IFA 2022: Ny vægt analyserer din krops sammensætning

Specialisten i gadgets til helbredsovervågning i hjemmet, har lige lanceret deres helt ny vægt, der ikke alene giver dig vægt og fedtprocent, men som også scanner dine nervetrådes tilstand

Body Comp. Foto: Withings

Den nye smarte vægt til hjemmet, blev præsenteret i går på årets IFA-messe i Berlin af firmaet Withings, der står bag masser af gadgets der overvåger brugernes helbred. Vægten har fået navnet Body Comp, og Withings fortalte, at vægten kan give en næsten komplet kropsvurdering og -sammensætning, blot ved at du stiller dig op på vægten. Noget man normalt skal en tur forbi en større scanner for at få klaret.

Samtidig lancerede de også en onlinetjeneste – via en app – Health+, der er en abonnementstjeneste der, sammen med vægten, kan give en række øvelser, oplysninger og detaljerede helbredsanalyser. Alt sammen rettet mod at give brugerne en række værktøjer der hjælper dem til at forbedre deres helbred gennem bedre daglige rutiner.

Withings fortalte Tech-Test, at den nye vægt kommer med en række nye sensorer, specielle algoritmer og patenteret elektronik, der skulle sikre at vægten ikke alene er langt mere præcis når det kommer til vægt, men også når det kommer til kropssammensætning.

Det vægten tilbyder er en scanning der tilbyder fuld kropssammensætning, hvilket betyder information om vægt, muskelmasse, fedtmængde i kroppen, vandprocenten, knoglemassen, BMI og nu også viseralt fedt. En personlig lille bemærkning her – BMI er ikke en måling men en beregning, og den er decideret tåbelig.

Vægten giver også en kardiovaskulær måling, hvilket betyder stående hjerterytme og vaskulær alder.

Endelig siger Withings at den også kan vurdere kvaliteten af dine nervetråde. De fortalte at vægten analyserer føddernes svedkirtler, der skulle kunne fortælle om en eventuel degradering af de mindre nervefibre. Alt i alt skulle det kunne fortælle om der er en potentiel risiko for kardiovaskulær og metaboliske sygdomme, så som hjerteanfald, slagtilfælde og sukkersyge.

Abonnementstjenesten Health+ giver flere funktioner i app’en til vægten. Det er blandt andet seks ugers moduler der skal hjælpe brugeren til at opnå bedre helbred gennem træning, kost og målinger.

Men intet er gratis. Vægten forventes at komme til at koste omkring over 2.000 kroner inklusivt de første 12 måneders abonnement på Health+. Herefter vil Health+ komme til at koste mellem 400 og 500 kroner om året. Vægten skulle komme på det europæiske marked i løbet af oktober.

About Lars Bennetzen 3837 Articles
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.