Teknologiproducenten Medion, der siden 2021 har været ejet af Lenovo, har lige lanceret en nye laptop med det underlige navn, MEDION SPRCHRGD 14 S1 Elite. Laptoppen er en del af deres nye subbrand med samme underlige navn – SPRCHRGD – og den er udstyret med Copilot+, og Medion selv hævder at den nye laptop gør det muligt for alle at få AI til en god pris.
Laptoppen er drevet af en 12-kernet Qualcomm Snapdragon X Elite-processor (baseret på ARM-arkitekturen) og dermed har Medion så droppet Intel fra denne linje af laptops.
De oplyser at brugen af denne processor sikrer en mere effektiv databehandling og reduceret energiforbrug – og samtidig være mindre støjende og udvikle mindre varme.
Ifølge Medion skulle Qualcomm-processoren også sikre at AI bliver en naturlig og integreret del af computeren. AI-motoren fungerer uafhængigt af internetforbindelsen, og skulle sikre at alle data behandles lokalt i stedet for i skyen. Udover at mindske brugen af datacentre så skulle det også betyde at privatlivet beskyttes bedre.
Den er udstyret med Copilot+ PC, Microsofts eget generative AI, som skulle hjælpe brugerne til at være mere kreative og produktive.
Når det kommer til batterilevetid, så skulle det indbyggede 65Wh batteri levere strøm i op til 17 timer – afhængig af hvad laptoppen bruges til, naturligvis.
Herudover er den forsynet med et 1TB SSD og den har 32GB LPDDR5x RAM. Skærmen har 16:10-format i 2.8K og en opløsning på 2.880 x 1.800 (WQXGA+). Opdateringshastigheden er på 120Hz og den har fire højttalere indbygget.
Prisen bliver på 10.434 kroner for versionen med 1TB lager og 32GB RAM og 9.688 kroner for versionen med 512GB lager og 16GB hukommelse.