Masser af kamera i P30 Lite

Næsten på klokkeslæt lancerede Huawei deres P30 Lite, efterfølgeren til deres nyeste flagskib, P30 Pro. Mobilen er rettet mod folk der gerne vil have masser af kamera i deres mobiltelefon, men som ikke vil betale tæt på 8.000 kroner for det

Huawei P30 Lite. Foto: Huawei

Fra i dag kan du købe den nye lavprismobil, Huawei P30 Lite, en nedbarberet udgave af deres helt nye flagskib P30 Pro.

Det var klart kameraet der var den store nyhed i P30 Pro, og det er da også kameraet Huawei slår på i denne version.

Den har fået en 48MP kamera der hænger sammen med et 8MP super vidvinkel kamera og et kamera der sikrer dybdeskarpheden og som giver mulighed for op til 2x optisk zoom.

Huawei har også smidt deres AI ned i mobilen, som hjælper med til at tage gode billeder, uden at du som bruger behøver spekulere på, hvordan du indstiller mobilen bedst. Den vælger selv de bedste scener, og indstiller kameraet som det bør.

P30 Lite har også fået Huaweis Super NIght-Mode, der blev introduceret i P30 Pro, og som giver nogle fantastisk billeder om natten.

Operativsystemet er EMUI 9.0.1, Huaweis Android-version af Android 9, og processoren er blevet deres Kirin 710 – slet ikke et dårligt valg.

På designsiden har Huawei valgt at bruge samme design som P30 Pro, nemlig deres Dewdrop Display, som næsten er helt uden en notch. Der er kun et lille hak til frontkameraet, hvilket giver en skærm der stort set går helt til kant.

Og nu vi er ved skærmen, så er den på 6,15” med fuld HD+ opløsning. Fingeraftryksscanneren er fjernet fra skærmen, og placeret på bagsiden – hvor jeg mener en fingeraftryksscanner hører til.

Du kan bestille P30 Lite fra i dag, og prisen bliver på 2.999 kroner for en version med 128GB lager.

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (2156 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?