Huawei giver Samsung baghjul

Huawei har lige forvist Apple til en tredjeplads på verdensplan når det kommer til antallet af solgte smartphone, og nu gentager de historien på dansk grund, men denne gang er det Samsung der må sande at Huawei er en spiller der skal tages ganske seriøst

Danmark er et Apple-land, sådan har det længe været, og det vil det nok være længe endnu. Men der er kamp om de næste pladser, og nu har kinesiske Huawei altså forvist koreanske Samsung ned til en tredjeplads når det kommer til antallet af solgte enheder – at der stadig er meget lang vej inden Apple mister tronen i Danmark er noget helt andet.

Ifølge det store analyseinstitut GFK’s månedlige rapport, så har Huawei i juli 2018 opnået en markedsandel på det danske smartphonemarked på mere end 20 %. Det betyder, at Huawei har overhalet smartphonegiganten Samsung, som nu er henvist til tredjepladsen. På førstepladsen ligger Apple stadig, som endnu formår at holde på en massiv markedsandel i Danmark.

En stor del af Huaweis sucess skyldes den populære P20-serie, hvis omsætning blandt andet danner en stor del af grundlaget for Huaweis samlede markedsandel i Danmark. P20-serien har været særlig populær i Danmark, men populariteten giver også genlyd globalt, hvor Huawei har oplevet rekordhøje salg. På bare fem måneder har Huawei solgt 10 millioner P20 Pro og P20 smartphones på verdensplan. Det betyder, at Huawei tidligere på året også overhalede Apple på det internationale marked og nu kan kalde sig verdens næststørste smartphoneproducent, kun overgået af Samsung.

“Det har været et stort år for Huawei. Først overhalede vi Apple på det globale marked, og nu afspejles populariteten for vores produkter også i Danmark. Den vækst vi oplever i øjeblikket, er vi rigtig glade og stolte over hos Huawei Danmark. Vi har sat fokus på innovation og koblet kraftig indmad med design og en god brugeroplevelse, og det har givet pote hos danskerne,” siger Marie Dam Feldborg, Head of Marketing & Communication hos Huawei Danmark.

Store ambitioner er blevet et kendetegn for Huawei, og i august proklamerede den globale direktør for Huaweis Consumer-forretning, Richard Yu, at Huawei er en udfordrer til den globale førsteplads allerede ved udgangen af 2019. Et ambitionsniveau som flugter godt med de danske forventninger.

“Selvom vi nu for første gang indtager andenpladsen både nationalt og globalt, så satser vi stadig stærkt på at forøge vores markedsandel yderligere i de kommende år, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi er klar til at udfordre førstepladsen i Danmark også. Vi ved godt, at der stadig er et stykke vej, men flere og flere – også Apple-brugere – får øjnene op for vores produkter og anbefaler dem til venner og familie. Vi er allerede nået langt, men det giver os kun mere blod på tanden,” siger Marie Dam Feldborg.

Huaweis omdømme vokser også

Det er ikke kun på salgsmålingerne, at Huawei vækster eksplosivt. Også på omdømmescoren stiger brandet hastigt i graderne. Det kan ses ud fra den omfattende image-ranking undersøgelse, som YouGov har foretaget i samarbejde med BrandIndex. Her undersøges danskernes holdninger til 360 forskellige brands.

Undersøgelsen undersøger, hvordan danskerne vurderer de 360 forskellige brands omdømme, vurderet på følgende parametre: Indtryk, kvalitet, værdi, tilfredshed, anbefalinger og virksomhedens ry.

Med en scoreforøgelse på 3.3 placeres Huawei Consumer Business Group på en tredjeplads over brands med de største stigninger i omdømmescoren. Huawei var den eneste teknologivirksomhed i top 10.

Læs også:

IFA 2016: Huawei lancerer endnu en smartphone R... De nye smartphones fra Huawei har fået navnet Nova, og Huawei har to modeller at fremvise. Nova og Nova Plus. Det er dog indtil videre kun den lille N...
Samsung Galaxy S9 sender Samsung til tops igen Det er ikke kun Huawei der har haft lanceringer her før Mobile World Congress starter officielt i morgen. Den koreanske gigantvirksomhed, Samsung, ...

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (1915 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?