Det kan godt være at den amerikanske præsident har meldt ud, at amerikanske virksomheder igen må handle med Huawei, så længe der ikke er et stort nationalt sikkerhedsproblem med det, men det ændrer ikke ved, at Huawei stadig ikke er fjernet fra listen.
Til Bloomberg siger Jeff Pu, en Hong Kong-baseret analyst hos GF Securities, at det stadig er meget sparsomt med konkrete detaljer om, hvornår Huawei kan fjernes fra den amerikanske blacklist.
Den amerikanske administration har heller ikke fortalt noget om, hvornår de fjerner Huawei fra listen, eller indikeret en tidsramme for, hvornår de vil kigge på sagen.
Det er også værd at huske på, at Trump nok har sagt at handlen kan genoptages, så længe der ikke er nogen sikkerhedsrisiko, men han har ikke defineret hvad han betragter som en national sikkerhedsrisiko, eller specificeret hvilke virksomheder der kan ansøge om licens til at handle med kineserne igen.
Hvor det kan være svært at betragte Huaweis smartphones som en national sikkerhedsrisiko, så er det noget helt andet med deres netværkskomponenter, der let kan betragtes som en sikkerhedsrisiko. Men der er stadig ingen udmeldinger, og mon ikke både Huawei og mange amerikansk virksomheder går i spænding og venter på, hvad facit er?