor pris på – en brugergrænseflade mindre at forholde os til.

dlink hovedbillede
dlink, chrome menu

Men inden vi går i dybden med brugergrænseflade og muligheder, så var der lige en meget underlig ting som vi er nødt til at beskrive først, nemlig at det åbenbart ikke er alle browsere som interfacet fungerer i. Samtidig er det forskelligt fra router til router, hvilken browser der rent faktisk fungerer.

Med AC3200 startede vi med at konfigurere den i Chrome, hvilket fungerede fint. Men det gik galt da vi opdaterede firmwaren. Efter genstart af routeren kunne vi intet, og flere skærmebilleder var halvtomme. Vi troede først at firmwareopdateringen havde ødelagt routeren, men det viste sig, at vi bare skulle skifte router. Da vi kom over på Edge fungerede alt igen fint. Meget mystisk.

På EXO AC1750 var sagen en anden. Her kunne vi fra start af slet ikke bruge Edge. Men det fungerede fint med Chrome. Hver gang vi brugte Edge her, så var der menupunkter der bare var væk fra menuen, hvilket undrede os fælt.

dlink ac1750 edge menu

Det endte naturligvis med, at vi konfigurerede AC3200 i Edge og AC1750 i Chrome, men helt ærligt – sådan burde det ikke være, mindre tekniske brugere ville måske tro at routeren var i stykker.

dink qos skærm

Alternativ QoS

Bortset fra det, så var det en fornøjelse at konfigurere de to D-Link-routere. F.eks. på hovedsiden har du et overblik over hvilke klienter der er tilkoblet, og herfra kan du direkte reservere ip-numre samt slå forældrekontrol til eller fra for de enkelte klienter.

Også QoS er let, måske for let og simplificeret. Her trækker du nemlig klienter over i prioritetskasser. Highest, High eller Medium. Der er plads til en klient i Highest, 2 i High og 8 i Medium.

Som udgangspunkt er det jo dejlig let – men for undertegnede handler QoS ikke om klienter, men ofte om protokoller eller applikationer. Jeg ville gerne have kunnet give f.eks. Streaming høj prioritet på tværs af alle klienter og måske sætte prioriteten ned for Windows-opdateringer, eller lignende. Den mulighed fandt jeg dog ikke i de to D-Link-routere, og det ærgrede mig. Denne form for QoS baseret på klienter og ikke protokoller og apps er ikke særlig brugbar.

Helt overordnet set, så var det en fornøjelse at arbejde med konfigurationen af de to D-Link-routere, og der skal lyde stor ros for at stort set alle konfigurationer havde let adgang til avancerede indstillinger, hvor nørder som jeg rigtigt kunne boltre os.

Linksys ikke helt så brugervenlig

Efter den grundlæggende opsætning af Linksys-routeren, som var fuldt ud lige så let som for de to D-Link-routere, så blev det en anelse mere langhåret her.

Flere indstillinger er som udgangspunkt slået til, f.eks. gæstenetværk. Så du skal huske at slå det fra, hvis du ikke ønsker et åbent netværk. Og her er udfordringen, at du som administrator faktisk ikke kan gå ind og fortælle, hvad brugerne af gæstenetværket må eller ikke må.

linksys netværksoversigt

På D-Link-routerne kunne vi specificere, at gæsterne kun måtte få adgang til internettet, men den mulighed var der ikke på Linksys-routeren.

En anden ting som vi sætte stor pris på, var at vi umiddelbart havde direkte adgang til DHCP-tabellen, så vi her kunne se, hvilke klienter der havde reserverede adresser, og vi kunne tilføje eller fjerne reserveringer.

linksys diagnosticering

Linksys skal også have stor ros for deres indbyggede diagnosticering, som du kan bruge hvis du har netværksproblemer. Herfra kan du blandt andet gendanne firmware og gamle konfigurationer, og det er også her du kan pinge eller køre en traceroute.

Men der hvor Linksys altså tager alvorligt mange point er på QoS-siden. Opbygningen mindede lidt om D-Link, nemlig at du kunne trække klienter over i en prioritetsstak. Men her kunne du altså også vælge at trække protokoller eller programmer over, hvilket lige præcist var, hvad vi manglede hos D-Link. Vores QoS gav mening, og var nu blevet rigtig brugbar.

Endelig skal delefunktionen også lige nævnes. For har du en ekstern harddisk eller usb-nøgle du slutter til Linksys-routeren, så kan du dele den med alle på netværket. Det kan du også hos D-Link, men med Linksys-routeren kan du bestemmer hvem der må tilgå den eksterne usb-enhed, og hvilke rettigheder de har.

Fin sendestyrke, meget flot signalstabilitet

Vi kiggede først på den kæmpestore AC3200, som udstråler kræfter og sendestyrke. Men i vores testbolig, et hus fra 1073, fik vi stort set samme signalstyrke på 2,4GHz-båndet som på husets 2 år gamle router. Men 5GHz-båndet imponerede os. For selv i den anden ende af huset havde vi faktisk en markant bedre signalstyrke end vi var vandt til.

Samtidig så var signalet utrolig stabilt, vores målinger viste meget få dyk og udfald.

Det betød også, at vi uden problemer kunne streame og game online, selv i den anden ende af huset. AC3200 kunne virkelig sparke nogle datapakker igennem. Her får den masser af point.

AC1750 mindede meget om AC3200, om end vores måling klart vist at den ikke havde helt samme sendestyrke. Hvad der dog var meget spændende at se var, at 2,4GHz og 5GHz signalerne fulgte nøjagtig samme kurver når det gjaldt fald i sendestyrken.

