Selv om Withings seneste smartwach ikke har så mange features i selve uret, så betyder den tilhørende app, at uret alligevel giver et godt overblik over vores performance inden for mange forskellige sportsgrene. Bonus er laaaang batterilevetid. Man kan oven i købet også holde øje med, om man får en god nattesøvn.
Sporty smartwatch
Det er muligt at indsamle data fra hele 35 forskellige sportsgrene. Lige fra løb, cykling eller vægtløftning til badminton, pingpong og zumba. Withings ved godt, at ingen dyrker så meget sport, så man får en bruttoliste i Withings Health Mate app, hvor man så udvælger op til fem sportsgrene, som man så kan vælge direkte fra uret. Uret kan også bruges, når man svømmer og er vandtæt ned til 50 meters dybde. Man kan ikke rigtig bruge uret til at se sine statistikker, imens man dyrker sport. Det er godt nok muligt at klikke sig frem til puls, afstand, tid og gennemsnitlig kilometer-tid. Men det kræver, at man klikker på urets knap, hvilket er ret besværligt, imens dyrker sin sport. Her må man i stedet tage telefonen i brug for at få et godt overblik.
Er du fitness-mester?
Èn af de nye features ved Steel HR Sport er muligheden for at få et cirkatal for brugerens VO2 Max, der giver en indikation på, hvor meget Ilt kroppen omsætter under træningen. Jo højere tallet er, desto bedre er din kondition. Det er den øvelse, man ser atleter lave i et laboratorium, hvor de cykler eller løber med en iltmaske over hovedet. Så det tal, man får fra Steel HR Sport er ikke lige så præcist, men man får alligevel en god indikation af, hvordan man ligger rent konditionsmæssigt. Samtidig kan vi løbende se, hvordan vi udvikler os i takt med træningen. Det er meget motiverende, så her får man altså ekstra meget for pengene med Steel HR Sport. Man kan i øvrigt koble flere af Withings produkter til app’en, så man f.eks. med en Withings vægt kan se, hvor meget man smider i løbet af en uge.
Design og komfort
Vores oplevelse er, at uret ser en smule mindre ud i virkeligheden end i reklamerne. Med 40 mm urskive har det en fin størrelse og er meget behageligt at have på. Det skyldes i høj grad den bløde silikone-rem, uret er udstyret med. Den er så blød og lækker at have på, at man hurtigt glemmer, at det sidder der, også når man træner.
Samtidig er uret med 49 gram meget let at have på. Vores test-ur er sort/mørkegråt og ser ret stilfuldt ud. Her trækker silikone-remmen mere over i det sporty look, men man kan evt. tilkøbe en læderrem, så uret får et mere stilfuldt udtryk. I vores øjne er det lykkedes Withings at lave et ur, der fungerer fint både til sport, hverdag og til jakkesæt, og det er faktisk ret godt gået
Batteriet holder evigheder
En ting, der generelt kendetegner smartwatches og andre motionstrackere er, at de har det med at bruge en masse batteri. Udfordringen er, at de skal måle og sende en masse informationer, og det koster altså strøm, og det giver ofte en batterilevetid, der skal måles i timer i stedet for dage. Men det er lykkedes Withings at lave et ur, der kan holde op til 25 dage på én opladning, hvilket faktisk imponerende at opleve. Batterilevetiden bliver selvfølgelig kortere, hvis man bruger det meget til træning. Men træner vi et par gange om ugen, holder uret stadig 15-20 dage på én opladning.
Styr på puls, bevægelse og søvn
Som udgangspunkt holder uret automatisk øje med nogle af de væsentligste faktorer for et sundt liv. Får du bevæget dig? Får du sovet? Og uret måler også pulsen. Så selv om du ikke bruger uret til andet, vil det altså løbende holde øje med nogle vigtige indikatorer for dit helbred. Sover du for lidt, er din gennemsnitspuls skyhøj, selv om du bevæger dig for lidt, så er det et tegn på, at du skal gøre noget ved det. Withings sender dig et ugentligt overblik på mail, så du hele tiden har styr på, om du har bevæget dig nok. Selv om de fleste nok ved, at de bør bevæge sig lidt mere, så er det alligevel noget andet at se tallene sort på hvidt. Alene af den grund kan det være en ide at få sig en tracker som Steel HR Sport.
Få besked, når du får beskeder
Når uret er forbundet med mobilen, er det muligt at få en besked, hver gang noget tikker ind på mobilen. Så vibrerer uret, og man kan læse et kort uddrag af teksten på urets skærm. Ud over at modtage beskeder, kan man f.eks. også se, hvem det er der ringer. Det er en udmærket funktion, men så er det heller ikke vildere.