Overflødighedshorn af lanceringer fra Apple

I går aftes afholdt Apple deres halvårlige lancering af nye produkter, og det er ikke småting vi kommer til at se de næste par måneder

iPad Pro. Foto: Apple

Vanen tro så gør Apple altid et stort nummer ud af deres store halvårlige produktlanceringer, og denne gang var ingen undtagelse. I går aftes fremviste Apple en helt ny iPad med MI-chippen, en helt ny iMac ligeledes med Apples nye M1-chip, en ny generation af Apple TV 4K, deres nye AirTag (der minder mistænkeligt meget om Tile), en ny farve til iPhone 12 og 12 mini samt opgradering af deres Podcast-software.

Det var rigtig mange nye ting vi blev præsenteret for i går aftes fra Apples hovedkontor i Cupertino, og jeg skal ikke her forsøge at komme med en uddybende beskrivelse af alle de nye ting, så i stedet får du en kort gennemgang af de nyheder vi så i går aftes.

Ny iPad Pro

En af de helt store ting var lancering af den nye iPad Pro baseret på den nye M1-chip, der allerede har vist sig at være ikke bare hurtig, men vildt hurtig.

Udover at blive baseret på M1, så har den nye iPad Pro også fået understøttelse af 5G, og den store model får en 12,9” Liquid Retina XDR display. I min optik gør det den nye iPad Pro til langt mere end en tablet – den er på det nærmeste en laptop. Den har hestekræfter nok til at trække de store programmer, den kan rendere videoer hurtigere end de fleste traditionelle laptops, og den nye skærm ser fantastisk ud.

iPad Pro. Foto: Apple

Apple har også indført en nye funktion på kameraet, Center Stage, som er en vidvinkel linse tilsat en lille smule magi – for den genkender og følger nu personer. Så hvis du laver en video, så holder den funktion hele tiden dig i centrum af videoen – med mindre du går udenfor kameraets synsfelt naturligvis.

Den kan bestilles fra d. 30. april og prisen starter ved 6.699 kroner for 11” WiFi-modellen og ved 7.999 kroner for WiFi + simkort-modellen. Den fås forreten med 128GB, 256GB, 512GB, 1TB og 2TB lagerplads – vildt ikke sandt?

Helt ny iMac

Det er længe siden vi for alvor har snakket om den store stationære computer fra Apple, iMac. Men den lever skam i bedste velgående, og nu har Apple lanceret en helt ny version, designet helt fra bunden af, også omkring den nye M1-chip, og så har den fået et 27” 4,5K Retina display.

Det er forkert at betragte den nye iMac som en opgradering til den gamle iMac – det er en helt ny computer. Hele arkitekturen er ændret, og det ses blandt andet ved at den er blevet langt tyndere, mere firkantet (hvilket jeg sætter stor pris på), og så er den blevet super stille.

iMac. Foto: Apple

Det har Apple opnået ved blandt andet at kunne erstatte de store blæsere med nogle langt mindre, for M1 bruger ikke så meget strøm, og udvikler derfor heller ikke så meget varme. Derudover så har de indført et helt nyt lydsystem, der også skulle sikre at du virkelig bliver nedsænket i musikken.

Med en tykkelse på kun 11,5mm er det virkelig blevet en tynd computer, og skærmen samtidig vokset fra 24” til 27”. Den har fået en 1080p FaceTime HD-kamera og forbedret mikrofon der alt samme skulle gøre det langt bedre at køre videomøder og konferencer.

Den nye 8-kernes M1-chip skulle ligeledes sikre at alle programmer starter lynhurtigt på den, og så er den udstyret med machine learning som sikrer at programmer afvikles bedste muligt ved løbende at optimere systemet.

Den kommer nu også i en lang række forskellige farver, så du ikke kun kan vælge den kendte sølvfarve.

Som med alle de andre nye produkter fra Apple, så kan den bestilles fra d. 30. april til en startpris på 11.499 kroner alt efter konfiguration.

Nyt Apple TV

Så blev det også tid til at få opdateret Apple TV. Deres 4K udgave har efterhånden et par år på bagen, men virker stadig rigtig godt skal jeg hilse og sige. Den nye udgave har fået HDR med Dolby Vision og skulle både opskalere og opgradere eksisterende indhold, så dit tv vil vise endnu flottere film end før.

Apple TV 4K med ny fjernbetjening. Foto: Apple

Den er så ikke baseret på M1-chippen, men på Apples egen A12 Bionic, og så har den fået en ny Siri fjernbetjening. Den er designet lidt som jeg husker fra de helt gamle iPods, med et drejehjul. Men den er naturligvis touch i og ikke et fysiske hjul der skal drejes.

Apple lover også at den nu kan styre dit eget tv, hvilket jeg dog lige stiller mig lidt mistænkelig overfor. Men lad os nu se.

Apple TV 4K kan ligeledes bestilles fra d. 30. april til en pris på 1.499 kroner.

AirTag

Vi arbejder os ned i rækken her, for den nye AirTag er godt nok spændende, men den er også relativ lille. AirTag er en lille dims du kan sætte på dine nøgler, kuffert eller andre ikke-Apple-produkter, og så kan du spore dem via funktion Find My på din iPhone, iPad, MacBook eller iMac.

AirTag. Foto: Apple

Den fungerer i høj grad som en Tile, men benytter Find My netværket der er meget udbredt, og som ikke er afhængig af LTE-båndet.

AirTag kommer til salg fra d. 23. april til en pris på 249 kroner for en eller 849 for en boks med fire.

Nye farver og ny software

Endelig så er der kommet en ny farve til iPhone 12 og iPhone 12 mini – lilla, eller purple som de selv kalder den. Det vil jeg ikke gøre så meget mere ved, det er trods alt kun en ny farve.

iPhone 12 i ny farve. Foto: Apple

Endelig er der kommet en ny version af Apple Podcast, Apple Podcast Subscriptions. Det er en global markedsplads for alle de ønsker at lytte til podcast, ikke mindst dem der kræver betaling.

Heller ikke her vil jeg bruge så meget krudt – hvis du er interesseret i betalte podcasts, så kan du let finde ud af hvad mulighederne er i den nye tjeneste.

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (3468 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?