Italienske Lelit har i starten af marts sendt en gennemgribende opgradering af deres kendte MaraX-espressomaskine på markedet. Den nye model, MaraX3, henter funktioner, der oftest ses i dyrere udstyr, ned i det almindelige forbrugersegment.
Manuel styring med Pagaia
Den mest markante tilføjelse til MaraX3 er flow control-systemet, som Lelit kalder Pagaia. Systemet lader brugeren styre pumpens effekt elektronisk under selve brygningen via en padle på maskinen. Drejes den med uret, øges trykket, og drejes den mod uret, sænkes det. Ændringerne i trykket kan løbende aflæses på maskinens nye dobbeltmanometer, hvilket gør det muligt at justere bryggeprofilen manuelt i realtid.
Hurtigere opvarmning
Internt er MaraX3 også blevet opgraderet. Kedlen er skiftet fra kobber til rustfrit stål, og maskinens effekt er øget fra 1.280 W til 1.800 W. Den højere effekt betyder, at opvarmningstiden er skåret ned fra de tidligere 24 minutter til cirka 15 minutter.
Maskinen er designet i samarbejde med Design Group Italia. Den er udstyret med trædetaljer på knopper, portafilter og forhøjede fødder i enten røget egetræ eller zebrano-træ. Modellen fås i farverne børstet rustfrit stål, sort og hvid.
Ny kværn følger i maj
I forlængelse af den nye maskine lancerer Lelit også kaffekværnen Steve PM20 i begyndelsen af maj 2026. Den er bestykket med 64 mm flade stålknive, der er udviklet sammen med producenten Keber. For at levere større præcision ved formaling til espresso, er mikrojusteringen ændret til step 1.0 frem for 1.5, som det var tilfældet i tidligere udgaver. Kværnen kommer i børstet og poleret rustfrit stål, sort, hvid samt guld.
Tekniske specifikationer og priser
Lelit MaraX3
- Effekt: 1.800 W (op fra 1.280 W)
- Kedel: Rustfrit stål
- Opvarmningstid: Ca. 15 minutter
- System: Pagaia flow control med dobbeltmanometer
- Lancering: Primo marts 2026
- Pris: Fra 13.999 kr
Lelit Steve PM20
- Knive: 64 mm flade stålknive (Keber)
- Justering: Step 1.0 mikrojustering
- Lancering: Primo maj 2026
- Pris: Fra 4.299 kr