Huawei Mate 20 Pro lanceret

På en stor lanceringsevent i London blev den nye flagskibsmobil, Huawei Mate 20, lanceret i går. Tech-Test var med, og her er de første indtryk af den nye mobil

Huawei Mate 20 Pro. Foto: Lars Bennetzen

Man kan sige meget om Huawei, men de gør ikke noget småt. Lanceringen af deres nyeste flagskibsmodel, Mate 20, gik ikke stille for sig. Tusindvis af journalister, influencers og partnere deltog i lanceringen i London i går.

Udover Mate 20 lancerede Huawei Mate 20 Pro og Mate 20 X, men i Danmark er det nu ikke alle de mobiler vi får i butikkerne. Udover den Mate 20 Lite som jeg testede tidligere, så kommer Mate 20 Pro til Danmark. Men vi få ikke glæde af Mate 20 eller Mate 20 X i de danske butikker. Derfor vil jeg udelukkende skrive om, hvad Mate 20 Pro indeholder af spændende teknologier og nyheder.

Ny processor

På IFA lancerede Huawei deres helt nye processor, Kirin 980, der er verdens første 7 nanometer processor. Den er hjertet i Mate 20 Pro, og det er den der står bag det meste af den magi som den nye smartphone kan udvise, specielt når det kommer til kameraet. Men det venter jeg lige et øjeblik med.

Først lidt om designet. Mobilen har en skærm på 6,39″ (ja ja, jeg ved det godt, det giver en skærm på 6,4″ i praksis, men det er altså det skærmmål som Huawei opgav), den er samme højde som en iPhone Xs Max, men noget smallere, nemlig på 72,3mm (højden fik jeg så ikke lige helt fat på, derfor sammenligningen med iPhone Xs Max), og så har den en meget smal kant (bezel) på kun 2,1mm.

Derudover så vil Huawei åbenbart gerne ligne Samsung, for nu har de lavet en skærm der kører rundt om hjørnet på siden af skærmen.

Huawei Mate 20 Pro. Foto Lars Bennetzen

Der er ingen tvivl om, at det giver et mere afrundet udseende, men personligt så foretrækker jeg altså det lidt mere kantede udseende som de gamle Mate-modeller havde – det var lidt mere eksklusivt. Men altså – det er trenden nu, og den følger Huawei så.

Som altid har Huawei sikret en god skærm, og opløsningen er da også helt oppe i top, med en opløsning på 2290 x 1080.

Men det er ikke den eneste hemmelighed som skærmen gemmer på. For Huawei har nemlig også puttet fingeraftryksscanneren ned i selve skærmen nu. Så ikke noget med at skulle finde den under skærmen, lede efter den bagpå, eller finde den på siden af mobilen. Næ – du skal bare placere din finger på skærmen (i et bestemt område), og så låse Mate 20 Pro op. Fedt og elegant.

Det opdaterede kamera

Huawei har, vanen tro, også opdateret kameraet. Ved første kig troede jeg faktisk at de havde vagt at sætte fire linser i kameraet som vi lige har set fra Samsung. Men nej, de har bare samlet de fire linser og flash i en firkant på bagsiden af mobilen. Om du kan lide det design eller er en personlig sag – jeg synes det ser elegant ud.

Samtidig har de sænket linserne markant. Det er ikke længere en markant knold på bagsiden af kameraet, men ganske lille forhøjning du nu ser og mærker. Det sætter jeg stor pris på.

Men det stopper ikke der. Huawei har arbejdet meget med kameraet, og den nye processor giver nogle helt unikke muligheder.

Dels er der nu ultra vidvinkel i mobilen, og der er dedikeret makro-indstilling i mobilen. Og de billeder jeg så taget med den på makro-indstilling var vildt imponerende. Faktisk kan du nu gå så tæt på 2,5 cm på et emne og stadig få det knivskarpt.

Der er også kommet en AI Cinema Mode på kameraet, og den giver nogle ret unikke muligheder. Du kan, on the fly, lave sløret baggrund af det du filmer, du kan sørge for at det kun er motivet der er i farver, mens resten er i sort/hvis og meget mere.

Mate 20 Pro. Foto Lars Bennetzen

Det giver nogle helt nye muligheder for os der elsker at filme og tage billeder, og det er noget at det jeg virkelig glæder mig til at teste meget mere.

Hvis vi så lige vender mobilen om et øjeblik, så er den udstyret med et nyt ansigtsgenkendelsessystem, hvor den bruger infrarøde stråler til at se dit ansigt med. Samtidig laver den også et 3D Depth scan, hvilket gør det mere mere sikkert at åbne med ansigtsgenkendelse – lidt som vi kender fra Apples Face ID.

Der var mange flere spændende funktioner i mobilen, blandt andet den nye AR-linse, hvor du blandt andet kan animere objekter du scener ind. Så scan dit barns favoritbamse, og animer den direkt spå mobilen, og skyd samtidig en video af den, hvor den danser med dit barn.

Her på falderebet – der er indført et nyt opladersystem, der virkelig kan oplade mobilen lynhurtigt, men det mest spændende er nok, at hvis du vender mobilen om, og slår en speciel funktion til, så kan du bruge Mate 20 Pro til at oplade en iPhone med – det er sgu flabet godt tænkt, synes jeg.

Nu er mobilen på vej med mig hjem til Danmark, og jeg glæder mig virkelig til at få den konfigureret og testet grundigt igennem.

Herunder kan du forresten se et par billeder jeg tog med den i går. Jeg brugte blandt andet “lysmaling” og “nat” til at tage billeder med, og den er ikke bare god, den er imponerende til at tage nattebilleder med. Det er næsten som at tage billeder i dagslys. Men døm selv, og lad mig endelig høre, hvad du gerne ser jeg tester Huawei Mate 20 Pro for.

Læs også:

Huawei P20 med bedre kamera, lynhurtig processor, ... De nye smartphones, P20 og P20 Pro blev lanceret i Paris i dag, og det var ikke småting som den kinesiske smartphone-gigant har proppet ned i de nye s...
Huawei beskyldt for at kopiere iPhone Det er en artikel fra Wired, der kommer med beskyldningerne om at Huawei har kopieret designet fra Apples iPhone. Artiklen påpeger flere områder, h...

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (1975 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?