TEST: Sej og lækker laptop fra HP

Hvis du gerne vil have en alsidig laptop, der samtidig har fed lyd og et fedt design, så tjek lige HP Spectre x360 14. den er ikke helt billig, men det er altså svært ikke at forelsker sig i den lille laptop

HP Spectre x360 14. Foto: Lars Bennetzen

Det ikke altid jeg er lige stor fan af HPs laptops, de kan svinge meget i kvalitet, men når de leverer en laptop der er fed fra start til slut, så skal de altså have ros for det – og det er tilfældet her.

Det er spændende lille sag, for det er ikke en gamer og det er heller ikke hvad vi kalder for en ‘business’ laptop. Det er en laptop beregnet til privatpersonen, men samtidig dem der gerne vil have lidt mere i deres laptop end bare det vanlige.

For det første har HP virkelig lavet et fedt design. Lige fra hængslerne på bagsiden – der lader skærmen åbne helt op, så du kan bruge den som tablet – til det slanke design der understreger at det er en eksklusiv laptop og det gennemførte metal look.

Jeg ville ikke være ked af at have den med på cafe og sidde og blære mig med den der.

Tastaturet er lækkert at arbejde på, omend jeg synes det er ærgerligt at returtasten er mindre end højre shift-tast. Og piltasterne er ikke helt lette at arbejde med. HP har samtidig placeret en fingeraftryksscanner i bunden af tastaturet, mens tænd/sluk-tasten sidder i toppen. Det synes jeg ikke er smart – de taster skal enten være den samme eller være tæt på hinanden.

HP har også udstyret laptoppen med en knap der kan tænde og slukke for kameraet. Den ide er jeg som udgangspunkt glad for, men – det er altså en softwareknap der kan omgås af den dygtige hacker. Jeg havde hellere set en fysisk knap der kan lukke for kameraet.

HP Spectre x360 14. Foto: Lars Bennetzen

Skærmen er, som navnet antyder, en 14″ skærm og den går næsten helt til kant. Det er med til at understrege det eksklusive design. Samtidig er den flotte FHD-skærm virkelig fed at arbejde på – omend den er lidt mindre lys end specifikationerne lover. Men det er en fornøjelse at se på skærmen, og om du arbejder med kreative opgaver eller ser film, så er det en fornøjelse med den flotte og klare skærm.

Som jeg sagde, er det ikke en gamer-laptop, men det er en laptop der er oplagt til kreativt arbejde. Ikke mindst fordi der følger en pen/stylus med laptoppen. Og hvis du laver billedbehandling, eller redigerer videoer på den, så er det altså fedt med en pen. Og den er meget præcis og let at arbejde med – jeg er meget glad for at bruge den pen til arbejde.

Der er måske ikke spe mange porte i laptoppen, men der er to usb-c Thunderbolt 4-porte, og en almindelige usb-a-port. Og så kan du indsætte et microDS-kort direkte i laptoppen – hvilket er fedt når du arbejder med kreative programmer, for så kan du let overføre filer fra dit kamera eller videokamera.

Jeg er ret vild med denne lille laptop, og det virker faktisk ret godt at bruge den som tablet, og den er også ret fed i ‘tent-mode’. Men helt billige er den altså ikke – men jeg vil vurdere at den er prisen værd.

Bedømmelse

Samlet vurdering 95%

En virkelig fed laptop. Super skønt design, meget eksklusivt, og et tastatur der er fedt at arbejde på.

Skærmen er lige i øjet, og det er fedt at bruge pennen på skærmen når man skal være kreativ.

Jeg kan normalt ikke lide laptops, hvor du kan vende skærmen om og bruge den som tablet. Men det virker med x360 – den er virkelig en fed laptop. Min eneste anke er den høje pris.

Du kan læse mere om Spectre x360 14 her.

De bedste priser lige nu

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (3468 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?