Nyt high-end kamera fra Canon sætter helt nye standarder for fotografi

EOS-1D X Mark III har været ventet længe, og nu er kameraet lanceret. Rettet mod top-professionelle der specialiserer sig i sport og wildlife, tilbyder det nye kamera en masse fede muligheder og spændende teknologier

Tech-Test har været ude hos Canon og se det nye kamera, og selvom prisen nok vil skræmme de fleste private brugere langt væk, over 60.000 kroner inkl. moms for kamerahuset alene, så var det svært ikke at blive imponeret over de mange spændende teknologier, muligheder og detaljer som Canon har puttet ned i det nye kamera.

Og lad mig da starte med at kigge på nogle af de nyheder som kameraet indeholder. Dels har det nu en framerate på op til 20 billeder/sek med fuld AF-sporing, og de billeder jeg så taget med den hastighed var vildt flotte og imponerende.

Canon har også puttet 28 gange så mange punkter ned i midten af AF-sensoren (i forhold til forgængeren), og det giver endnu større nøjagtighed når det går stærkt med at tage billeder (hvem elsker ikke en hurtig autofokus?).

Men det stopper ikke der, for EOS-1D X Mark III kan lave interne optagelser i 5,5K 12-bit RAW-video, en standard der ellers kun ses i de såkaldte cinama-kameraer. Resultat? Tja – hvis du er videofotograf kan du snildt bruge dette nye kamera som b-kamera.

Canon EOD-1D X Mark III. Foto: Canon

Naturligvis har det nye kamera også en ny processor. Canon har proppet den nye Digic 9-processor ned i kameraet, så der kan laves imponerende mængder beregninger på de billeder kameraet skyder. Og nu der er en hurtig processor, har Canon også lige udstyret kameraet med, hvad de kalder, Deep Learning, så det blandt andet lærer motiver at kende, og derved let kan holde fokus på fx ansigter – også selvom de skulle smutte bagom andre motiver. Det betyder at fokus ikke mistes på noget tidspunkt, vildt.

Sensoren er forresten en 20,1MP fullframe CMOS-sensor, og den skulle have Canons hidtil største ISO-område. Så nu kan du indstille ISO fra 50 til 819200, hvilket i min verden er intet mindre end imponerende.

En af de ting der virkelig overraskede mig, er at kameaet nu er ’bufferløst’, hvilket vil sige, at der ingen grænse er på, hvor mange billeder kameraet kan skyde når du holder knappen nede. Så ikke noget med at bufferen fyldes, og du skal vente til billederne er skrevet på kortet. Ifølge alle standarder skal Canon skrive et tal her, og de skriver så at der kan optages raw-billedserier på over 1.000 billeder. Men realiteten er, at der ingen grænse er, udover mængden af billeder der fysisk kan være på kortet.

Der er så mange nyheder i dette kamera, at det kan være svært at vælge ud, hvad der skal omtales, men jeg skal da også lige sige, at det kan skyde 4K fullframe-videoer i 12-bit RAW intern optagelse.

Så er der indbygget bluetooth-tilslutning med Bluetooth LE, der er indbygget gps, så alle billeder kan tagges med lokalitet, og der er naturligvis indbygget ethernet og Wireless File Transfer, så billeder lynhurtigt kan flyttes over på en harddisk eller computer.

Og ja – det er et dyrt kamera, men hvis jeg var professionel fotograf, så lå jeg allerede nu i kø for at få finger i det.

Pris er 60.490 kroner, inkl. moms og et 64GB kort.

Du kan læse meget mere om kameraet her.

Del artiklen på

Kommentar til artiklen?