Elektronikbrandet MOVA, der hidtil har været mest kendt for deres robotstøvsugere og robotplæneklippere, bevæger sig nu ind i køkkenet. Med lanceringen af to nye modeller, Crematica S20 Pro og Virtuoso 10 Pro, forsøger producenten at udfordre det etablerede marked for espressomaskiner.
Strategien er at tilbyde funktionalitet og specifikationer, der normalt er forbeholdt dyrere prissegmenter, men til en markant lavere pris. MOVA oplyser, at de vil tilbyde maskinerne til “omtrent halv pris af sammenlignelige modeller”.
Semiautomatisk topmodel med dual-boiler
Crematica S20 Pro henvender sig til den bruger, der ønsker kontrol over bryggeprocessen. Der er tale om en semiautomatisk maskine udstyret med et dual-boiler-system. Denne konstruktion betyder, at maskinen har separat opvarmning til kaffebrygning og mælkesteam, hvilket gør det muligt at udføre begge dele samtidig.
Maskinen lander på en vejledende pris på 4.649 kr. Til den pris får man en maskine med indbygget kværn og en række tekniske funktioner, der skal sikre temperaturstabilitet.
Specifikationer på Crematica S20 Pro:
- Dual-boiler-system til samtidig brygning og steaming
- To separate pumper: 20 bar til kaffe samt dedikeret damp-pumpe
- Dobbelt PID- og NTC-temperaturkontrol
- Pre-infusion funktion
- 58 mm portafilter i rustfrit stål
- Indbygget konisk burr-kværn med 250 gram bønnebeholder
- Stort digitalt display
Modellen kan erhverves i farverne sort og sølv.
Fuldautomatisk løsning til under 3.000 kroner
Den anden nyhed, Virtuoso 10 Pro, er en fuldautomatisk maskine designet til brugere, der prioriterer bekvemmelighed. Via en touchskærm kan brugeren vælge mellem otte forskellige kaffedrikke – fra espresso til latte macchiato – med et enkelt tryk.
Med en vejledende pris på 2.699 kr placerer Virtuoso 10 Pro sig i den lave ende af prisskalaen for fuldautomatiske maskiner med mælkesystem.
Specifikationer på Virtuoso 10 Pro:
- 19 bars pumpe
- Pre-infusion for ensartet ekstraktion
- Automatisk mælkeskummer med medfølgende beholder
- Indbygget rengøringsprogram
- Vægt: 8,5 kg
Virtuoso 10 Pro leveres i hvid og sort. Begge de nye maskiner forhandles hos førende forhandlere i Danmark.

