Ny bærbar fra HP kører store AI-modeller lokalt

HP's nye ZBook Ultra G3a lader fagfolk afvikle massive sprogmodeller direkte på maskinen, så data ikke ender i skyen

Foto: HP

Computerproducenten HP præsenterede tirsdag deres nyeste workstation, ZBook Ultra G3a. Den bærbare computer henvender sig særligt til arkitekter, ingeniører og designere, som har behov for at køre tung kunstig intelligens uden om cloud-løsninger.

Med kapacitet til at håndtere sprogmodeller med op til 300 milliarder parametre lokalt, forsøger HP at imødekomme en stigende problemstilling hos virksomheder, hvor værktøjerne er fragmenterede, og fortrolige data helst ikke skal sendes ud af huset.

For at integrere AI-værktøjerne i brugernes daglige arbejdsgange har HP indgået et samarbejde med Perplexity og indbygget understøttelse af en række Autodesk-programmer direkte i maskinen.

Fagfolk har brug for AI, der er kraftig og til at stole på, og som passer til den måde, de arbejder på. Med HP ZBook Ultra G3a 16″ samler vi en lokal AI-fabrik og værktøjer, der er klar til arbejdsgangen, så kunderne kan bruge agentbaseret AI til deres mest krævende opgaver.

Hans Petter Espelid, produktchef for workstations i Danmark og Norge hos HP

Integrationen til blandt andet Autodesk Revit betyder, at brugerne kan lade kunstig intelligens arbejde direkte i projektdataene på enheden. Det er dog stadig muligt at hente eksterne cloud-modeller ind, hvis opgaven kræver det.

Fagfolk skal ikke bygge deres egen AI-opsætning for at få deres maskine til at arbejde for sig. Arbejdet starter lokalt, og når et trin kræver mere, kan man hente en model i skyen ind uden at begynde forfra.

Ryan Foutty, Vice President of Business hos Perplexity

Opgraderet køling og hardware

Teknisk set byder den 16-tommer store workstation på markante opgraderinger. Et nydesignet kølesystem hæver maskinens TDP med 81,8 % og leverer op til 100W ydelse, selv når computeren kører uden at være tilsluttet en stikkontakt.

Specifikationerne for HP ZBook Ultra G3a lyder:

  • Processor: Op til AMD Ryzen AI Max+ PRO 495 med integreret AMD Radeon-grafik.
  • Hukommelse: Op til 192 GB delt RAM og 160 GB dedikeret VRAM.
  • NPU: 55 TOPS.
  • Forbindelse: 5G-modem sikrer netværksadgang uden for Wi-Fi-rækkevidde.
  • Design: Vægten starter ved 1,9 kg, og tykkelsen lyder på 17,9 mm. Computeren er bygget med et udskifteligt tastatur, som gør den lettere at servicere for IT-afdelingen.
  • Software: Native understøttelse af Autodesk Revit 2027, Autodesk 3ds Max og visualisering i Chaos Enscape.

Lanceringen sker på et tidspunkt, hvor cloud-omkostningerne til AI-opgaver vokser markant på mange arbejdspladser. For at anskueliggøre besparelsespotentialet har HP lanceret en beregner, hvor kunderne kan vurdere økonomien i at flytte dele af deres AI-forbrug til lokal afvikling.

ZBook Ultra G3a rammer det danske marked i løbet af oktober. Den endelige pris oplyses tættere på lanceringen.

Del artiklen på