Vi oplevede en anelse mindre stabilitet i signalet og det kunne ses under streaming. Der var et lidt større pakketab når vi var langt væk fra routeren, og den kunne ikke holde samme høje hastigheder som AC3200 når det kom til datatransmissioner langt fra routeren.

Endelig var der Linksys AC1900, der umiddelbart ikke præsterede en bedre sendestyrke end vores gamle router. Men det viste sig kun at gælde når det kom til 2,4GHz-signalet. For ved 5GHz-signalet kunne vi konstatere at det ikke degraderede så meget som vores gamle router. Om end det ikke var helt på højde med 2,4GHz i den anden ende af huset, så var det godt, godt nok til en god gang HD-streaming.

Signalstabiliteten var helt på højde med AC3200, og det var igen noget vi påskønnede.

Og vinderen blev

De tre routere ligger i tre forskellige prissegmenter. Hvor AC3200 koster omkring 1.800 kroner, kan du købe AC1750 for omkring 1.200 kroner og Linksys AC1900 for 950 kroner.

Priserne går naturligvis med når vi vurderer de tre routere, og umiddelbart så må vi sige, at D-Link AC3200 er en dyr router. Men vurderet på sendestyrke, signalstabilitet og ikke mindst understøttelsen af tri-band så er den faktisk ikke voldsom meget for dyr. Vi så gerne at den fik bedre QoS, og at brugergrænsefladen virkede i alle browsere. Men ellers er der ikke meget at komme efter her.

Derfor bliver AC3200 da også vinder i denne test.

AC1750 og AC1900 ligger meget tæt på hinanden når det kommer til pris, og derfor var det heller ikke svært for os, at placere Linksys-routeren på en andenplads. Den er den billigste, har de bedste QoS-muligheder og faktisk en bedre signalstyrke og –stabilitet af de to. Det er også egenskaber der gør den til redaktionens favorit, Editors Choice.

Det betyder så også, at i denne test ender AC1750 fra D-Link på en tredjeplads.

Produktinformation

  • Produktnavn: D-Link AC3200
  • Producent: D-Link
  • Netværk: 802.11 a/g/n/ac
  • Porte: 4 stk. 10/100/1000 Gbit LAN-porte. 1 stk. 10/100/1000 Gbit WAN-port. 1 stk. usb 3.0 og 1 stk. usb 2.0 port.
  • Trådløs sikkerhed: WPA og WPA2. Wi-Fi Protected Setup (WPS)
  • Dimensioner: 38,7 x 24,7 x 12 cm
  • Set til: 1.850 kroner
  • Mere information hos D-Link

Bedømmelse

Samlet vurdering 95%Tech-Test-wide-RGB-gold_small

Ufo-routeren fra D-Link er stor, meget stor. Men den har en meget høj signalstyrke og en meget flot signalstabilitet. Understøttelsen af tri-band gør at streaming og onlinespil ikke giver problemer, heller ikke hvis de finder sted på samme tid.

Dog håber vi, at D-Link får lavet en mere konfigurerbar QoS, og måske giver den et design der gør at den lettere kan være i serverskabet.

Produktinformation

  • Produktnavn: D-Link EXO AC1750
  • Producent: D-Link
  • Netværk: 802.11 a/g/n/ac
  • Porte: 4 stk. 10/100/1000 Gbit LAN-porte. 1 stk. 10/100/1000 Gbit WAN-port.
  • Trådløs sikkerhed: WPA, WPA2, Wi-Fi Protected Setup (WPS)
  • Dimensioner: 6 x 22 x 16 cm
  • Set til: 1.150 kroner
  • Mere information hos D-Link

Bedømmelse

Samlet vurdering 85%Tech-Test-wide-RGB-bronze_small

Krabbe-routeren er dejlig diskret men mangler noget i sendestyrke og –stabilitet. Brugergrænsefladen er dejlig let at betjene, men vi mangler bedre kontrol over QoS-delen. Prisen er lidt for høj i forhold til, hvad routeren rent faktisk kan præstere.

Produktinformation

  • Produktnavn: Linksys EA6900 AC1900
  • Producent: Linksys
  • Netværk: 802.11 a/g/n/ac
  • Porte: 4 stk. 10/100/1000 Gbit LAN-porte. 1 stk. 10/100/1000 Gbit WAN-port. 1 usb 3.0 port, 1 usb 2.0 port.
  • Trådløs sikkerhed: WPA, WPA2, Wi-Fi Protected Setup (WPS)
  • Dimensioner: 25,6 x 4 x 18,4 cm
  • Set til: 950 kroner
  • Mere information hos Linksys

Bedømmelse

Samlet vurdering 90%Tech-Test-wide-RGB-silver_small

AC1900-routeren er en rigtig god router, specielt prisen taget i betragtning. Den har en meget flot sendestyrke og –stabilitet, og brugergrænsefladen giver utrolig mange muligheder. Specielt QoS-delen imponerede os.

Tjek priser på bredbånd

Tech-Test har indgået et samarbejde med Samlino så du kan tjekke bredbåndspriser og ikke mindst muligheder for bredbånd på din adresse.

Det er helt gratis og Samlino skal ikke bruge andet end din adresse for at levere priser til dig.

Når du har indtastet adressen i feltet herunder, bliver du sendt til Samlino, hvor du får vist resultatet, og hvor du kan indsætte flere filtre, hvis du har bestemte behov for dit bredbånd.

Kommentar til artiklen?