Nu taler Google dansk

I dag blev Google så lidt mere dansk. Google Assistent taler nemlig nu dansk, og det betyder at du nu kan spørge Google efter informationer på dansk, og få svar på samme sprog. Så slut med at lede efter de engelske ord – du sludrer bare løs på dansk – hvis Google Assistent altså virker, for det er ikke være helt uden sværdslag for alle, læs: for mig…

Google Assistent taler nu dansk. Foto: Google Danmark

”Google Assistent er fra i dag tilgængelig på dansk til både Android og iOS. Ved at bruge Google Assistent lærer assistenten at forstå og afkode brugerens verden, så den løbende bliver bedre – mere personlig, mere relevant og mere brugbar.”

Så flotte er ordene i Googles pressemeddelelse om at Google Assistent nu er tilgængelig på dansk, og de fortsætter i lige så flotte vendinger:

”En vigtig brik i lanceringen af den danske Google Assistent er dens lokale relevans og anvendelsesmuligheder for danske brugere. Assistentens personlighed og funktionalitet er således specielt tilpasset det danske marked og forstår derfor forskellige kulturelle referencer. Eksempelvis kan den vise filmene i ‘biffen’, fortælle ‘alle børnene’-vittigheder til de små eller synge en dansk fødselsdagssang.”

Begrænset assistent

Og det lyder forjættende, ikke? Men dels er Google Assistent markant begrænset i forhold til den amerikanske version af samme, dels kan det godt give en del udfordringer at få den til at virke.

Personligt havde jeg problemer med at få GA til at virke på min Note 9, og det undrede. Google selv var ikke speciel hjælpsom, men pludselig fik jeg så løst problemet i administrationskonsollen til min Googlekonto – vidste du at du havde sådan en?

Nuvel – når GA er slået til, så er det bare at snakke til mobilen ikke? Det er da det indtryk man får når man ser, hvordan GA bruges i USA. Men på dansk kan du altså ikke vække GA ved at snakke til din mobil. Du er nødt til at holde ’hjem’-knappen nede, så dukker GA op og er pludselig meget snakkesalig.

En tur ind i indstillingerne viser, at en funktion, Voice Match, skal slås til for at GA lytter konstant, og den funktion virker altså ikke på dansk – endnu.

Det betyder så, at alle de smarte funktioner som vi kender fra fx Siri, bare ikke virker med GA. Jeg kan ikke sidde i min bil, og bede GA om at lede efter en restaurant (altså ikke mens jeg kører), og jeg kan ikke få GA til at sende en sms til min kone (igen mens jeg kører). For jeg er nødt til at betjene mobilen for at bruge GA, og ja – det er ligesom forbudt i Danmark…

”Ved at tale til assistenten kan du også få hjælp til at skrive sms’er, søge på Google, finde vej, ringe op til kontakter eller afspille musik. Assistenten kan også hjælpe dig med at holde styr på din kalender og dine gøremål, hvis du for eksempel spørger “Hvordan ser min dag ud?”, svarer assistenten ved at læse dine kalenderaftaler op. Brugerne kan til enhver tid spørge assistenten “Hvad kan du gøre?” for at få flere ideer til, hvad assistenten kan hjælpe med.”

Det er flotte ord fra Google, men som sagt – det virker kun hvis du kan betjene mobilen med dine fingre, og under kørsel er det ikke just en option. Og hvem pokker sidder og snakke med mobilen, når jeg med to hurtige klik kan få vist kalenderen.

Google Home på vej

Personligt er der ting jeg glæder mig meget mere over end at GA nu er tilgængelige på dansk (jeg har helt ærligt ikke savnet den), og det er at Google Home er på vej på dansk senere på året. GA er en forløber for Google Home, og når den kommer på dansk, så er det med GA indbygget i smarte højttalere. Se DET bliver fedt.

Her er lidt info om GA som Google selv formidler det:

  • Google Assistent er en praktisk, stemmestyret altmuligmand, som kan hjælpe med en lang række dagligdags ting via din mobiltelefon eller tablet.
  • Assistenten forstår og svarer på dansk, og når du bruger assistenten, bliver den løbende bedre til at forstå og afkode din verden, så den med tiden bliver mere personlig, mere relevant og mere brugbar.
  • Google Assistent lanceres til Android (6.0 eller højere) og iOS (10 eller højere) og virker således på både iPhone, iPad og en lang række Android telefoner og tablets.

Fakta om teknikken bag

  • Google Assistent bygger på Googles omfattende erfaring inden for sprogteknologi, stemmegenkendelse og søgninger.
  • Google Assistent er baseret på avanceret maskinlæringsteknologi, som gennem stemmeinteraktion hjælper brugeren til en lettere hverdag.
  • Ved at kombinere maskinlæring med avanceret sprog- og stemmegenkendelsesteknologi har Googles udviklere gjort det muligt for brugerne at tale mere naturligt til Google Assistent, samtidig med at den forstår konteksten.

Tallene bag

  • Google Assistent er nu tilgængelig på mere end 500 millioner enheder – såsom telefoner, højtalere, tablets, tv’er, smarture – over hele verden.
  • Ved udgangen af 2018 vil Google Assistent være lanceret i 80 lande på flere end 30 forskellige sprog.
  • Det forventes, at halvdelen af alle Google-søgninger i USA i 2020 sker via stemmen.

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (2900 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Hvis du ikke allerede får vores nyhedsbrev, har du her muligheden for at tilmelde dig.

Vi udsender 1 gang om ugen, så vi kommer ikke til at spamme din mailboks.

Vi holder dine data private, og deler dem ikke med tredjepart