Lenovos nyeste laptops er både lette og superfleksible

Vip, vend og skil skærm og tastatur på Yoga Duet 7i, eller tag den blot 860 gram lette IdeaPad Duet 3i med i tasken

Yoga Duet 7i (tv) og IdeaPad Duet 3i (th). 2 nye alsidige laptops fra Lenovo

Fleksibilitet og mulighed for multitasking er essentielt i dag både i vores arbejdsliv og privat – og de nye laptops fra Lenovo, Yoga Duet 7i og IdeaPad Duet 3i, er gode bud på, hvordan den ged skal barberes. Der er tale om to 2-i-1-computere med Windows 10, LTE-understøttelse og muligheden for en intelligent pen, som gør det nemt at multitaske.

Lenovo Yoga Duet 7i

Lenovo Yoga Duet 7i er den første Yoga-pc, hvor du kan adskille skærm og tastatur. Med et støtteben på skærmens bagside og et bagbelyst Bluetooth-tastatur kan du indstille betragtningsvinkel og arbejdsstilling sådan, at du kan arbejde behageligt på farten, for Yoga Duet 7i kan fås med LTE/4G-dækning.

Sikkerheden har Lenovo også tænkt over. Det infrarøde webkamera understøtter Windows Hello, så du kan logge hurtigt og sikkert ind med ansigtsgenkendelse, og med Glance fra Mirametrix kan du forhindre, at nysgerrige sidemænd kan kigge dig over skulderen og se, hvad der sker på skærmen. Teknologien sætter også videoer på pause, hvis du bevæger dig væk fra skærmen, og gør det muligt at flytte indhold fra Yoga Duet i7 til en tilsluttet skærm bare ved at dreje hovedet.

Den 1,16 kg lette 2-i-1-pc kommer i flere forskellige konfigurationer. Du kan få den med op til en 10. generations Intel Core i7-processor, op til 16 GB hukommelse og op til 1 TB SSD.

Touch-skærmen måler 13 tommer og byder på et billede i 2K-opløsning med 100 procent sRGB. Med hjælp fra kunstig intelligens kan Yoga Duet 7i forlænge batteritiden med 20 procent ved løbende at tilpasse strømstyringsindstillingerne. Dermed kan batteritiden strækkes helt op til 10,8 timer.

Lenovo IdeaPad Duet 3i

Lenovo IdeaPad Duet 3i er rettet mod dem, der har brug for en fuldt funktionsdygtig computer, de kan tage med overalt uden at skænke plads- eller vægtproblemer i rygsækken en tanke.

2-i-1-computeren vejer blot 0,86 kg – og her taler vi både skærm og Bluetooth-tastaturet, som fungerer som omslag og kan adskilles fra skærmen.

Den berøringsfølsomme skærm understøtter Lenovo Digital Pen, som gør det nemt at tage håndskrevne, digitale noter. Kombineret med det lette design er det en ideel maskine til blandt andet studerende.

I motorrummet gemmer IdeaPad Duet 3i på en Intel Pentium-processor, op til 8 GB hukommelse, op til 128 GB lagerplads og et batteri stort nok til at levere op til 7 timers batteritid. Den byder også på to USB-C-porte til lynhurtige dataoverførsler, en 360 graders mikrofon og en fysisk klap til webkameraet, så du er beskyttet mod video-hackere. Du kan desuden vælge, om det skal være en udgave med trådløst netværkskort, eller om du også vil have LTE/4G-understøttelse.

Et elegant støtteben på skærmens bagside gør fire forskellige arbejdsstillinger mulige: Den kan være flad som en tablet, foldet ud som en bærbar pc, stå som et telt eller oprejst som en bog.

Priser og tilgængelighed

  • Lenovo Yoga Duet 7i inklusive tastatur og pen forventes at komme til juni, og priserne starter ved €1.199.
  • Lenovo IdeaPad Duet 3i inklusive tastatur forventes at komme til juli, og priserne starter ved €429.

Tjek priser på bredbånd

Tech-Test har indgået et samarbejde med Samlino så du kan tjekke bredbåndspriser og ikke mindst muligheder for bredbånd på din adresse.

Det er helt gratis og Samlino skal ikke bruge andet end din adresse for at levere priser til dig.

Når du har indtastet adressen i feltet herunder, bliver du sendt til Samlino, hvor du får vist resultatet, og hvor du kan indsætte flere filtre, hvis du har bestemte behov for dit bredbånd.

Kommentar til artiklen?